Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             7. juni 2006

J nr.             004-480

  

 

Det Energipolitiske Udvalg har i brev af 11. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål 26 alm. del - bilag 209, som jeg hermed skal besvare.

 

./.

 
Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 26:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. maj 2006 fra ”Strømstrømerne”, der er en kommentar til ministerens svar på udvalgets spørgsmål 23, jf. EPU alm. del – bilag 209.

 

Svar:

Strømstrømerne ønsker en lov, der kræver, at apparater, der produceres i eller importeres til Danmark, ikke bruger strøm i off-mode. Et apparat er i off-mode, når der er slukket på apparatets afbryder. 

 

Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at apparater bruger f.eks. 2 eller 8 Watt, selvom der er slukket på afbryderen. Derfor vil regeringen arbejde for at reducere forbruget i off-mode til et minimum.

 

Det er regeringens politik, at krav til apparaters energieffektivitet bedst gennemføres på internationalt niveau. Dette giver større gennemslagskraft hos producenterne og flere besparelser til lavere omkostninger. Endvidere medvirker det til at sikre, at indsatsen ikke går ud over danske virksomheders konkurrenceevne.

 

Jeg kan til udvalgets orientering oplyse, at EU-kommissionen netop har igangsat studier, der skal danne baggrund for krav til produkters energiforbrug i standby tilstand og off-mode indenfor rammerne af eco-design direktivet (2005/32/EF). Danmark vil følge dette arbejde tæt og arbejde for, at der gennemføres krav, der minimerer produkters energiforbrug i Off-mode.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen