Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

Til udvalgets orientering fremsendes i fem eksemplarer referat til Folketingets Europaudvalg af mødet i Rådet (Konkurrenceevne) - forskningsdelen - den 13. marts 2006.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Referat af møde i Rådet for Konkurrenceevne (indre marked, industri og forskning) den 13. marts 2006

 

·         Forskningsdelen

 

 

 

 

 

Forskningsdelen omfattede tre punkter:

Punkt 1:  Lissabon-processen – Forberedelse af forårstopmødet: - Key Issues Paper (KIP)

Der var tilslutning til formandskabets forslag om, at Kommissionen opfordres til at arbejde videre med et konkret forslag til etableringen af et Europæisk Teknologisk Institut (EIT).

 

Punkt 6: Særprogrammer til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskab og Euratoms 7. rammeprogram

= Statusrapport/udveksling af synspunkter

 

Punkt 7: Kommissionens forslag til forordning om regler for virksomeders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rappeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013)

= Statusrapport/udveksling af synspunkter

 

Punkterne 6 og 7 blev behandlet under ét.

 

Kommissionens synspunkter

Budget og vedtagelse af alle beslutninger vedr. 7. rammeprogram

Kommissionen (Potočnik) nævnte om det samlede forskningsbudget, at det pt. så ud til en 30 procents reduktion i forhold til Kommissionens oprindelige forslag. Kommissionen vil i sit reviderede forslag til rammeprogram stort set fastholde strukturen. Budgetreduktionen ville i et vist omfang kunne spores i Det Europæiske Forskningsråd (ERC) og de Fælles Teknologiinitiativer (Joint Technology Initiatives = JTIs). Kun JTIs med stor opbakning vil blive fastholdt. På grund af juridiske bindinger ville man ikke se reduktioner til ITER og Det Fælles Forskningscenter.

 

Kommissionen lagde vægt på, at de første indkaldelser af forslag kan ske i december 2006. Det kræver imidlertid, at der er truffet beslutning om såvel rammeprogrammet som de syv særprogrammer samt regler for deltagelse i oktober.

 

Temaerne: Stamcelleforskning, programkomiteernes rolle og opgaver, Det Europæiske Forskningsråd

Om temaerne for dagens drøftelse sagde Kommissionen, at man ikke så en løsning for sig med detailregulering af stamcelleproblematikken. Derfor var Kommissionens forslag i essensen en proceduremæssig løsning. Man henviste til, at dette havde fungeret udmærket under 6. Rammeprogram.

 

Kommissionen fastholdt forslaget vedr. programkomiteer, der indebærer en fjernelse af komiteernes formelle godkendelse af projekter. Man tilbød dog at fremsætte en erklæring vedr. information til komiteerne.

 

Om Det Europæiske Forskningsråd fastholdt Kommissionen en strategisk rolle for det videnskabelige råd. Man ville ikke acceptere mere vidtgående formuleringer end "konsultation" af det videnskabelige råd i forbindelse med udpegninger af ledende personale, og imødegik hermed et forslag fra Danmark m.fl., der ønsker "enighed" mellem Kommissionen og det videnskabelige råd ved udpegninger.

 

Forskningsministrenes indlæg

I bordrunden var ministrenes indlæg koncentreret om stamcelleforskning og programkomiteernes opgaver, Det Europæiske Forskningsråds(ERC) videnskabelige råds rolle vedr. udpegning af ERC’s direktør og andre ledende stillinger.

 

Ministrene fremlagde på disse områder stort set kendte positioner. Der er lande, som ønsker mere restriktive regler vedr. forskning i stamceller. Andre lande er enig med Danmark, som sagde, at man allerede betragtede formandskabets forslag til tekst som et kompromis. Det betyder, at Danmark ikke vil kunne acceptere en mere restriktiv tilgang.

 

Om programkomiteernes rolle og opgaver var der overvejende stemning for at videreføre situationen fra 6. rammeprogram, hvor medlemslandene skal godkende projekter, der udvælges til finansiel støtte fra EU. Der var desuden fra alle sider et klart ønske om forbedret information til programkomiteerne om implementeringen af programmet. Disse synspunkter blev også fremført fra dansk side.

 

Formandskabet drog ikke konklusioner hverken vedr. stamceller eller komitéprocedurer. Der arbejdes videre med disse spørgsmål i Forskningsgruppen og Coreper.

 

I forhold til det danske forslag vedr. ERC, som havde opbakning fra en række lande, konstaterede formandskabet, at der måtte arbejdes videre med et kompromisforslag i Coreper.

 

Om regler for deltagelse havde formandskabet lagt op til, at ministrene først og fremmest tog statusrapporten til efterretning. Der fremkom kun spredte synspunkter i et begrænset antal indlæg om dette punkt.

 

Det østrigske formandskab takkede for ministerkollegernes fulde opbakning til  formandskabets bestræbelser på at nå til enighed med Europa-Parlamentet om 7. rammeprogram i første læsning inden udgangen af juni 2006. Der er desuden fuld opmærksomhed på, at alle øvrige beslutninger skal træffes så betids, at 7. rammeprogram kan træde i kraft den 1. januar 2007.

 

­

­