Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 17. juli 2006

 

 

 

 

 

/

 

Sagsnr.: 2011

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 23. juni 2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 419:

 

Spørgsmål 419:

”Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål FLF alm. del - samrådsspm. BQ og BR om campylobacter-inficeret fjerkræ oplyse om udviklingen i effektiviteten af sortering og nedfrysning af campylobacter-inficeret fjerkræ?”

 

Svar:

Som jeg har redegjort for i min samrådstale, har fjerkræbranchen som led i den danske strategi mod Campylobacter iværksat en sortering af slagtekyllingeflokke efter Campylobacter status. Formålet er, at fersk kølet kyllingekød så vidt muligt produceres af flokke, der ikke er smittet med Campylobacter, mens smittede flokke anvendes til frosne produkter.

 

Fødevarestyrelsen har oplyst mig om, at to fjerkrækoncerner med en række slagterier er involveret i dette sorteringsarbejde. Virksomhederne har siden 2004 indberettet slagteridata til Fødevarestyrelsen til belysning af sorteringsarbejdet. I starten viste de indberettede data en væsentlig forskel på virksomhederne. Både hvad angår forekomsten af Campylobacter i de leverede flokke og evnen til at sortere.

 

Fødevarestyrelsen har endvidere oplyst, at styrelsen derfor i den første periode fokuserede på den virksomhed, hvor sorteringen fungerede dårligst. Det lykkedes virksomheden at overvinde en række logistiske vanskeligheder og få sorteringen i gang.

 

De indberettede data har siden vist, at den virksomhed, der havde den bedste status fra start, klarede sig dårligere i 2005 end i 2004. Fødevarestyrelsen har fulgt op på dette forhold, og virksomheden har efterfølgende ændret sin sorteringsmetode og udarbejdet en særlig strategi for sorteringsarbejdet. Resultaterne for 2006 viser ifølge Fødevarestyrelsen, at der er rettet op på forholdet, og sorteringen fungerer igen.

Fødevarestyrelsen har også oplyst mig om, at sorteringen er baseret på test af flokkene ca. en uge før slagtning, og at smittede flokke slagtes sidst på dagen eller på særlige slagterier for at undgå overførsel af Campylobacter til ikke smittede dyr. Der knytter sig forskellige logistiske vanskeligheder til dette sorteringsarbejde, og de to slagterikoncerner har løst disse vanskeligheder på forskellig måde.

 

Det samlede billede Fødevarestyrelsen ser er, at der er sket en udvikling af metoderne til sortering, og virksomhedernes redskaber til sorteringsarbejdet er kommet på plads. Der sker en sortering efter Campylobacter status på slagterierne. Styrelsen følger fortsat løbende slagteriernes data for sorteringen for at holde fremdrift i arbejdet.

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                    /Thomas Elvensø