|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
1. juni 2006 |
Besvarelse af spørgsmÃ¥l 41 alm. del  stillet af Erhvervsudvalget den 19. juni 2006.  Â
Spørgsmål 41: Finder ministeren det muligt at lave en website (a la pixi-bog), så virksomhederne bredt fik en let oversigtsmulighed over det meget omfattende felt af ordninger?
Svar: Der findes allerede i dag websites, der giver gode oversigtsmuligheder om erhvervsfremmeordninger.
Startguiden/Virk.dk samler og formidler i dag information om alle love, regler og offentlige tilbud, der står til rådighed for nystartede virksomheder, både under opstart og under videreudvikling. Startguiden indeholder også en lang række redskaber, der kan effektivisere driften i nye virksomheder og skabe vækst. Startguiden drives i samarbejde med private parter, der bl.a. yder gratis on-line rådgivning. I 2007 skal Startguiden regionaliseres og understøtte de ny regionale iværksætterhuse med effektiv e-rådgivning. Startguiden er den største portal til iværksættere i dag. Alle informationer på portalen er gratis.
Finansieringsguiden.dk samler og formidler alle finansieringsordninger til private virksomheder, både venturekapital, nationale tilskudsordninger og tilbud i EU regi. Erhvervs- og Byggestyrelsen har taget initiativ til Finansieringsguiden, som nu udvikles og driftes i privat regi med deltagelse af VækstFonden og EuroCenter.
Den informations- og formidlingsindsats, der foretages via Virk.dk og finansieringsguiden supplerer den indsats, der foretages i blandt andet de 15 erhvervsservicecentre, hvor små og mellemstore virksomheder kan få gratis vejledning i op til 4 timer. I 2007 samles rådgivningen i regionale iværksætterhuse.
Informationer om de enkelte statslige ordninger kan hentes på ministeriernes hjemmeside. Her er ordningerne beskrevet i sammenhæng med regeringens samlede politik på området – herunder fx andre statslige tiltag, der kan bidrage til at imødegå målgruppens behov. Hjemmesiderne uddyber mulighederne for at få tilsagn ligesom det er muligt at finde ansøgningsblanketter og kontaktpersoner. Som eksempler herpå kan nævnes: - Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside, hvor man kan finde en samlet oversigt over de rammer og muligheder - herunder forskellige ordninger - som Videnskabsministeriet stiller til rådighed for danske virksomheder, der ønsker at indgår i et samarbejde med en videninstitution. Oplysningerne kan enten findes via styrelsens hjemmeside www.fist.dk eller ved at gå direkte til portalen www.vidensamarbejde.dk. - Udenrigsministeriets www.eksportstart.dk hvor små og mellemstore virksomheder fx kan udføre en selvtest mht. virksomhedens eksportparathed og få udførlige informationer om ordninger under Danmarks Eksportråd samt andre eksportrelevante informationer. På internetportalen www.goglobal.dk kan virksomhederne få et samlet overblik over Danmarks internationale erhvervsinstrumenter, der tilbydes af Danmarks Eksportråd, Eksport Kredit Fonden, Danida og IFU/IØ (Industrialiseringsfondene for Udviklingslandene og Østlandene). Samarbejdet mellem disse 4 organisationer sikrer styrket koordinering af rådgivning og produkter, så overlap eller uhensigtsmæssige gab mellem de udbudte instrumenter undgås. - Fødevareministeriets ordninger er beskrevet på www.fvm.dk og www.dffe.dk - Erhvervs- og Byggestyrelsens www.ebst.dk, hvor virksomheder kan få information om styrelsens arbejde med fx byggelovgivning, handicaptilgængelighed, offentlig-privat samarbejde, iværksætteri, regional udvikling og regler for import/eksport. www.ebst.dk har en lang række abonnementsmuligheder. Det betyder, at brugerne kan abonnere på præcis de informationer, som ønskes.
|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Tlf.          33 92 33 50 Fax         33 12 37 78 CVR-nr   10 09 24 85 www.oem.dk
|