Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Ministeren

 

 

 

 

Den 9. jan. 06

 

J.nr. 421

 


Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af  7. december 2005 (FLF alm. del, spørgsmål 108-117) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

 

Spørgsmål 111:

”Hvorpå bygger ministeren sin vurdering af ”at vi fremover vil kunne få meget mere ud af at koncentrere vores ernæringsindsats i EU-regi og WHO end ved at fortsætte i Europarådet”, (familie- og forbrugerministeren i Altinget 30. november 2005), og er der tale om en forventning eller noget mere konkret bag denne vurdering?”

 

Svar:

WHO, EU og Norden har først indenfor de seneste år for alvor sat ernæring, fysisk aktivitet og forebyggelse af overvægt på dagsordenen.

 

WHO har i 2004 etableret en global strategi for ernæring, fysisk aktivitet og sundhed, der vil skulle følges op af initiativer, dels på internationalt niveau, dels på nationalt niveau. På europæisk niveau bliver WHO’s globale strategi fulgt op af en ministerkonference i Istanbul i november 2006.

 

Også i Codex Alimentarius – som hører under FAO/WHO – arbejdes med at udvide aktiviteterne på ernæringsområdet.

 

EU’s hidtidige indsats har særlig fokuseret på støtte til forsknings- og udviklingsprojekter samt på regulering af mærkningen og markedsføringen af fødevarer i det indre marked. Med etableringen af EU-platformen og udsendelsen af grønbogen har Kommissionen nu for alvor sat ernæring, fysisk aktivitet og sundhed på dagsordenen i EU. Ernæringsspørgsmål prioriteres ligeledes i stigende grad i ministerrådet, hvor senest det østrigske formandskab har markeret sig ved at sætte sund kost og fysisk aktivitet på Rådets dagsorden. 

 

Nordisk Ministerråd besluttede i 2004 at iværksætte udarbejdelsen af en fælles nordisk handlingsplan for sundhed og livskvalitet gennem sunde kostvaner og fysisk aktivitet. Det er forventningen, at Nordisk Ministerråd i sommeren 2006 vil kunne vedtage en fælles nordisk handlingsplan, som herefter vil skulle implementeres i Norden.

 

Det øgede aktivitetsniveau i WHO, EU og Norden stiller krav om øget anvendelse af ressourcer i Fødevarestyrelsen for at sikre en maksimal dansk indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet på internationalt niveau. WHO, EU og Norden er, set med danske øjne, gennem de seneste år blevet de helt centrale aktører på området.

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

/Lisbet Nielsen