Folketinget

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

/

 

J.nr.: 1982

17. juli 2006

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 23. juni 2006 (FLF alm. del) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål nr. 431:

 

 

 

Spørgsmål nr. 431:

Vil ministeren oplyse, i hvor mange tilfælde fødevareregionernes velfærdskontrol indstiller, at der rejses tiltale for overtrædelse af dyreværnsloven, og i hvor mange tilfælde der rent faktisk rejses tiltale?

 

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Fra 1. januar 2004 blev velfærdskontrollen med dyrevelfærd i besætninger intensiveret, bl.a. ved at udvide antallet af kontrolbesøg fra 2 % til 5 % og ved at udvide antallet af dyrearter omfattet af velfærdskontrollen. Hvad denne del af velfærdskontrollen angår, falder det derfor naturligt at spørge til perioden fra 1. januar 2004 og frem. For at få et ensartet materiale har Fødevarestyrelsen valgt at spørge fødevareregionerne om perioden fra 1. januar 2004 til 4. juli 2006 også hvad angår velfærdskontrol i forbindelse med transport af dyr. Det bemærkes, at der således er tale om anmeldelser foretaget i forbindelse med både 5%-kontrolbesøg og kontrol på slagterier og samlesteder, og at en anmeldelse kan omfatte flere forhold eller personer.

 

Af indberetningerne fra regionerne fremgår, at der som led i velfærdskontrollen blev foretaget 440 politianmeldelser i 2004. I 2005 foretoges 433 anmeldelser, og der er foretaget 194 i perioden 1. januar til 4. juli 2006.

 

De enkelte politikredse skal orientere Fødevarestyrelsen om hvilke afgørelser, der træffes på baggrund af anmeldelser af transportvirksomheder. Selv om der ikke påhviler politiet samme pligt for så vidt angår afgørelser, der træffes på baggrund af anmeldelser af besætninger, har politiet i en række tilfælde orienteret om afgørelser i disse sager. Nedenstående opgørelse af antallet af trufne afgørelser er opgjort på baggrund af denne orientering fra politiet.

 

Fødevarestyrelsen har modtaget oplysninger om, at der er sket afgørelse i 197 af  anmeldelserne fra 2004, 150 af anmeldelserne fra 2005 og foreløbig 6 fra 2006.

 

Den politimæssige opfølgning, Fødevarestyrelsen er informeret om, fordeler sig på følgende måde: I 2004 førte anmeldelser i 177 tilfælde til bødeforlæg eller dom (herunder frifindelser). 20 anmeldelser førte til, at politiet afviste opfølgning eller senere opgav påtale. I 2005 førte anmeldelser i 134 tilfælde til bødeforlæg eller dom (herunder frifindelser). 16 anmeldelser førte til, at politiet afviste opfølgning eller senere opgav påtale. I 2006 er foreløbig 5 anmeldelser afgjort ved bødeforlæg eller dom (herunder frifindelser). 1 anmeldelse har ført til, at politiet afviste opfølgning eller opgav påtale.”

 

 

  

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

/Maria Krohn