Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

 

J. nr.: 438-14

28. marts 2006

 


Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelser af 6. marts 2006 (FLF alm. del spørgsmål nr. 248) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 248:

”Vil ministeren kommentere artiklen fra Fagpressebureauets telegram om svinepest i Tyskland af 4. marts 2006 og herunder oplyse om risikoen for, at pesten breder sig til Danmark, samt oplyse hvilke foranstaltninger Danmark er klar med?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”De tyske myndigheder har gennem EU Kommissionen og ved et møde i SCOFCAH (Standing Committee on the Food Chain and Animal Health) oplyst om udbruddet af svinepest. Udbruddet har omfattet 3 besætninger. De første 2 besætninger er nævnt i telegrammet, og den tredje blev fundet 100 meter fra en af disse besætninger. Besætningerne er aflivet, og der er indtil videre ikke fundet flere tilfælde i zonerne eller ved undersøgelse af kontaktbesætninger. De tyske myndigheder arbejder på en teori om, at virus er introduceret fra vildsvin.

 

Det vurderes, at risikoen for en spredning til Danmark er minimal, da ingen grise er importeret fra eller eksporteret til området i risikoperioden. Tyskland er desuden forpligtet til at sørge for at risikable produkter og levende dyr ikke sendes til andre lande.

 

Fødevareregionerne er blevet bedt om at være ekstra opmærksomme på, at kravene til rengøring og desinfektion af transportmidler, der har været i Tyskland med svin, overholdes, jf. bekg. nr. 773 af 29. august 2001.

 

Danske slagterier har informeret vognmændene om udbruddene og opfordret til maksimal agtpågivenhed mht. rengøring og desinfektion af transportmidler, der kører til Tyskland med svin.

 

De nævnte foranstaltninger i forbindelse med transporter samt det etablerede system til overvågning mv. menes i den nuværende situation at være fyldestgørende.”

 

 

 

Lars Barfoed

 

                                                                                                                  / Birgit Gottlieb