Folketinget - Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

11. november 2005

 

 

 

J.nr. 437-27

 


 

 


Folketinget - Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har med skrivelse af 13. oktober 2005 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

 

Spørgsmål 17:

”Vil ministeren kommentere artiklen fra Jyllandsposten den 29. september 2005 om udenlandsk svinekød, der kan være fyldt med farlige bakterier og oplyse, hvad der kan gøres for at forhindre de problemer, der beskrives i artiklen?”

 

 

Svar:

 

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmål 17 indhentet følgende udtalelse fra Fødevarestyrelsen hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Den nævnte artikel advarer danske forbrugere om risikoen forbundet med konsum af udenlandsk svinekød, fordi det kan give alvorlige sygdomme, der ikke kan behandles med almindelig penicillin. Dette skyldes at der er bakterier i kødet, der er blevet modstandsdygtige over for de vækstfremmende antibiotika i foderet. I artiklen omtales det forhold, at grise i Holland får 3 gange så meget antibiotika som i Danmark, mens grisene i Frankrig får 4 gange så meget, og det oplyses, at der ikke kan lovgives mod svinekød fra andre EU-lande, fordi det vil stride mod EU’s princip om frihandel på tværs af grænserne.

 

Artiklens oplysninger er overordnet set korrekte og Fødevarestyrelsen er meget opmærksom på, at udenlandsk kød kan indeholde resistente sygdomsfremkaldende bakterier. Disse bakterier kan være vanskelige at behandle, fordi de er blevet modstandsdygtige over for flere antibiotika, som de har været udsat for enten gennem anvendelse af foder der indeholder vækstfremmere med disse eller beslægtede antibiotika eller gennem anden behandling af dyrene med antibiotika. Derfor arbejder ministeriet for, at der bliver gjort alt hvad der er muligt for at sikre, at forekomsten af de sygdomsfremkaldende bakterier, hovedsageligt  Salmonella, holdes på et lavt niveau. Hertil kan nævnes følgende initiativer:

 

 

Tiltag i EU

Som bekendt er dette et internationalt problem og jeg har tidligere forklaret hvorfor Danmark ikke kan lukke sine grænser for indførsel af fødevarer fra andre EU-lande. Jeg har også tidligere oplyst om de forskellige initiativer, der er taget i EU for at imødegå problemet. Fx må Salmonella ikke forekomme i spiseklare produkter ifølge den gældende EU lovgivning. Pr. 1. januar 2006 vil der blive indført et lignende krav i hakket kød og tilberedt kød i samtlige EU-medlemslande. Desuden vil der i 2010 blive stillet krav om fravær af Salmonella på slagtekroppe af fjerkræ.

 

Efter den nye zoonoseforordning og det nye zoonosedirektiv fra 2003 skal der fastsættes fælles EU-mål for bekæmpelse af Salmonella i slagtekyllinger og slagtesvin. Landene skal herefter iværksætte handlingsplaner, der skal sikre opfyldelse af målene. Handlingsplanen for slagtekyllinger skal være iværksat inden 2009 og for slagtesvin inden 2010. Jeg har skrevet til EU Kommissæren og bedt ham sikre, at samtlige EU-lande lever op til ovennævnte beslutninger og overholder de angivne frister.

 

Jeg har taget flere andre initiativer, som jeg har beskrevet tidligere, fx i mine besvarelser af følgende spørgsmål: S 2893, S 2906 og S 3050, hvortil der henvises.

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

 

                                                                                                                                  /Claus Kastrup