Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 29. juni 2006

 

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 1386

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 23. maj 2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 359:

 

Spørgsmål 359:

”Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af FLF alm. del – samrådsspm. BI og BJ om salmonellainficeret kød fra Slagteriet Calzi i Italien den 23. maj 2006 oplyse, om ministeren vil tage initiativ til at forekomsten af andre salmonellatyper end DT 104 får samme konsekvenser som forekomst af salmonella DT 104?”

 

Svar:

Multiresistente bakterier, som DT104, udgør et særligt fødevaresikkerhedsmæssigt problem. Den nuværende håndtering og kontrol af den multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 er baseret på en videnskabelig risikovurdering foretaget af Danmarks Fødevareforskning i samarbejde med Statens Serum Institut.

 

Særligt i importeret kød kan der forekomme andre resistente salmonellabakterier. Derfor har Fødevarestyrelsen sammen med Danmarks Fødevareforskning tilrettelagt et stort projekt, som skal belyse resistensforholdene i danske og importerede fødevarer. Der skal således i perioden 2005-2007 udtages samlet ca. 6.000 prøver af fjerkræ- og svinekød, som analyseres for antimikrobiel resistens.

 

Resultaterne skal vurderes sammen med Statens Serum Institut, bl.a. med henblik på at afklare, om den nuværende håndtering af den multiresistente Salmonella Typhimurium DT 104 skal udvides til også at omfatte andre resistente bakterier.

 

Derudover  har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra forsknings-, forbruger- og erhvervsorganisationer for at vurdere, hvilke tekniske og juridiske muligheder, der er for at gennemføre yderligere tiltag for at begrænse Salmonella. Målet er at pege på initiativer, der kan sikre fremdriften i salmonellahandlingsplanerne, således at salmonellaniveauet i danske varer reduceres yderligere med henblik på at opnå salmonellafrihed i danske fødevarer. I den forbindelse skal det afklares, hvilke muligheder, vi har, for så hurtigt som muligt at opnå samme særstatus som Sverige og Finland. Derudover er målet at pege på initiativer, der ligeledes kan nedbringe salmonellaniveauet i importeret kød, herunder at komme med forslag til hvordan Danmark kan stille erfaringerne med salmonellabekæmpelse til rådighed for andre lande.

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                     /Thomas Elvensø