Sag: 1874/211817
|
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 19. maj 2006 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:
Spørgsmål 346:
â€Hvordan sikres det, at den enkelte fisker kun opkøber maksimalt 4 fartøjerâ€?
Svar:
Jeg forstår spørgsmålet således, at det vedrører den bestemmelse, der er indarbejdet i bekendtgørelsen om indplacering af fartøjer og tildeling af fangstrettigheder med henblik på ny regulering af nogle fiskerier fra 2007 samt visse vilkår forordningen.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at det i forbindelse med de fremtidige overførelser af fartøjskvoteandele vil være en betingelse, at der ikke blandt ejerne eller medejerne af det fartøj, som kvoteandelene overføres til, er personer, som efter den 3. februar 2006 har erhvervet mere end 4 fartøjer, der tildeles fartøjskoteandele, har erhvervet tonnage fra mere end 4 fartøjer, der tildeles fartøjskvoteandele eller har erhvervet en kombination af fartøjer og tonnage fra fartøjer, der tildeles fartøjskvoteandele, således at det samlede antal fartøjer inkl. fartøjer, hvorfra tonnagen stammer, overtiger 4.
Ved medejer forstås en person, der ejer en andel eller er aktionær, anpartshaver eller lignede i et selskab, som ejer et fartøj.
Fiskeridirektoratet kan ifølge bestemmelsen dispensere, hvis det kan dokumenteres, at ejerandelene i et eller flere fartøjer, som en person er medejer af, er ubetydelige, dvs. som udgangspunkt under 10 % af de samlede ejerandele.
Det fremgår af bestemmelsen, at hvis betingelsen ikke overholdes, bortfalder retten til at udnytte fartøjskvoteandelene straks, og retten til selve fartøjskvoteandelen bortfalder, hvis fartøjet ikke inden 3 måneder er overdraget til en person eller selskab, der opfylder betingelserne. Dette gælder, uanset om Fiskeridirektoratet har udstedt tilladelse til fiskeri med andelene. Bortfaldne fartøjskvoteandele overføres til Fiskefonden. Fiskefonden består af andele af de forskellige kvoter, der ikke er tildelt enkelte fartøjer. Ministeriet kan anvende fisken i Fiskefonden til forskellige formål blandt andet udvikling af fiskeriet, fremme af nyetablerede mv.
Det vil i de kommende regler om overførelse af fartøjskvoteandele blive fastsat, at fartøjsejerne skal underskrive en erklæring om, at betingelsen er overholdt i forbindelse med den anmeldelse, der skal ske til Fiskeridirektoratet om, at fartøjskvoteandele ønskes overført fra fartøj til fartøj. Der foretages udelukkende notering af overførelsen i Fiskeridirektoratet, hvis dette er opfyldt. Før Fiskeridirektoratet har noteret overførelsen, får fartøjet ikke tilladelse til at fiske de fisk, der er knyttet til kvoteandelene.
Det må erkendes, at det vil kunne forekomme, at der i en ejerkreds i et anpartsselskab kan være en medejer, som ikke opfylder betingelsen, uden at Fiskeridirektoratet af egen drift opdager dette i forbindelse med en overførelse af FKA. Der vil dog i en sådan situation kunne blive tale om strafansvar for det pågældende selskab for afgivelse af urigtig erklæring over for det offentlige. Konsekvensen vil desuden være, at kvoteandelene tilfalder Fiskefonden.
Hans Chr. Schmidt
                                                                                             Â
/Agnete Sigurd