Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

  
 

Den 23. maj 2006

Sagsnr.: 6952

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 17. maj 2006 (FLF alm. del) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål nr. 343.

 

Spørgsmål 343:

”Vil ministeren oversende det talepapir der lå til grund for ministerens besvarelse af FLF alm. del – samrådsspm. BF og BG den 17. maj 2006 om tilskud til virksomheden  Skare?”

 

Svar:

./.       Som besvarelse af spørgsmålet vedlægges talepapiret som bilag.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

/ Mikkel Stage Ibsen


Bilag

 

 

Fødevareministerens tale ved samråd i Folketingets Udvalgt for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 17. maj 2006 om Skare Food A/S

 

Spørgsmål BF:

”Vil ministeren redegøre for kriterierne for uddeling af landdistriktsmidler og herunder oplyse baggrunden for og det hensigtsmæssige i at yde tilsagn om tilskud på 3,4 mio.kr. i landdistriktsmidler til virksomheden Skare, der er omtalt i følgende artikler fra Ekstrabladet ”Så fik det samme kød bare en ny dato”, ”Tryller gammelt kød nyt” fra den 24. april 2006 og ”44 ton tysk kød tryllet dansk” fra den 25. april 2006 og som politianmeldes af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender?”

 

Spørgsmål BG:

”Vil ministeren redegøre for, i hvilket omfang der er udbetalt tilskud fra landdistriktsmidlerne til virksomheden Skare?”

 

Svar:

Det tilsagn om tilskud på ca. 3,4 millioner kroner, som er omtalt i samrådsspørgsmål BF, er ydet til virksomheden Skare Food A/S i Christiansfeld.

 

Ifølge de oplysninger jeg har fået fra Fødevarestyrelsen er det Skare Meat Packers i Vejen, som i efteråret 2005 er politianmeldt, og altså ikke Skare Food A/S.

 

Tilsagnet er givet af Direktoratet for FødevareErhverv, som administrerer strukturprojektordningen. Denne ordning en af tilskudsordningerne under landdistriktsprogrammet, der medfinansieres af EU med 50 procent.

 

Tilskud gives til små og mellemstore fødevarevirksomheder med det formål at forbedre fødevarernes kvalitet og at øge produkternes merværdi og konkurrencedygtighed.

 

De projekter, som kan støttes, skal vedrøre en række prioriterede indsatsområder. Det kan for eksempel være miljø, hygiejne, dyrevelfærd og sporbarhed.

 

Tilskuddet kan gives til projektets udgifter vedrørende opførelse og ombygning af bygninger, køb af nye maskiner og nyt udstyr, samt konsulentbistand i forbindelse med projektet.

 

Tilskuddet udgør 17 procent af de tilskudsberettigede udgifter, dog således at virksomheder i udkantsområder får 25 procent.

 

Her i  2006 er det desuden muligt at få op til 40 procent i støtte til særligt innovative projekter.

 

I 2006 er det tillige muligt for såkaldte store virksomheder i udkantsområder at opnå tilskud til projekter, som i særlig grad har betydning for fastholdelse og oprettelse af arbejdspladser i udkantsområder. Tilskuddet udgør op til 40 procent.

 

Der kan højst ydes tilskud på grundlag af samlede omkostninger på 20 millioner kroner.

 

For at få tilskud er der en række betingelser, der skal opfyldes. De vigtigste er følgende:

 

Ansøger skal godtgøre, at projektet medfører, at indkomsten for primærproducenterne stiger eller kan fastholdes ved faldende afsætning.

Ansøger skal påvise økonomisk levedygtighed for virksomheden og projektet, efter at projektet er gennemført.

Ansøger skal påvise normale afsætningsmuligheder for produkterne.

Virksomheden skal tilhøre kategorien ”små og mellemstore virksomheder” - lige med undtagelse af særbestemmelsen for store virksomheder i 2006.

Virksomheden skal på ansøgningstidspunktet overholde en række regler med hensyn til miljø, hygiejne og dyrevelfærd.

 

Der er i en ansøgningsrunde normalt flere ansøgninger, der opfylder tilskudsbetingelserne end der er bevillinger til. Derfor foretages der en prioritering af ansøgningerne. Ved denne prioritering lægges der vægt på projekternes effekter i forhold til ordningens formål. Desuden lægges der vægt på projekternes effekter med hensyn til jobskabelse og meromsætning.

 

I ansøgningen om tilskud skriver ansøger under på, at de forskellige betingelser for tilsagn er opfyldt, herunder betingelsen om miljø, hygiejne og dyrevelfærd.

 

Ved behandlingen af ansøgningerne har Direktoratet for FødevareErhverv kontakt og dataudveksling med både Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen for at sikre, at virksomhederne overholder betingelserne om henholdsvis miljø, hygiejne og dyrevelfærd.

 

Direktoratet for FødevareErhverv vurderer endvidere, om andre forhold i ansøgningen skal undersøges nærmere.

 

Denne undersøgelse baseres dels på oplysninger fra ansøgervirksomheden, dels på oplysninger, som direktoratet egenhændigt indhenter hos andre relevante myndigheder.

