Folketinget

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 26. april 2006

Sagsnr.:  6304

 

 

 

 

 

 

Folketinget - Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 6. april 2006 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål S 291:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. april 2006 fra Økologisk Landsforening vedrørende § 2-høring angående Kommissionens sameksistensrapport (GMO-dyrkning), jf. FLF alm. del – bilag 391?”

 

Svar:

 

Kommissionen har for nyligt offentliggjort en rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om de erfaringer, der er gjort i medlemslandene med gennemførelse af foranstaltninger for sameksistens mellem genetisk modificerede afgrøder og konventionelt og økologisk landbrug. Rapporten indeholder en oversigt over status for gennemførelse af sameksistenslovgivning i EU’s medlemsstater. Der henvises til FLF, alm. del – bilag 400.

Herudover har der den 3.-5. april 2006 været afholdt en konference om sameksistens i Wien.

 

Økologisk Landsforening anfører i henvendelsen, at det er afgørende, at der fastsættes langt lavere tærskelværdier for GMO i såsæd, således at indhold over 0,1 procent kræver mærkning. Fra dansk side arbejdes der for, at der fastsættes tærskelværdier for GMO i såsæd svarende til detektionsgrænsen. I den nuværende situation, hvor der ikke er fastsat nærmere regler, svarer retstilstanden hertil.

 

Det er min opfattelse, at der er et særligt hensyn til den økologiske produktion i denne forbindelse. Jeg kan supplerende oplyse, at et flertal af de deltagende lande på den nyligt afholdte konference om sameksistens i Wien påpegede behovet for, at der fastsættes tærskelværdier for GMO i såsæd.

 

Økologisk Landsforening peger videre på behovet for fælles minimumskrav for sameksistensregler i medlemslandene. Fra dansk side arbejdes der for etablering af fælles regler for sameksistens mellem genetisk modificerede, konventionelle og økologiske afgrøder. Der er imidlertid ikke tilstrækkelig opbakning hertil blandt medlemslandene og fra Kommissionens side på nuværende tidspunkt. For så vidt angår Økologisk Landsforenings ønske om, at der følges aktivt op over for medlemslande, der ikke har vedtaget regler, kan jeg oplyse, at Kommissionen i den førnævnte rapport lægger op til at øge aktiviteten i COEX-NET (netværket for sameksistens oprettet på blandt andet dansk initiativ).

 

Økologisk Landsforening peger videre på behovet for yderligere forskning på området. Det er min opfattelse, at der er et behov for en forskningsindsats på europæisk plan for GMO-afgrøder og sameksistens. Et synspunkt jeg vil fremføre i forbindelse med de kommende drøftelser i Rådet om Kommissionens førnævnte rapport.

 

Jeg kan supplerende oplyse, at der under FØJO III er iværksat en forskningsindsats for et styrket udbud af økologisk udsæd og, at der fra dansk side er arbejdet for en forskningsindsats for GMO/sameksistens under det 7. rammeprogram for forskning. Herudover kan jeg informere om, at vi er ved at forberede en strategisk forskningsindsats vedrørende bioteknologi på planteområdet til gavn for samfund, forbrugere og miljø, der herunder forventes at indeholde emner relateret til sameksistens.

Økologisk Landsforening peger endeligt på behovet for, at etablering af GMO-fri zoner i regioner, der ønsker at satse på GMO-fri produktioner, muliggøres. De nuværende EU-regler forhindrer ikke, at en gruppe af landmænd i et geografisk område etablerer en frivillig GMO-fri zone.

 

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at Danmark, som også påpeget af Økologisk Landsforening, er i front, når det gælder etablering af regler for sameksistens. Jeg bemærker, at Kommissionens rapport ganske vist viser, at kun et begrænset antal lande har vedtaget regler, men samtidig også viser, at ganske mange lande har udkast til regler på et fremskredent stade.

 

 

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

                                                                                                        /  Lars Hansen