Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 7. april 2006

 

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 171


 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 16. marts  2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 257:

 

Spørgsmål 257

”Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af FLF alm. del – samrådsspm. AO og AP om pesticider i dansk frugt og grønt den 15. marts 2006 oplyse, status for forskningen i de enkelte pesticider?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”For at kunne besvare spørgsmålet, har Fødevarestyrelsen indhentet bidrag fra Danmarks Fødevareforskning:

 

”Forskning vedrørende undersøgelser af restindhold i fødevarerne.

Der er et permanent behov for en løbende modernisering af de eksisterende metoder, f.eks. ved implementering af nyt apparatur, så det er muligt at gennemføre en tidssvarende overvågning og kontrol, der omfatter nye pesticidanvendelser og tager hensyn til nye grænseværdier sat på lavere niveauer. Derfor er indsatsen primært rettet mod udvikling af nye analysemetoder, herunder ajourføring af eksisterende metoder, så kontrollen af pesticider i fødevarer til stadighed vil være tidssvarende med hensyn til lavere grænseværdier og nye pesticider, der tages i anvendelse i produktionen. Dette sker dels ved at udvide eksisterende metoder med nye pesticider og nedbrydningsprodukter, eller udvikling af helt nye analysemetoder.

 

I begrænset omfang forskes der desuden i reduktion af pesticidrester i fødevarerne efter forskellige behandlingsmetoder, såsom skylning, skrælning og varmebehandling af f.eks. frugt og grønt. Resultater herfra er nødvendige for eksponeringsberegninger (indtagsberegninger) og rådgivning af forbrugerne.

 

Forskning vedrørende grænseværdifastsættelse (for restindhold af pesticider i fødevarer).

Aktiviteterne i relation til grænseværdifastsættelsen er knyttet til udvikling og validering af nye og bedre metoder til at beregne forbrugernes indtag (eksponeringen) af pesticider gennem kosten. Metoderne omfatter beregning af forbrugernes indtag over kort tid af flere pesticidrester fra forskellige afgrøder, så det er muligt at vurdere den samlede pesticidbelastning og dermed en eventuelt forstærket giftvirkning (kombinationseffekter) af den indtagne ”pesticid-blanding”. Aktiviteterne er generelt set rettet mod pesticider som helhed og ikke mod et enkelt pesticid. Men metoderne kan bruges og bliver brugt til beregning af indtaget af enkelte pesticider eller grupper af pesticider. Forsknings- og udviklingsaktiviteterne fokuserer primært på brugen af de såkaldte probabilistiske metoder til beregning af indtag. Ved brug af disse metoder opnår man et bedre estimat af indtaget og dermed kan f.eks. specielt følsomme forbrugere, eller de pesticider og fødevarer som bidrager mest til indtaget, bedre og mere nøjagtigt udpeges.

 

SAFEFOOD-projekt

Danmarks Fødevareforskning (DFVF) oplyser, at man til stadighed søger at deltage i relevante EU-forskningsprojekter. DFVF deltager på indeværende tidspunkt i et EU projekt, SAFEFOOD, hvis hovedformål er at udvikle en ny og integreret model til risikoanalyse af fødevarer. Her bidrager DFVF med viden om  kostindtag, toksikologi samt indhold og indtagberegninger af pesticider.

 

DFVF deltager desuden i en undergruppe, som skal udvikle en model til en ny kvantitativ risikovurdering for forbrugernes samtidige udsættelse for naturlige toksiner og kontaminanter (forureninger) i fødevarerne, herunder pesticider. Indtag af pesticider har været og vil fortsat være en del af ansøgninger vedr. pesticidforskning til både nationale forskningsråd, EU m.m. DFVF deltager i internationalt samarbejde samt relevante konferencer og symposier indenfor området ”indtag af pesticider”. Dette gør, at DFVF altid er vidende om den nyeste forskning og de nyeste tiltag indenfor området, og får stor indflydelse på det arbejde, som foregår. ””

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                     /Thomas Elvensø