 

Viser den samlede gennemgang af ansøgningen, at betingelserne er opfyldt gives der et tilsagn om tilskud.

 

Selve tilskuddet udbetales først, når projektet er gennemført, og udgifterne hertil er dokumenteret afholdt.

 

Foruden disse kontroller foretages der efter projekternes gennemførelse en kontrol af minimum 5 pct. af alle projekter. Her kontrolleres det bl.a., om hygiejnereglerne har været overholdt.

 

Konstateres det efter at der er givet tilsagn om tilskud eller efter at tilskud er udbetalt, at en eller flere betingelser ikke er overholdt, vil tilsagnet blive annulleret eller udbetalt tilskud krævet tilbagebetalt.

 

Om det konkrete projekt fra Skare Food A/S kan jeg oplyse følgende:

 

Skare Food A/S har i 2005-runden fået tilsagn om tilskud efter strukturprojektordningen på et beløb på 3,4 millioner kroner, som udgør 17 procent af et investeringsprojekt på ca. 20 millioner kroner.

 

De tilskudsberettigede investeringsudgifter omfatter bygning indeholdende ny råvaremodtagelse, produktionsafsnit for saltede og kogte varer, personale- og kontorfaciliteter samt i installationer vedr. energicentral, centralvarmeanlæg og hygiejneudstyr.

 

I forbindelse med udvælgelsen af projektet fra Skare Food er der lagt vægt på, at projektet forventes at have positive effekter på miljø, herunder arbejdsmiljø, hygiejne, fødevaresikkerhed, dokumentation og sporbarhed.

 

Projektet forventes at medføre en stigning i antallet af arbejdspladser på virksomheden fra 62 til 87 medarbejdere, og virksomheden forventer en meromsætning på ca. 30 millioner kroner og en øget eksport på ca. 14 millioner kroner.

 

Skare Food har i ansøgningen om tilskud oplyst, at virksomheden på ansøgningstidspunktet opfylder reglerne for miljø, hygiejne og dyrevelfærd.

 

I lighed med kontrollen af andre virksomheders overholdelse af reglerne har Direktoratet for FødevareErhverv også haft kontakt med Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen for så vidt angår Skare Food.

 

PÃ¥ baggrund heraf har direktoratet vurderet, at alle betingelser for tilsagn for opfyldt, og der er den 15. november 2005 meddelt tilsagn om tilskud til projektet til Skare Food.

 

Imidlertil fremkom der i slutningen af november nye oplysninger i sagen, som betød, at der kunne være tvivl om, hvorvidt Skare Food opfylder betingelsen om at falde under kategorien ”små og mellemstore virksomheder”.

 

Dette har givet anledning til, at Direktoratet for FødevareErhverv på ny undersøger spørgsmålet.

 

Der foreligger endnu ikke en afgørelse på dette punkt, idet sagen lige nu beror på en besvarelse fra Skare Food af en række spørgsmål stillet af direktoratet.

 

Under alle omstændigheder vil tilskuddet til Skare Food kun blive udbetalt, hvis det kan bekræftes, at Skare Food opfylder betingelserne for at få støtte.

 

Som svar på spørgsmål BG kan jeg oplyse, at i perioden 2000-2006 er der til Skare-virksomheder kun udbetalt landdistriktsmidler tilbage i 2000, hvor Skare Meat Packers har fået udbetalt godt 750.000 kr. under strukturprojektordningen. Skare Food har som omtalt fået et tilsagn om tilskud i 2005 på 3,4 mio. kr., men tilskuddet er endnu ikke udbetalt.

 

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at det er helt afgørende for mig, at de projekter, som Fødevareministeriet giver tilskud til under landdistriktsprogrammet, er gode projekter, der medvirker til at opfylde målsætningerne i programmet om udvikling i landdistrikterne. Men det er lige så afgørende, at støttemodtagerne opfylder tilskudsbetingelserne. Jeg vil dog samtidig advare mod at træffe beslutninger om tilskud ud fra nogle oplysninger i dagspressen.

 

Vi skal i Fødevareministeriet – såvel som i andre ministerier og offentlige instanser – naturligvis sikre os, at reglerne er overholdt, inden et tilskud bliver udbetalt.

 

Hele spørgsmålet om virksomheders overholdelse af betingelser i tilskudsordninger – eksempelvis miljø og hygiejne og virksomhedsstørrelse – har givet mig anledning til at bede Direktoratet for FødevareErhverv om omgående at gennemgå og redegøre for de forskellige procedurer for behandling af ansøgninger om støtte for at sikre, at vi ikke risikere at udbetale støtte til virksomheder, der ikke overholder reglerne. Dette arbejde er allerede igangsat i direktoratet.

 

Denne redegørelse vil blive oversendt til Folketinget.

 

Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at man selvfølgelig nøje skal sikre sig, at reglerne er overholdt, inden tilskuddet til Skare Food bliver udbetalt, herunder reglerne om miljø, hygiejne og dyrevelfærd, og reglen om at virksomheden skal tilhøre kategorien ”små og mellemstore virksomheder”.