Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

J. nr.: 734

3. maj 2006

 

 

 

 

Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 6. april 2006 (ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 289:

 

 

 

Spørgsmål 289:                 

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29. marts 2006 fra Thorvald Thomassen, Bedsted Thy vedr. problemer i naturen som følge af undslupne mink, jf. FLF alm. del – bilag 388 og herunder særligt kommentere Fødevareregionens manglende tilsyn med at bekendtgørelsen om hegning af minkfarme m.v. ikke overholdes.

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Fødevarestyrelsen har indhentet oplysninger fra Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg vedrørende henvendelsen fra Thorvald Thomassen og Willy Mardal. Fødevareregion Nord, Kontrol Afdeling Viborg, har oplyst følgende om hændelsesforløbet:

 

”Det fremgår af henvendelsen fra Thorvald Thomassen og Willy Mardal, at der i 2002, 2003 og i 2005 er foretaget anmeldelse til den kommunale miljømyndighed, som har sendt sagerne videre til Fødevareregion Viborg, og at der efter Thorvald Thomassens og Willy Mardals mening intet er sket i de pågældende sager.

 

Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, har oplyst, at i 2002 modtager Fødevareregion Viborg breve fra Sydthy Kommune. Det fremgår af disse, at dels har kommunen orienteret  minkavleren på Rishøjvej, 7755 Bedsted om, at det er Fødevareregion Viborg, der fører tilsyn med minkfarme, dels at kommunen er bekendt med at denne minkavler ikke overholder kravene i bekendtgørelse om husning af mink og hegning af minkfarme[1], og at regionen bedes føre tilsyn hermed.

 

Den 12. maj 2003 modtager Fødevareregionen brev fra Sydthy Kommune, hvori det anføres, at kommunen har fået en klage vedrørende minkfarm på Rishøjvej, 7755 Bedsted. Kommunen anmoder regionen om, at der hurtigst muligt udføres tilsyn på ejendommen.

 

Den 7. oktober 2004 kontaktes fødevareregionen telefonisk af Sydthy Kommune, der oplyser, at de ved flere lejligheder har fået klager over undslupne mink. Den 16. december 2004 udføres tilsyn på ovennævnte minkfarm. Her indskærpes det, at der skal etableres forbindelseshegn mellem lukkede minkhaller, der ligger sammen, at der skal etableres fangarme og at vægge i lukkede minkhaller skal føres ned i jorden.

 

Den 4. januar 2006 modtager Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, en skriftlig anmeldelse fra Thorvald Thomassen og Willy Mardal. Anmeldelsen vedrører minkfarme på Rishøjvej, 7755 Bedsted , Snedstedvej, 7752 Snedsted, samt en minkfarm der ”ligger ude ved Hanstholm i det område øst for byen, hvor der er flere farme på et begrænset område”.

 

Klager rykker for et svar den 1. februar 2006. Den 8. februar 2006 kvitteres der for modtagelse af klage, og det anføres i brevet, at sagsbehandling på Rishøjvej er påbegyndt. Klager orienteres om, at han vil blive orienteret, når sagsbehandlingen er endt. Klagen er den 8. februar 2006 desuden videresendt til såvel Thisted politi som Thisted Kommune, da klagen også indeholdt forhold der sorterer under hhv. politi og kommunale myndigheder.

 

Kontrolafdeling Viborg har den 15. februar 2006 aflagt kontrolbesøg på minkfarmen på Rishøjvej, 7755 Bedsted. På kontrolbesøget blev det konstateret, at tidligere indskærpelser vedrørende forbindelseshegn, fangarme og vægge ført ned i jorden, var efterkommet. Kontrolafdelingen havde ingen bemærkninger til den hal, hvor der var huset mink. Ejeren oplyste, at han vil sikre at vægge i haller, hvor der senere på året indsættes hvalpe, er intakte i henhold til gældende lovgivning. På baggrund af dette kontrolbesøg må det således konkluderes, at kravene til hegning af minkfarmen er opfyldt i henhold til bekendtgørelsens regler.

 

Den 21. januar 2006 har Kontrolafdeling Viborg sammen med Thisted politi aflagt kontrolbesøg på Snedstedvej, 7752 Snedsted, i anden anledning. Kontrolafdeling Viborg konkluderer her, at indskærpelser givet ved ordinært tilsyn i 2005 er efterkommet, og at den hal, hvor der var mink opfylder kravene i gældende bekendtgørelse. På baggrund af dette kontrolbesøg må det således konkluderes, at kravene til hegning af minkfarmen er opfyldt i henhold til bekendtgørelsens regler.

 

Med hensyn til minkfarme udenfor Hanstholm by kan oplyses, at det drejer sig om i alt 18 farme, hvoraf der i 3 af dem, har været aflagt kontrolbesøg i 2005. Derudover er 5 minkfarme  besøgt i 2006. Tre af tilsynene gav ikke anledning til bemærkninger, to har fået indskærpelse dels vedrørende opsætning af fælder, dels vedr. manglende fangarme og forkert opsætning af fælder. De resterende farme vil blive kontrolleret inden udgangen af 3. kvartal 2006. Det kan i den sammenhæng nævnes, at minkhvalpene fødes omkring 20. april og at minkfarmene gerne undgår besøg 6 uger frem fra denne dato, da fremmedes adkomst i denne periode kan medføre at minkene bider hinanden ihjel.”

 

 

Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at der på baggrund af oplysningerne fra Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, udover forholdene fra 2002 og 2003, i det konkrete tilfælde ikke er tale om, at Fødevareregion Nord ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn med reglerne i bekendtgørelsen om husning af mink og hegning af minkfarme.

 

På baggrund af telefonisk henvendelse fra Sydthy Kommune i 2004 blev der derimod ført tilsyn med minkfarmen på Rishøjvej, 7755 Bedsted, hvor ejeren af farmen får en række indskærpelser. Der føres tillige, på baggrund af anmeldelsen i 2006 fra Thorvald Thomassen og Willy Mardal, tilsyn med minkfarmene på Rishøjvej, 7755 Bedsted og Snedstedvej, 7752 Snedsted i primo 2006. Det konstateres her, at indskærpelser givet overfor de to farme i henholdsvis 2004 og 2005 nu er efterkommet, samt at der ikke er yderligere grund til indskærpelser eller andre sanktioner. I anmeldelsen anføres det tillige, at en række minkfarme i et større område udenfor Hanstholm by ikke overholder reglerne i bekendtgørelse om husning af mink og hegning af minkfarme. Fødevareregion Nord, kontrolafdeling Viborg, har på baggrund heraf besluttet, at de minkfarme i området som ikke allerede har haft tilsynsbesøg i 2005 eller 2006, skal have aflagt et sådan senest ved udgangen af 3. kvartal 2006.

 

Fødevarestyrelsen finder det beklageligt, at der ikke ved henvendelserne fra Sydthy Kommune i 2002 og 2003 blev fulgt op med tilsynsbesøg med henblik på at fastslå, om bekendtgørelsens regler var overholdt eller ej. Men på baggrund af at fødevareregionen fra 2004 selv har ændret sin praksis vedrørende de berørte minkfarme og har fulgt op på henvendelser fra både borgere og kommune med tilsyn,  foretages der ikke yderligere på baggrund af henvendelsen fra Thorvald Thomassen og Willy Mardal.”

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

 

 

                                                                                                      /Birgit Gottlieb



[1] Bekendtgørelse nr. 610 af 19. juli 2002 om husning af mink og hegning af minkfarme, som i dag er afløst af bekendtgørelse nr. 265 af 28. marts 2006 om husning af mink og hegning af minkfarme.