Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 75 af 30. august 2006 fra Folketingets Boligudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Vil ministeren redegøre for, hvilke kriterier der formodes at skulle være opfyldt, for at der kan bevilges fri proces i sager, hvor en beboer har sagsøgt en udlejer – herunder en almen boligorganisation – for helbredsskader forårsaget af skimmelsvamp.”

 

Svar:

 

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, kan der efter ansøgning meddeles en person fri proces, hvis den pågældende skønnes at have rimelig grund til at føre proces og ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Fri proces i sager i 1. instans meddeles af det lokale statsamt, mens fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren (Civilstyrelsen), jf. § 330, stk. 4 og 5.

 

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. I denne vurdering indgår bl.a. sagsgenstandens størrelse og art, omkostningerne ved sagen, udsigten til at sagen kan vindes og muligheden for at få sagen behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, jf. §§ 6 og 8 i bekendtgørelse nr. 1097 af 16. november 2005 om fri proces. 

 

For så vidt angår den økonomiske betingelse for fri proces indeholder bekendtgørelsen om fri proces § 2 nærmere indtægtsgrænser, som reguleres én gang om året, for, hvornår der kan meddeles fri proces.

 

Efter retsplejelovens § 331 kan der endvidere meddeles fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke er opfyldt, nÃ¥r særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Fri proces efter § 331 meddeles af justitsministeren (Civilstyrelsen).

 

Disse almindelige regler om fri proces vil også skulle anvendes i sager, hvor en lejer søger om fri proces til en sag af den karakter, som er omtalt i spørgsmålet.