Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 97 af 13. marts 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

(AMU Alm. del).

Text Box: April 2006

Vores sag
05-119-0430


Spørgsmål nr. 97:

I forlængelse af ministerens meget konkrete svar på spørgsmål 44, bedes ministeren oplyse, om hans svar skal forstås således, at han finder, at den behandling, som den unge mand, har fået af det offentlige system, har været så god, som man bør forvente, når man lider af en alvorlig og livstruende sygdom.

 

Svar:

Jeg vil gerne understrege, at jeg som minister efter lovgivningen ikke kan tage stilling til konkrete sager. Jeg kan således ikke tage stilling til den sag, der er omtalt i spørgsmål 44, jf. alm. del bilag 63.

 

Den omtalte sag vedrører kritik af den kommunale sagsbehandling i forbindelse med udbetaling af hjælp til en alvorlig syg ung mand.

 

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for den kommunale sagsbehandling.

 

Som det fremgår at mit tidligere svar mener jeg, at de gældende regler for den kommunale sagsbehandling giver en god balance mellem at tilgodese borgerens behov og behovet for dokumentation i en sag. Jeg mener således, at der er tilstrækkelige muligheder for at yde en god service over for borgeren også i relation til den situation, som ligger til grund for spørgsmålet.

 

Hvis en person ikke er tilfreds med den sagsbehandling, som kommunen har foretaget, er der mulighed for at klage til borgmesteren i kommunen.

 

Hvis en person ikke finder, at kommunens afgørelse er korrekt, er der i sager om kontanthjælp mulighed for at klage til det sociale nævn. Nævnets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, der kan tage sagen op, hvis Ankestyrelsen finder, at den fx har principiel karakter.

 

Som jeg også nævnte i min tidligere besvarelse, synes jeg, det er helt centralt, at velfærdssystemet fungerer, når man rammes af alvorlig sygdom. Det er også vigtigt, at den kommunale sagsbehandling er så smidig, at den syge får den nødvendige hjælp.

 

For at kommunen skal være i stand til at yde den bedst mulige service til borgerne, er det  nødvendigt, at man giver kommunen besked, hvis man ikke er tilfreds med den behandling, man får.

 

Jeg kan derfor kun opfordre til, at der i den konkrete sag rettes henvendelse til den pågældende kommunes borgmester, så kommunen kan forbedre sin administration på dette område.

 

 

Â