ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

22. september 2006

 

 

Besvarelse af spørgsmål 68 alm. del stillet af Folketingets Boligud-valg den 29. august 2006.    

 

 

 

Spørgsmål 68:

Vil ministeren i forlængelse af sin besvarelse af spørgsmål S6107 oplyse, hvorledes ministeren sikrer sig, at den liste over bygningssagkyndige, ejendomsmæglerne udleverer, rent faktisk tager udgangspunkt i lokalområdet?

 

Svar:

Jeg kan oplyse, at de lokale lister er opbygget regionalt, således at ejendomsmæglerne kan vælge mellem følgende regioner: Jylland, Fyn eller Sjælland og øerne. Ejendomsmæglerne kan udskrive listerne fra huseftersynsordningens hjemmeside (www.hesyn.dk) og ligeledes tilmelde sig en mailservice, som indebærer, at ejendomsmæglerne hver 14. dag får tilsendt en liste over bygningssagkyndige i lokalområdet.

 

Listerne over bygningssagkyndige er sorteret efter postnummer, således at det er relativt nemt at udsøge de bygningssagkyndige, der har firmaadresse tæt på den ejendom, der skal sælges.

 

Dansk Ejendomsmæglerforening har fremsat ønske om, at ejendomsmæglerne kan udlevere lister med udgangspunkt i mindre lokale enheder, da de nævnte lister er meget lange.

 

Jeg kan oplyse, at jeg er positivt indstillet over for en forenkling af listerne, og jeg har bedt Erhvervs- og Byggestyrelsen om at udarbejde et konkret forslag hertil. Det er min forventning, at nye, forenklede lister vil kunne tages i brug ved årsskiftet 2006/2007.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk