Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 14. februar 2006

Sagsnr.:  4848

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 8. februar 2006 udbedt sig min besvarelse af spørgsmål nr. 196 (FLF alm. del):

 

Spørgsmål 196:

”Hvordan indvirker det forhold, at eksportrestitutionerne til transport af levende dyr er nedskrevet til 0 og ikke afskaffet, på Kommissionens forslag til en EF-handlingsplan for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, og hvordan kan det indtænkes i handlingsplanen?”

 

Svar:

Danmark har gennem flere år arbejdet for en afskaffelse af eksportstøtte til eksport af levende dyr. Således blev emnet taget op efter dansk anmodning på rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 26. april 2005 og den 20. december 2005. Forud for rådsmødet i december udsendte landbrugskommissær Mariann Fischer Boel imidlertid en pressemeddelelse, hvori hun meddelte, at hun, som følge af markedssituationen, som følge af problemer med dyrevelfærd og endelig som følge af WTO-erklæringen, som der blev opnået enighed om i Hong Kong den 18. december 2005, om udfasning af alle eksportsubsidier inden 2013, ville fremsætte forslag om afskaffelse af restitutioner til eksport af levende dyr.

 

Efter flere års dansk pres blev det herefter ved Kommissionens forordning (EF) Nr. 2147/2005 af 23. december 2005 om fastsættelse af eksportrestitutioner inden for oksekødssektoren vedtaget at afskaffe restitutionerne til eksport af levende kvæg til slagtning. Teknisk set skete det ved, at den pågældende KN-kode 0102 90 71 9000 (nummer i toldnomenklaturen) udgik i forordningens bilag. Restitutioner til levende dyr til slagtning blev således ikke nedskrevet til 0, men afskaffet. Restitutioner til avlsdyr blev ikke afskaffet.

 

Regeringen ser med stor tilfredshed på, at det endelig lykkedes at få afskaffet eksportrestitutionerne til levende slagtedyr, ligesom regeringen er tilfreds med WTO-erklæringen, der bl.a. indebærer en generel udfasning af eksportstøtten. Herefter er der kun én hovedretning for eksportstøtten, og det er mod en udfasning.

 

Selvom eksportrestitutionerne er afskaffet, er det imidlertid fortsat muligt at eksportere levende kvæg til slagtning. Der tilskyndes blot ikke længere hertil ved hjælp af eksportrestitutioner. Ved eksport af levende dyr skal reglerne om transport af levende dyr overholdes, og det er derfor disse regler, der skal ændres for at hindre lange transporter af slagtekvæg.

 

Justitsministeriet har i relation til reglerne om transport af dyr og Kommissionens handlingsplan oplyst følgende:

 

”Regeringen har i en række sammenhænge tilkendegivet sin holdning til reglerne om transport af dyr, ligesom også Folketinget og dets udvalg har behandlet spørgsmålet ved flere lejligheder og herunder pålagt regeringen at arbejde for ændringer af reglerne på specifikke områder.

 

Den 22. december 2004 vedtog et flertal af EU’s medlemslande et forslag til en ny forordning om beskyttelse af dyr under transport[1], der skal anvendes fra den 5. januar 2007. Danmark stemte som det eneste medlemsland imod. Årsagen hertil var, at man fra dansk side bl.a. fandt, at de to områder, som et flertal af medlemslandene havde besluttet ikke skulle ændres med den nye forordning (”transporttid” og arealkrav”), er de to områder, hvor forbedringer ville have haft en endog særdeles stor indflydelse på beskyttelsesniveauet i forbindelse med reglerne om transport af dyr. Herudover fandt Danmark ikke, at forordningsforslaget var at betragte som udelukkende dyrevelfærdsmæssige forbedringer sammenlignet med det eksisterende direktiv.

 

Fra dansk side må det fortsat anses at være af væsentlig betydning for dyrevelfærden ved transport af dyr, at beskyttelsesniveauet i de EU-retlige regler hæves, og at der sikres en bedre og mere effektiv kontrol ved overholdelsen af reglerne ved grænseoverskridende transporter.

 

På den baggrund havde Danmark gerne set, at transport af dyr var blevet et af de områder, som Kommissionen i de kommende år særligt ville fokusere på.

 

Handlingsplanen indeholder imidlertid på nuværende tidspunkt kun et enkelt konkret initiativ på området transport af dyr. Ifølge oversigten over konkrete initiativer vil Kommissionen således i 2007 fremlægge et forslag om brug af satellitnavigationssystemer i køretøjer som led i beskyttelsen af dyr under transport og udvikling af et system for realtidsovervågning af dyrs velfærd under transport.

 

Fra dansk side vil man under de kommende politiske drøftelser arbejde for, at handlingsplanen kommer til at indeholde flere initiativer på transportområdet.”

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

                                                                                               /Camilla Bjerre Søndergaard

 



[1] Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbudne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EØF og forordning (EF) nr. 1255/97.