Arbejdsmarkedsstyrelsen Samrådstale  i forbindelse med spørgsmål fra Anne Ba  a- strup (SF): ”Ministeren bedes uddybe sine udtalelser om socialchefe r- nes kompetence og socialrådgivernes muligheder for at u d- føre deres arbejde” Indledning Den 31. oktober i år var jeg inviteret til at holde tale på årsm   ø- det socialchefforeningen i Danmark. Socialcheferne havde valgt, ”... at sætte fokus på vores eget ledelsesmæssige ansvar som socialchefer, vores ledelsesmæssige udfordringer og det råderum, der skal brin ge os i stand til at nå disse mål”.    Under den overskrift fandt jeg det passende at ridse nogle af mine tanker om socialchefernes ansvar op. Jeg sagde bl.a., at det for mig var afgørende, at der var fokus på job gennem hele samtaleforløbet med den enkelte  ledige. Ikke fordi det skal være et tomt mantra, men fordi alle analyser viser at det er det der virker. Og jeg sagde at når man ser på en lang

Side 2 række af analyserne på dette område, så står det klart, at jobf o- kus bestemt ikke er noget man prioriterer lige højt alle steder. Jeg er blevet bedt om at uddybe mine udtalelser om socialche- fernes kompetence og socialrådgivernes muligheder for at u d- føre deres arbejde . Det vil jeg naturligvis gerne gøre  og til ud- dybning af mine udtalelser vil jeg gerne dels referere en sag fra den virkelige verden, dels referere en udtalelse fra Ole Pass, der er formand for Socialcheferne i Danmark og dels gøre rede for en række fakta, bl.a. fra en nylig undersøgelse fra Socia   l- forskningsinstituttet (SFI). En sag fra den virkelige verden Som det måske er nogle bekendt har man i  Ebeltoft K ommune besluttet, at give personer i match 4 og 5 en ”minimumsin d- sats”  i form af et kollektivt tilbud om fællesm  ø der hver tredje måned.  Det er ikke noget man bare ” har fundet på ” , det er no- get man etablerer, som følge af en erfaringsu dveksling med en anden kommune (Få borg). Tillad mig at citere fra beslutningsprotokollen fra Det sociale Udvalg i Ebeltoft Kommune: ”  Ideen bag en stand-by - gruppe er, at et antal borgere, der er vurderet til ikke at kunne profitere af et tilbud, placeres i denne gruppe og indkaldes kollektivt til opfølgning hver 3. mdr. På dette møde kan kontakten tages kollektivt, og man kan her give

Side 3 tilbud til de pågældende borgere om at aftale tid med deres sagsbehandler, såfremt de har  ønsker til videreudvikling. De borgere, der ikke har ønsker til en videre jobplan, er fulgt op ved at komme til fællesmødet. På den måde tages en stor del sager på en gang og opfølgningerne kan registreres” Citat slut. Jeg vil gerne gentage den sidste sæ  tning: ”På den måde tages en stor del sager på en gang og opfølgningerne kan registr  e- res” Her er man efter min opfattelse i gang med at afskrive menne- sker. Vi ved at netop denne gruppe har brug for støtte og hjælp til at komme videre. Og det, man tilbyder dem er at blive ind- kaldt til massemøder, uden reelt in dhold. Jeg mener simpelthen ikke, at en ansvarlig og seriøs socialchef opgiver borgere på denne måde. Og når man agerer på denne måde  er det for mig at se mere et spørgsmål om holdninger end om regler. I sidste ende er det et spørgsmål om  , hvorvidt man vil parkere disse mennesker på passiv offentlig forsørgelse, e  l- ler om man vil give dem konkrete tilbud, der retter sig mod at få dem tilbage til arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse igen. Hvis det er det signal, en socialchef sender til sine medarbejde- re, så forstår jeg måske    lidtbedre , at de agerer som de gør. Vil hellere arbejde med børn  og unge

Side 4 Ole Pass, der er formand for Socialcheferne i Danmark, har til LO’s Ugeblad A4 sagt, at ”Det er let  tere at få socialrådgivere til at arbejde med børn og unge end med at bringe ledige i job. Det er den upopulære del, og der er ingen prestige i det” Hvis det virkelig er holdningen hos langt hovedparten af soci- alchefernes medarbejdere, så har  socialcheferne i hvert fald ik- ke løftet deres ansvar godt nok i forhold til deres egne meda r- bejdere. At give andre en hjælpende hånd   , så de  igen kan tage ansvar for eget liv og blive selvforsørgende , er da noget af det vigtigste man kan gøre . Det starter med en vurdering af den enkelte Første skridt i forhold til at hjælpe ledige kontanthjælpsmodt a- gere tilbage til arbejdsmarkedet er at vurdere, om den enkelte pt. er arbejdsmarkedsparate. Det er en opgave for kommuner- ne . Hvis kommunen vurderer at den enkelte er arbejdsmar- kedsparat, skal pågældende tilmeldes til AF. Der er meget stor forskel på i hvor høj grad den enkelte ko  m- mune finder at deres kontanthjælpsmodtagere er arbejdsma  r- kedsparate. I gennemsnit er det hver femte kontanthjælpsmo  d- tager, der vurderes som arbejdsmarkedsparat, men der er stor spredning i tallene.

