NOTAT

 

Dato:

18. september 2006

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære Sager

J.nr.:

2002/4112-2

Sagsbeh.:

CWU

Fil-navn:

IU 55 1.kv. 2006

 

 

 

 

NOTAT

om meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 2, i 1. kvartal 2006.

 

Ved besvarelsen den 19. november 1996 af spørgsmål nr. 55 af 31. oktober 1996 fra Folketingets Retsudvalg tilkendegav Indenrigsministeriet, at ministeriet fra den 1. januar 1997 ville fremsende kvartalsvise oversigter til Folketingets Retsudvalg (nu Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik), (Alm. Del – bilag 121), over antallet af meddelte midlertidige opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til asylansøgere, som har fået afslag på asyl, men ikke kan udsendes af landet på grund af udsendelseshindringer.

 

Udlændingestyrelsen (nu Udlændingeservice) har den 6. juni 2006 over for Integrationsministeriet oplyst, at der i 1. kvartal 2006 ifølge et udtræk fra Udlændingeregisteret er meddelt opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 (nu § 9 c, stk. 2) til seks personer fordelt på følgende nationaliteter:

 

Armenien/Azerbajdzhan:        5

 

Rusland:                               1

 

Integrationsministeriet kan vedrørende statsborgerne fra Armenien/Azerbajdzhan oplyse, at der er tale om tre sager.

 

Sag 1 (tre personer):

 

Integrationsministeriet kan vedrørende de tre personer oplyse, at de pågældende fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet den 22. november 1994. De pågældende blev pålagt at udrejse til Armenien senest den 7. december 1994.

 

Den 16. december 1998 udrejste de pågældende af Danmark, men den 26. april 2001 genindrejste de pågældende i Danmark. Flygtningenævnet meddelte den 24. august 2001 på ny de pågældende endeligt afslag på asyl og pålagde dem at udrejse til Armenien senest den 9. september 2001.

Udlændingestyrelsen meddelte den 6. august 2002 og den 4. maj 2005 de pågældende afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 2.

 

Den 31. oktober 2005 forelagde Rigspolitiet sagen for Udlændingestyrelsen og oplyste i den forbindelse, at de pågældende flere gange var blevet fremstillet for en armensk delegation – senest den 1. februar 2005 – med henblik på fastlæggelse af deres identitet. Rigspolitiet oplyste endvidere, at de armenske myndigheder har oplyst, at de pågældende ikke kan accepteres som armenske statsborgere, og at Rigspolitiet fandt det vanskeligt at vurdere, om en drøftelse af sagerne med de armenske myndigheder ville ændre de armenske myndigheders holdning til spørgsmålet om tilbagetagelse af de pågældende, efter at de pågældende ved delegationsbesøget den 1. februar 2005 ikke kunne accepteres som armenske statsborgere.

 

Den kvindelige ansøger blev den 24. september 2004 udvist med indrejseforbud i et år på grund af butikstyveri.

 

Idet Udlændingestyrelsen fandt, at en opretholdelse af udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, og da styrelsen fandt, at en opretholdelse af udvisningen sammenholdt med karakteren af de af den kvindelige ansøger begåede butikstyverier i det konkrete tilfælde ikke ville være at anse for proportionalt, besluttede styrelsen den 31. januar 2006 at ophæve den administrative udvisning. Udlændingestyrelsen meddelte samme dag de pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindrede under henvisning til, at de pågældende havde medvirket ved udsendelsesbestræbelserne, og da Rigspolitiet af ovennævnte grunde fandt en udsendelse af de pågældende udsigtsløs.

 

Sag 2 (en person) – datter til ovennævnte:

 

Den pågældende blev fremstillet sammen med sin mor og den pågældende kunne – i lighed med sin mor – ikke accepteres som armensk statsborger, hvorfor Udlændingestyrelsen på baggrund af Rigspolitiets udtalelse fandt, at den pågældende opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Udlændingestyrelsen meddelte derfor den 31. januar 2006 den pågældende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindret under henvisning til, at den pågældende havde medvirket ved udsendelsesbestræbelserne.

 

Sag 3 (en person):

 

Integrationsministeriet kan vedrørende personen oplyse, at den pågældende indrejste i Danmark den 29. august 1999 sammen med sin ægtefælle. Den pågældende og hans ægtefælle fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet den 15. marts 2002. De pågældende blev pålagt at udrejse til Azerbajdzhan senest den 24. april 2002.

 

Den 19. april 2005 forelagde Rigspolitiet sagen for Udlændingestyrelsen og oplyste, at Rigspolitiet senest den 9. juni 2004 havde forelagt sagen for de azerbajdzhanske myndigheder, som den 5. oktober 2004 afslog at tilbagetage de pågældende under henvisning til, at de ikke var statsborgere fra Azerbajdzhan. Rigspolitiet oplyste endvidere, at henset til, at tilbagetagelsen af de pågældende to gange var blevet afvist af de azerbajdzhanske myndigheder og til, at der ikke foreligger en aftale ved tilbagetagelsesspørgsmålet mellem Danmark og Azerbajdzhan, ville yderligere henvendelser til myndighederne i Azerbajdzhan i den konkrete sag efter Rigspolitiets opfattelse være formålsløse.

 

Den 15. april 2005 blev den pågældende udvist ved dom med indrejseforbud i 5 år, og den 11. maj 2005 meddelte Udlændingestyrelsen derfor den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 4.

 

Den 27. maj 2005 blev ægtefællen meddelt opholdstilladelse som udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, idet Udlændingestyrelsen fandt, at betingelserne herfor var til stede henset til at den pågældende havde medvirket ved udsendelsesbestræbelserne og til at Rigspolitiet fandt udsendelsen af den pågældende udsigtsløs.

 

Ved dom afsagt af Vestre Landsret den 3. januar 2006 blev den pågældende frifundet og ovennævnte udvisning blev derved omgjort. Udlændingestyrelsen meddelte på den baggrund den 24. januar 2006 den pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindret, henset til at den pågældende havde medvirket ved udsendelsesbestræbelserne, og til at Rigspolitiet fandt udsendelsen af den pågældende udsigtsløs.

 

Integrationsministeriet kan vedrørende statsborgeren fra Rusland oplyse, den pågældende fik endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet den 12. december 2001, og at Flygtningenævnet samtidig pålagde den pågældende at udrejse senest den 3. januar 2002 til sit hjemland, idet den pågældendes identitet og hjemland ikke var nærmere fastlagt.

 

Den pågældende blev den 31. oktober 2003 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og pålagt at udrejse til hjemlandet straks.

 

Den 15. december 2005 har Rigspolitiet fremsendt en udtalelse om sagen til Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Rigspolitiet ikke finder, at det er muligt at gennemføre en udsendelse af den pågældende. Det fremgår endvidere, at den pågældende har ladet sig fremstille for de russiske, ukrainske og litauiske myndigheder, uden at dette har muliggjort en udsendelse af den pågældende.

 

Den 16. januar 2006 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindret, under henvisning til, at den pågældende havde medvirket ved udsendelsesbestræbelserne, og til at Rigspolitiet fandt udsendelsen af den pågældende udsigtsløs.