Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. juni 2006

J nr.              004-487

Energipolitiske Udvalg har i brev af 19. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål 29 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 29:

 

"Ministeren bedes redegøre for, om ordlyden af § 56 d, stk. 4, i elforsyningsloven, hvorefter ”Pristillægget udgør 12 øre pr. kWh og ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt” (spørgerens understregning), skal forstås sådan, at der udelukkende gives pristillæg i møllens første 12.000 producerede fuldlasttimer, uanset spotprisen, så det samlede udbetalte tillæg for en mølle principielt vil være 0 kr., hvis spotprisen er over 38 øre/kWh i møllens første 12.000 fuldlasttimer, eller der skal udbetales pristillæg på 12 øre/kWh til 12.000 fuldlasttimer, efterhånden som disse bliver produceret i forbindelse med en tilhørende spotpris under 38 øre/kWh.

 

Spørgsmålet stillet efter ønske fra Martin Lidegaard (RV)."

 

Svar:

 

Jeg kan oplyse følgende om fortolkningen af § 56 d, stk. 4, i elforsyningsloven: Denne bestemmelse i elforsyningsloven omfatter vindmøller, der er opstillet efter den nye skrotningsordning i perioden 2005-2009. Møllerne modtager skrotningspristillæg på 12 øre/kWh i 12.000 fuldlasttimer samt det almindelige pristillæg på 10 øre/kWh i 20 år. Endvidere ydes 2,3 øre/kWh som godtgørelse for balanceringsomkost­ninger mv.

Skrotningspristillægget ydes fra nettilslutningstidspunktet, dvs. de første 12.000 fuldlasttimer hvor møllen producerer. Dog med den begrænsning at skrotningspris­til­lægget beskæres, hvis markedspris, almindeligt pristillæg og skrotningspris­tillæg tilsammen overstiger 48 øre/kWh. Skrotningstillægget reduceres dermed ved markedspriser på over 26 øre pr. kWh. Ved en markedspris på 38 øre/kWh vil skrotningspristillægget være helt bortfaldet.

 

I perioden efter de første 12.000 fuldlasttimer og frem til møllen har produce­ret i 20 år, ydes 10 øre/kWh og 2,3 øre/kWh uanset markedsprisen.

 

Efter at møllen har produceret i 20 år, ydes 2,3 øre/kWh som godtgørelse for balanceringsomkostninger mv. uanset markedsprisen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen