J.nr. 7034-0053

 

Den 7. marts 2006

 

 


 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 2723 stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL)

 

 

Spørgsmål nr. S 2723

"Vil ministeren redegøre for, om de danske myndigheder har givet BayerCorpScience tilladelse til at anprise deres pesticid Euparen Multi indeholdende aktivstoffet tolylfluanid, og med hvilken naturvidenskabelig og juridisk begrundelse er denne tilladelse givet?"

 

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:     

 

”Det er korrekt, at Miljøstyrelsen har godkendt den etiket for pesticidet Euparen Multi, der har været omtalt af Det Økologiske Råd og i pressen.

 

Det er anført i brugsanvisningen for pesticidet, at ”Euparensprøjtninger giver desuden en væsentlig farveforbedring på både røde og gule sorter som f.eks. Jonagold og glatte, pæne frugter af Cox Orange”.

 

Ved vurderingen af om etiketten kunne godkendes med denne tekst har Miljøstyrelsen lagt vægt på, at det er korrekt ud fra en naturvidenskabelig betragtning, at bekæmpelsen af skadevolderne på frugten kan have de nævnte positive effekter. Derfor er teksten blevet set som en faktuel oplysning til de professionelle brugere af svampebekæmpelsesmidlet.

 

Af bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen fremgår, at et bekæmpelsesmiddel ikke må markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til bl.a. midlets anvendelse.

 

Foranlediget af en henvendelse fra Det Økologiske Råd om den konkrete etiket har Miljøstyrelsen foretaget en fornyet vurdering af, om teksten på etiketten er i overensstemmelse med markedsføringsbestemmelsen. Styrelsen er nået frem til, at det ikke kan afvises, at teksten kan læses, som om at midlet med fordel kan anvendes på en måde og til et formål, som ikke er omfattet af godkendelsen.

 

Miljøstyrelsen har derfor kontaktet godkendelsesindehaveren og i dag tilbagekaldt den pågældende etiketgodkendelse med virkning fra næste optryk af etiketter til brug for 2007-sæsonen. I forbindelse hermed vil firmaet indsende en ændret etikettekst til godkendelse i Miljøstyrelsen.”