Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi

Christiansborg

1240 København K

 

 

Til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologis orientering følger Videnskabsministeriets grundnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om interoperabilitet for pan-europæiske eForvaltningstjenester.

 

Grundnotatet er tillige fremsendt til Folketingets Europaudvalg via Udenrigsministeriet.

 

./.

Notatet er vedlagt i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

Kommissionens meddelelse om interoperabilitet for pan-europæiske eForvaltningstjenester
- KOM(2006) 45

 

1.      Resume

 

Kommissionen har den 13. februar 2006 godkendt sin meddelelse om interoperabilitet for pan-europæiske eForvaltningstjenester. Meddelelsen drejer sig om digital forvaltning og mere konkret om, hvilke initiativer Kommissionen mener, der bør tages for at etablere sikker og effektiv dataudveksling, såkaldt interoperabilitet, mellem offentlige myndigheder i forskellige EU-lande. I meddelelsen redegøres der for, hvilke initiativer der allerede er taget, og hvilke det er nødvendigt at sætte i værk.

 

2.      Baggrund

 

Meddelelsen tager udgangspunkt i strategien ”i2010 – Et europæisk informationssamfund for vækst og beskæftigelse”[1], som eksplicit nævner interoperabilitet som en af de vigtigste forudsætninger for etableringen af tværnationale digitale offentlige tjenester i fremtiden. Dokumentet konkretiserer dermed elementer i i2010-strategien.

 

3.      Hjemmelsgrundlag

 

Spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget er ikke relevant.

 

4.      Nærhedsprincippet

 

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

 

5.      FormÃ¥l og indhold

 

Kommissionen har den 13. februar 2006 godkendt meddelelsen om interoperabilitet for pan-europæiske eForvaltningstjenester. Meddelelsen drejer sig om digital forvaltning og mere konkret om, hvilke initiativer Kommissionen mener, der bør tages for at etablere sikker og effektiv dataudveksling, såkaldt interoperabilitet mellem offentlige myndigheder i forskellige EU-lande.

 

Der tages i meddelelsen udgangspunkt i, at en styrkelse af konkurrencen i de europæiske økonomier forudsætter en modernisering af den offentlige sektor, og at denne modernisering igen er betinget af velfungerende it-infrastrukturer og strømlinede digitale forvaltningsprocesser.

 

I dag pågår arbejdet med at udvikle og udbygge offentlige digitale tjenester for borgere og virksomheder primært på nationalt niveau. I fremtiden er der dog brug for tværnationale tjenester, ikke mindst, hvis målet om større mobilitet i arbejdsstyrken og blandt virksomheder skal nås. Dette kræver, at it-systemer hos offentlige myndigheder og institutioner er i stand til at udveksle data og oplysninger på tværs af organisatoriske, lokale, regionale og ikke mindst, nationale skel. Der er, som det hedder i dokumentet, brug for ”pan-europæisk interoperabilitet” mellem it-systemer.

 

Interoperabilitet siges normalt at omfatte tre aspekter:

 

·         organisatorisk interoperabilitet: identifikation af fælles centrale forretningsprocesser.

·         teknisk interoperabilitet: anvendelse af fælles protokoller, standarder og grænseflader.

·         semantisk interoperabilitet: sikring af fælles begrebsapparater, terminologier, etc.

 

Der er allerede taget en række initiativer til at fremme pan-europæisk interoperabilitet:

 

·         der er blevet udarbejdet en første version af ”the European Interoperability Framework (EIF)” – et sæt af overordnede fælles definitioner og retningslinier.

·         der er blevet iværksat en række projekter med henblik pÃ¥ at identificere, validere og implementere pan-europæiske tjenester. Disse projekter gennemføres inden for støtteprogrammer som f.eks. IDAbc[2] og eTEN[3].

 

For at nå målet om fuld interoperabilitet mellem systemer på tværs af nationale skel kræves der ifølge Kommissionen en øget indsats på flere punkter. I dokumentet opstilles der således en række forudsætninger, som bør - eller skal - være opfyldt, hvis visionen skal realiseres. Det hævdes, at det således vil være hensigtsmæssigt, eller endog nødvendigt, på europæisk plan at:

 

·         udarbejde fælles strategier og styringsmodeller for europæisk samarbejde inden for omrÃ¥det

·         foretage omfattende investeringer i opbygningen af en understøttende infrastruktur

·         udarbejde og vedligeholde fælles retningslinier for udvikling og anvendelse af standarder, protokoller, grænseflader, begrebssystemer og lignende

·         udbrede kendskabet til og viden om anvendelsen af disse retningslinier

·         undersøge, pÃ¥ hvilke omrÃ¥der og inden for hvilke sektorer etablering af interoperabilitet indebærer de største fordele og gevinster med henblik pÃ¥ at prioritere de omrÃ¥der, hvor nytteværdien er størst

·         øge forskning inden for omrÃ¥der, som er helt centrale for opnÃ¥else af tværnational interoperabilitet, f.eks. brugerstyring og sikkerhed

·         øge det konkrete samarbejde mellem myndigheder og sektorer i de enkelte lande

·         forankre europæiske standardiseringstiltag i de egentlige standardiseringsorganer som f.eks. CEN.

 

Desuden kan det ifølge Kommissionen være nødvendigt at ændre i eksisterende national lovgivning, hvis denne udgør en barriere på særlige områder.

 

I meddelelsen anføres det afslutningsvis, at Kommissionen agter at formulere konkrete forslag på området inden for rammerne af i2010-initiativet og støtteprogrammet IDAbc.

 

6.      Europa-Parlamentets udtalelser

 

Europa-Parlamentets holdning foreligger ikke.

 

7.      Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

 

Lov nr. 1203 om offentlige betalinger m.v. med senere ændringer giver hjemmel til at udstede bindende standarder i bekendtgørelsesform. Det er ikke muligt på baggrund af meddelelsen at vurdere, om der bliver behov for justering af lov nr. 1203 eller etablering af yderligere lovgivning på området. Kommissionen bemærker i meddelelsen, at der kan blive behov for justering af national lovgivning. Kommissionen har indledt en undersøgelse af de respektive organisatoriske og juridiske nationale barrierer for digital forvaltning (eGovernment).

 

8.      Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet og  beskyttelsesniveauet

 

Meddelelsen har ikke i sig selv administrative konsekvenser for erhvervslivet. Senere konkrete initiativer, der bygger videre på de indhøstede erfaringer og principperne gengivet i meddelelsen, vil kunne have konsekvenser for samfundsøkonomien, miljøet og erhvervslivets administrative byrder. Sådanne initiativer vil kræve selvstændig behandling og vedtagelse. Kommissionen forudsiger i meddelelsen, at der vil blive tale om omfattende investeringer ved etablering af den pan-europæiske digitale forvaltning.

 

En samlet vurdering må derfor afvente det videre arbejde på området.

 

9.      Høring

 

Meddelelsen vil blive sendt i høring i EU-Specialudvalget for it og telekommunikation.

 

10.  Regeringens foreløbige generelle holdning

 

Regeringen er enig i betydningen af en fælles europæisk indsats for interoperabilitet til styrkelse af tværnational digital forvaltning. Det kan derfor for eksempel være nødvendigt at sikre fælles europæisk forankring af visse standardiseringsprocesser. Det kræver dog en nøjere overvejelse at fastlægge balancen mellem nationale og europæiske standardiseringsinitiativer.

 

Kommissionen angiver i meddelelsen, at der vil blive tale om omfattende investeringer ved etablering af den pan-europæiske digitale forvaltning. Regeringen vurderer derfor, at det er nødvendigt, at der foretages forudgående økonomiske vurderinger af de enkelte standardiseringsaktiviteter.

 

11.  Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

 

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

 



[1] KOM(2005) 229

[2] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2004/387/EF om interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (Idabc)

[3] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1376/2002/EF af 12. juli 2002 om ændring af beslutning nr. 1336/97/EF om et sæt retningslinjer for transeuropæiske telenet