Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 86 af 16. februar 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

(AMU Alm. del).

Text Box: Marts 2006

Vores sag
06-159- 0035


Spørgsmål nr. 86:

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 14. februar 2006 om fleksjob fra K10, jf. alm. Del - bilag 148.

 

Svar:

K 10 spørger i sin henvendelse af 14. februar 2006, om det er hensigten med reglerne om fleksjob og ledighedsydelse, at personer kan stavnsbindes, så de ikke frit kan flytte kommune.

 

Hertil kan jeg klart svare, at det ikke er hensigten med reglerne, at personer i fleksjob, og personer der modtager ledighedsydelse, skal stavnsbindes.

 

Reglerne om fleksjob og ledighedsydelse fremgår af henholdsvis lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) og lov om aktiv socialpolitik (LAS).

 

Efter § 73 i LAB bevarer personer, der er ansat i fleksjob, retten til tilskud ved flytning til en anden kommune. Ankestyrelsen har i forhold til personer på ledighedsydelse d. 23. november 2005 truffet afgørelse om, at retten til ledighedsydelse forudsætter en afgørelse om visitation til fleksjob i den nye kommune.

 

Det betyder efter min opfattelse ikke, at retten til ledighedsydelse ikke kan videreføres i tilflytningskommunen. Det medfører dog, at man ved en aftale med tilflytningskommunen bør sikre sig, at retten til ledighedsydelse kan videreføres uændret.

 

En uændret videreførelse vil forudsætte, at den fleksjobvisiterede i god tid inden flytningen tager kontakt til tilflytnings- eller fraflytningskommunen med henblik på overførelse af retten til den nye kommune. Såfremt der foreligger den lovpligtige dokumentation i sagen hos fraflytningskommunen, vil visitationen i den nye kommune normalt kunne ske uden en omfattende sagsbehandling, idet den nye kommune vil kunne benytte de oplysninger, der allerede er i sagen til brug for visitationen. Ledighedsydelsen vil herefter kunne blive udbetalt i den nye kommune fra tilflytningstidspunktet.

 

En person, der selv opsiger sit fleksjob i forbindelse med flytning til en ny kommune, vil ikke automatisk miste retten til ledighedsydelse i den nye kommune.

 

Kommunen skal foretage en vurdering af, om opsigelsen på grund af flytning kan betragtes som om personen er selvforskyldt ledig. I denne betragtning skal indgå, om personen har en gyldig grund til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder. En gyldig grund kan være, at afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af den pågældende på grund af lang transporttid. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Â