Side 5 I f.eks. Skævinge Kommune t- hjælpsmodtagere til AF, mens det tilsvarende tal i Kolding er helt nede på 5,8 %.  I Sorø Kommune tilmeldes 34,1 % til AF, mens det tilsvarende tal i Næstved Kommune er 11,7 %. Og sådan kunne man blive ved. Jeg tror ikke, at der er så stor forskel på kontanthjælpsmodt a- gerne i Skævinge  , Kolding, Sorø eller  Næstved  . Jeg tror at det langt hen ad vejen er de samme problemer de slås med. Jeg tror derimod langt mere på, at der er en betydelig forskel i  holdnin- gen til hvordan man hjælper   kontanthjælpsmo  dtagere. Og det er den holdning, som jeg gerne vil ændre på. Taler man så om job med de ledige ? For kort tid siden fik jeg resultaterne fra en analyse som Social- forskningsinstituttet (SFI) havde lavet. En af de mere markante konklusioner fra undersøgelsen er, at der er mindre  fokus på job og på jobsøgning i   kommunernes kontakt med ledige end tilfældet er hos AF  . Som bekendt står vi i en situation , hvor der er historisk gode muligheder for at få ledige i job. Og i en sådan situation er det efter min opfattelse simpelthen ikke godt nok, at det kun er i hver femte af samtalerne at den ledige præsenteres for et ko  n- kret job.

Side 6 Endnu værre bliver det efter min m  ening, når det i  kommuner- ne kun er i 39 % af samtalerne, at man taler om at den ledige skal hurtigt i job (i AF er det 65 % af samtalerne). Og i hele 16 % af samtalerne i kommunerne er målet slet ikke beskæftige   l- se, hverken på kort eller lang sigt ( i AF er det 6 % af samtaler- ne). Det er AF og kommunernes fornemmeste opgave at sikre at le- dige kommer i beskæftigelse. Nogle vil formentlig forklare den mindre jobfokus hos kom- munerne med de forskellige grupper af ledige, som har deltaget i samtalerne. Men her er det værd at huske på, at det altså kun drejer sig om personer, der er arbejdsmarkedsparate. Der er tale om personer, som kommunerne faktisk selv har vurderet som arbejdsmarkedsparate. Det gør det endnu mere besynderligt, at man ikke har job og jobsøgni ng langt mere på nethinden, når man taler med den enkelte borger. Det er helt afgørende, at sagsbehandler ne i kommunerne forstår at udnytte den arbejdsmarkedssituation, vi står i lige nu. Vi ved fra vores analyser, at der flere steder i landet er mangel på a r- bejdskraft samtidig med, at der i området findes ledige med de efterspurgte kvalifikationer. Udfordringen i forhold til flygtninge/indvandrere

Side 7 Vi ved, at ledige med indvandrerbaggrund har sværere ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet.   Det gør  det endnu mere afgørende, at  de kommunale sagsbehandlere ikke taber jobsig- tet af syne, når de sidder overfor denne gruppe. Derfor er det altså noget af en gåde for mig, at det stik modsatte tilsynel  a- dende gør sig gælde   nde. Vi ved ligeledes fra analyser, at et job er den bedste vej til inte- gration –  det er en viden, som alle der arbejder med området bør have . Alligevel ser vi, -  at jobfokus i kommunernes kontakt med ledige indvandre- re er svagere end i forhold til resten af gruppen af ledige -  at aktiveringsindsatsen svinger voldsomt i kommunerne -  at de 10 dårligste kommuner slet ikke har tilmeldt en en e- ste af deres indvandrere til AF De dårligste kommuner aktiverer kun indvandrerne i mellem 4 og 11 % af tiden over et år, mens de bedste kommuner aktiv e- rer indvandrerne mellem 40 og 63 % af tiden over et år , selvom talrige analyser viser, at aktivering har en positiv effekt på den ne gruppes mulighed for at blive selvforsø rgende. Opgaven med at få indvandrere i beskæftigelse er en af de helt store udfordringer, vi står overfor. Vi har efter min opfattelse  – i misforstået godhed  –  forsømt at stille krav til den gruppe. Hvis vi ikke griber chancen, nu hvor konjunkturerne er gunsti-

Side 8 ge, forspilder vi en enestående chance til at gøre noget for både denne gruppe, men jo i høj grad også noget for hele samfundet. Men det kræver, at man i kommunerne forholder sig til den e  n- kelte, at man stiller krav og ikke blot opfinder ”minimumsti l- bud” , som fastholder den enkelte i passivitet. Jeg syntes det er bekymrende, hvis man i kommun erne ikke de- ler denne opfattelse, og noget tyder jo altså på  , at det gør  man ikke.