ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

22. juni 2006

 

Besvarelse af spørgsmål 57 alm. del stillet af Folketingets Boligudvalg den 6. juni 2006.    

 

 

Spørgsmål 57:

Endvidere bedes ministeren redegøre for, om der kan oplyses gennemsnitlig boligudgift (eller et tilsvarende mål) for hhv. de andelsboliger, der nedlægges, og de nyopførte i disse år?

 

Svar:

Den månedlige boligafgift for en andelsbolig fastsættes af den enkelte andelsboligforening. Boligafgiften dækker andelsboligforeningens løbende driftsudgifter, herunder renter og afdrag på foreningens prioritetsgæld, skatter og afgifter, renholdelse og forsikring.

 

Der er således tæt sammenhæng mellem boligafgiftens størrelse og den pris, andelsboligforeningen  har erhvervet foreningens ejendom til. Der er ligeledes tæt sammenhæng mellem boligafgiftens størrelse og tidspunktet for andelsboligforeningens erhvervelse af ejendommen. Har andelsboligforeningen nedbragt foreningens prioritetgæld, så vil boligafgiften alt andet lige være lavere, end hvis andelsboligforeningen har en stor gæld.    

 

Der findes ingen offentlige registreringer af boligafgifter i andelsboligforeningerne. Det er således ikke muligt at oplyse om den gennemsnitlige boligafgift for henholdvis de andelsboliger, der nedlægges, og de andelsboliger, der opføres i disse år.

 

I forbindelse med udarbejdelsen af ”Analyse af andelsboligsektorens rolle på boligmarkedet”, der blev offentliggjort i marts 2006, blev der imidlertid gennemført en spørgeskemaundersøgelse med det formål at undersøge udviklingen i priserne m.v. på andelsboliger. I den forbindelse blev andelsboligforeningerne bl.a. bedt om at oplyse størrelsen af den månedlige boligafgift.

 

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at blandt de forskellige andelsboligtyper ligger boligafgiften lavest for de traditionelle og højst for de nyopførte andelsboliger. For 44 pct. af de traditionelle andelsboliger betales under 2.500 kr. om måneden. For over 60 pct. af de nyopførte andelsboliger betales mere end 4.500 kr. om måneden i boligafgift.   

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk