Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 24. maj 2006 (FLF alm. del spørgsmål 362) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:
Spørgsmål 362:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. maj 2006 fra Landbrugsraadet vedrørende liberalisering af veterinærmedicin, jf. FLF alm. del – bilag 482.
Svar :
Jeg skal gøre udvalget opmærksom på, at der er indgået en politiske aftale af 8. juni 2006 om handlingsplan på medicinområdet. Aftalen har følgende hovedprincipper, der skal ligge til grund for distributionen af veterinære lægemidler:
1. Distributionen af lægemidler til dyr skal ske forsvarligt og sikkert, og udleveringen af lægemidler skal ledsages af nødvendig og uvildig information og rådgivning
2. Der skal sikres en rimelig og let adgang til køb af lægemidler til dyr, herunder i de tyndt befolkede egne af landet
3. Anvendelsen af lægemidler til behandling af dyr vil fortsat skulle ske på grundlag af dyrlægerecept under hensyntagen til fødevaresikkerhed og dyrevelfærd
4. Distributionen af lægemidler til produktionsdyr skal ske i åben konkurrence med fri prisdannelse, ligesom det skal være muligt for andre virksomheder end apotekere at forhandle sådanne lægemidler.
Aftalen omfatter følgende hovedelementer:
A) Ophævelse af fastprissystem for lægemidler til produktionsdyr.
B) Adgang for nye forhandlere af lægemidler til produktionsdyr.
C) Styrkelse af fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.
D) Opretholdelse af lægemiddelforsyningen i de tyndt befolkede egne af landet.
Â
Af aftalen fremgår endvidere, at det er en forudsætning, at den aftalte liberalisering af salget af veterinærmedicin ikke medfører et øget forbrug af veterinærmedicin, der kan relateres til den gennemførte liberalisering. Derfor iværksættes initiativer, der sikrer dette, herunder initiativerne vedrørende fødevaresikkerhed og dyrevelfærd, samt en evaluering af liberaliseringen af det veterinærmedicinske område i løbet af 2009.
Til sikring af at liberaliseringen ikke medfører en stigning af forbruget til produktionsdyr, vil der ske en årlig vurdering af forbruget af veterinærmedicin til produktionsdyr. Denne vurdering sendes senest 1. marts i det følgende år til partierne med henblik på mulige tiltag, såfremt forbruget af veterinærmedicin mod forventning skulle stige som følge af liberaliseringen.
Da liberaliseringen ikke ændrer ved, at det er den praktiserende dyrlæger, der ordinerer al medicin til produktionsdyr, er det ikke sandsynligt, at der vil ske en stigning i antibiotikaforbruget, der kan relateres til det ændrede distributionsmønster for veterinærmedicin. Skulle der imod alle forventning ske en stigning i antibiotikaforbruget, som kan relateres til distributionen af veterinærmedicin, vil partierne kunne gennemføre de nødvendige tiltag uden af skulle vente på den endelige evaluering i 2009.
Det er vigtigt at bemærke, at der med aftalen gennemføres en fordobling af Fødevarestyrelsens medicinkontrol fra 3,8 mill. kr. årligt til 7,6 mill. kr. årligt med en lang række initiativer.
Jeg kan endvidere henvise til Indenrigs- og Sundhedsministeriets besvarelse af spørgsmål 362 til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt den politiske aftale af 8. juni 2006 om handlingsplan på medicinområdet.
Lars Barfoed
                                                                                                                      / Birgit Gottlieb