ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 264092

 

1. juni 2006

Besvarelse af spørgsmål 40 alm. del  stillet af Erhvervsudvalget den 19. april 2006.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 40:

Ministeren bedes give en vurdering af fremtidige muligheder for højere grad af koordinering af de mange ordninger, samt vurdere hvilke ordninger ministeren forventer sammenlagt evt. udfaset inden for f.eks. et 3-årigt sigt, og om ministeren evt. forventer yderligere nye ordninger etableret.

 

Svar:

Erhvervsfremmeordningerne er et af flere erhvervspolitiske redskaber, der har til formål at fremme erhvervslivets vækstvilkår. Erhvervsfremmeordningerne afspejler de løbende udfordringer som fx globaliseringen stiller til erhvervslivet om løbende udvikling og tilpasning til nye konkurrencevilkår samt de behov, som en siddende regering ser for udvikling. En række erhvervsfremmeordninger etableres derfor som pilotprojekter. Samtidig har en række erhvervsfremmeordninger til formål at iværksætte en udvikling, der inden for en kortere årrække kan bæres af erhvervslivet selv eller af professionelle aktører på det private marked, der overflødiggør en offentlig indsats eller gør den offentlige indsats konkurrenceforvridende. Derfor etableres der løbende erhvervsfremmeordninger, ligesom at eksisterende erhvervsfremmeordninger løbende justeres og eventuelt nedlægges.

 

Som eksempel på en dynamisk ordning kan nævnes hjemmeserviceordningen, der siden ordningens etablering i 1994 løbende er blevet justeret og tilpasset konjunkturerne, ledighedstallet og den øvrige økonomiske politik. Ordningen er, siden den blev gjort permanent i 1997, ændret i 2000, 2002 og 2003 og bevillingens størrelse er gradvist faldet siden 2001 fra 555,9 mio. kr. i 2001 til 81,1 mio. kr. i 2005.

 

Oversigten over erhvervsfremmeordninger i bilag 1 til spørgsmål 37 viser de midler der er afsat til de enkelte ordninger på Finanslov06. Beslutninger om eventuel videreførelse, justering eller nedlægges af en ordning indgår de årlige finanslovsforhandlinger. I forbindelse med regeringens globaliseringsstrategi har regeringen foreslået 350 initiativer, der skal gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige samfund i år 2015. En række af disse aktiviteter vil være at betegne som erhvervsfremmeordninger.

 

Etablering, justering og nedlæggelse af ordninger koordineres allerede i dag i forbindelse med udarbejdelsen af regeringens strategier og handlingsplaner samt i regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg.  Regeringen har desuden senest etableret Regeringens Udvalg for Landdistriktsprogrammet (RUL) samt det regionalpolitiske ministerudvalg, der blandt andet har til formål at koordinere og sikre sammenhæng mellem den EU-finansierede og nationale vækstindsats, herunder den statslige indsats, der udmøntes regionalt.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk