Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri

København, den 9. februar 2006

Sag: 1874/177939

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af
11. januar 2006 (FLF alm. del – bilag 193) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 159:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 8. januar 2006 fra Hans Egmose og Carsten Christensen, Bagenkop vedrørende ulovligt fiskeri m.v., jf. FLF alm. del – bilag 193.”

 

Svar:

 

Henvendelsen fra 2 fiskere i Bagenkop vedrører oplysning om en situation, hvor et fartøj er sejlet ud og har taget den fisk ombord, som et andet fartøj har fisket. Det fartøj, der tog fisken ombord, har efter beskrivelsen landet fisken og afskrevet den, som om den var fisket af dette fartøj.

 

Det, der beskrives, er ikke lovligt.

 

Fiskeridirektoratet har oplyst overfor mig, at man i kontrolarbejdet aktivt forfølger sager, hvor fartøjet formodes at blive brugt til afskrivning. Det sker blandt andet ved påbud om forudanmeldelse til Fiskeridirektoratet af landinger fra udvalgte fartøjer. Desuden forfølger man anmeldelser med et konkret indhold.

 

Det er derfor vigtigt, at anmeldelser af den type henvendelsen fra de 2 fiskere vedrører, rettes til Fiskeridirektoratet så hurtigt som muligt og med så mange konkrete oplysninger om fartøj mv. Fiskeridirektoratets arbejde baseres naturligvis ikke alene på anmeldelser men på en generel strategi baseret på viden om udviklingen i fiskeriet og risikoen for omgåelser i forskellige situationer. Dette sker ved den systematiske kontrol af både dokumenter og ved de observationer, som det er muligt at foretage til søs og i havnene.

 

Til den konkrete henvendelse kan jeg i øvrigt oplyse, at Fiskerdirektoratet har taget kontakt til brevskriverne og er i dialog med dem med henblik på at skaffe oplysninger om de forhold, der beskrives i brevet. Disse oplysninger vil bl.a. danne grundlag for at undersøge sagen nærmere.

 

På det overordnede plan kan jeg oplyse, at Fiskeridirektoratet netop i 2006 gennemgår og reviderer kontrolstrategien for både det erhvervsmæssige og rekreative fiskeri, for at sikre størst mulig effektivitet og dækning i forhold til ulovligheder. Ikke mindst i forhold til fiskere, som gentagen og systematisk overtræder reglerne til skade for andre fiskere og bestandene.

 

I denne forbindelse vil der også blive lagt vægt på, at kontrolindsatsen svarer til de krav, som den nye regulering, der indføres fra næste år stiller. I øvrigt vil den nye regulering give fiskerne et råderum, som det må forventes, at fiskerne vil udnytte til drive fiskeriet i overensstemmelse med reglerne. Netop mulighederne for at lægge fartøjer sammen og fiske i pulje bør af et ansvarligt erhverv blive benyttet til at undgå uoverensstemmelser mellem fiskeriet og de registreringer, der finder sted.

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

                                                                                              

 

 

/Mogens Schou