Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 14. februar 2006

Sagsnr.:  4848

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 8. februar 2006 udbedt sig min besvarelse af spørgsmål nr. 197 (FLF alm. del):

 

Spørgsmål 197:

”Hvilke danske synspunkter er imødekommet i Kommissionens forslag til en EF-handlingsplan for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, jf. FLF alm. Del – bilag 257?”

 

Svar:

Justitsministeriet har oplyst følgende:

 

”Kommissionen tilkendegav på rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 21.-22. december 2004 efter opfordring fra Sverige, at den i løbet af 2005 agtede at udarbejde et forslag til en europæisk handlingsplan på dyrevelfærdsområdet.

 

På rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 20.-22. december 2005 oplyste Kommissionen, at handlingsplanen var blevet forsinket. Kommissionen forventede imidlertid, at handlingsplanen ville kunne præsenteres for Europa-Parlamentet og medlemslandene i begyndelsen af 2006, når den var blevet formelt vedtaget i Kommissionen.

 

Danmark understregede ved denne lejlighed, at et af de emner, man fra dansk side gerne så som et særligt fokusområde i handlingsplanen, var ”transport af dyr”. Danmark tilkendegav i den forbindelse, at den nye forordning om beskyttelse af dyr under transport desværre ikke indeholder forbedrede regler om, hvor længe man må transportere dyrene, og hvor megen plads de skal have under transporten. Danmark håbede på den baggrund, at handlingsplanen ville komme til at indeholde flere initiativer på transportområdet. Danmark gav endvidere ved samme lejlighed udtryk for, at et andet emne, der også ligger Danmark meget på sinde, er indførelsen af et fælleseuropæisk importforbud af hunde- og katteskind. Danmark håbede på den baggrund tillige, at handlingsplanen ville komme til at indeholde et initiativ fra Kommissionens side vedrørende indførelse af et importforbud af hunde- og katteskind på EU-plan. Endelig gav Danmark udtryk for, at man fra dansk side i øvrigt tog Kommissionens statusrapport om udarbejdelse af handlingsplanen til efterretning, og at man så frem til, at medlemslandene på et rådsmøde i det nye år ville få lejlighed til at drøfte handlingsplanens indhold nærmere.

 

Handlingsplanen blev præsenteret for medlemslandene på et rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 23. januar 2006 efter formel vedtagelse i Kommissionen samme dag. Handlingsplanen indeholder en nærmere redegørelse for Kommissionens politiske målsætninger på dyrevelfærdsområdet i de kommende år. Herudover indeholder handlingsplanen en oversigt over de konkrete initiativer, som Kommissionen agter at fremlægge til opfyldelse af handlingsplanens politiske målsætninger.

 

Handlingsplanen er sat på den foreløbige dagsorden for rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 20. februar 2006 med henblik på politisk drøftelse. Det bemærkes, at det er første gang, at handlingsplanens indhold skal drøftes blandt EU’s landbrugsministre.

 

Handlingsplanen vil herudover også blive behandlet på en af Kommissionen og det østrigske formandskab planlagt dyrevelfærdskonference den 30. marts 2006 i Bruxelles. Endelig forventes det, at handlingsplanen vil blive behandlet politisk igen på rådsmødet den 22.-23. maj 2006 (landbrug og fiskeri).

 

Efter Justitsministeriets opfattelse er det danske synspunkt om, at der i EU-regi bør tages et initiativ vedrørende hunde- og katteskind, imødekommet i handlingsplanen. Det fremgår således af handlingsplanen, at et af de konkrete initiativer, som Kommissionen agter at fremlægge allerede i år, er et ”forslag til foranstaltning som svar på befolkningens holdning til handelen med katte- og hundeskind og produkter heraf”.

 

I Danmark har man gennemført et indførselsforbud på nationalt plan (lov nr. 390 af 28. maj 2003 om forbud mod erhvervsmæssig indførsel og produktion af samt handel med skind og skindprodukter fra hunde og katte). Loven trådte i kraft 1. oktober 2003.

 

Det er imidlertid fortsat opfattelsen fra dansk side, at et forbud på EU-plan mod erhvervsmæssig indførsel og produktion af samt handel med skind og skindprodukter fra hunde og katte vil have langt større effekt end et nationalt forbud.

 

Baggrunden herfor er bl.a., at told- og skattemyndighederne i f.eks. Danmark efter de almindelige regler herom foretager kontrol af varer, der kommer til Danmark fra tredjelande. En tilsvarende kontrol foretages i sagens natur ikke, når der er tale om indførsel til Danmark fra et andet EU-land.

 

Det bemærkes, at det ikke fremgår af handlingsplanen, hvad Kommissionens initiativ på dette punkt nærmere vil komme til at indeholde. Danmark vil derfor søge dette nærmere afklaret. Det kan således tænkes, at Kommissionen i stedet for et importforbud på EU-plan overvejer f.eks. at indføre en pligt for erhvervsdrivende til at gøre forbrugerne opmærksomme på, at skindet hidrører fra hund eller kat. En sådan mindre indgribende løsning vil imidlertid efter Danmarks opfattelse ikke være tilstrækkelig til at tilgodese de dyreetiske hensyn, der ligger til grund for forslaget om indførelse af et fælleseuropæisk importforbud.”

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

                                                                                               /Camilla Bjerre Søndergaard