Udenrigsministeriet                                                                                            EIR, j.nr. 97.A.40.a.

                                                                                                                                   Den  26. juni 2006

 

 

Spørgsmål 56 ad EUU alm. del fra Folketingets Europaudvalg :

 

Hvad kan udenrigsministeren oplyse om det forslag som EU's handelskommissær, Peter Mandelson, har fremlagt om at ændre procedurerne for WTO domstolen (tvistbilæggelsessystemet)?

 

Svar:

Ved WTO’s ministerkonference i Marrakesh i 1994 blev det aftalt inden for fire år at foretage en revision af den aftale, der ligger til grund for WTO’s tvistbilæggelsessystem (“Dispute Settlement Understanding” eller DSU). Medlemsstaterne er imidlertid til dato endnu ikke blevet  enige om et samlet forslag til revision af aftalen. Det har været med til at begrænse mulighederne for at nå til enighed om større ændringer, at forhandlingerne ikke er en del af den samlede igangværende WTO-Runde.

 

EU har under forløbet fremlagt en række forskellige forslag til forbedring af WTO’s tvistbilæggelsessystem. Herunder bl.a. et forslag fremlagt i marts 2005, der afklarer, hvorledes en tvistsag håndteres, når den dømte part, i uoverensstemmelse med den anklagende part, mener at have efterlevet WTO’s dom. Forslaget indebærer, at den dømte part skal notificere WTO, når denne mener at have efterlevet dommen, hvorefter den anklagende part har mulighed for at igangsætte en undersøgelse ved WTO’s tvistbilæggelsessystem inden for en specificeret tidsramme. Igangsættes undersøgelsen ikke, mister anklageren rettighederne til at opretholde evt. sanktioner mod den dømte. Undersøgelsen vil så fastslå, hvorvidt den anklagede har opfyldt dommens præmisser og evt. sanktioner kan ophæves, eller om der stadig udestår krav, der skal efterleves. EU har ligeledes fremlagt et forslag i juli 2005 om oprettelsen af en database over erfarne og kvalificerede panelister. Dette ville lette sekretariatets arbejde med at identificere egnede panelister til en given tvistsag. 

 

Fra dansk side har vi interesse i et velfungerende internationalt system til håndtering af handelspolitiske tvister. Vi har derfor løbende støttet op omkring EU’s forslag, der alle har til hensigt at forbedre WTO’s tvistbilæggelsessystem. Det er et komplekst og vanskeligt arbejde, men håbet og forventningen er, at en samlet revideret aftale af tvistbilæggelsessystemet kan foreligge samtidig med en afslutning af Doha-runden.

 

 

 

 

 

Â