|
|
|
Dato: |
20. juli 2006 |
|
2006/4050-822 |
||
|
|
|
|
           |
|
|
|
|
Bidrag til samlenotat til brug for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og møde i det blandede udvalg med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den 24. juli 2006
Nyt notat.
Resumé:
Rådet forventes at ville drøfte og eventuelt tage beslutning om at opfordre Kommissionen til at fremkomme med sin vurdering af situationen i Moldova i forhold til spørgsmålet om Fællesskabets visumfaciliteringsstrategi. På baggrund af Kommissionens vurdering forventes Rådet på et snarligt rådsmøde at tage endelig stilling til, om Kommissionen bør opfordres til at fremlægge forhandlingsmandater vedrørende en visumlempelsesaftale og en tilbagetagelsesaftale mellem Fællesskabet og Moldova. Rådets drøftelser og eventuelle beslutning har ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Danmark deltager som følge af forbeholdet ikke i en eventuel kommende beslutning om vedtagelse af forhandlingsmandater til Kommissionen. Regeringen tager Rådets drøftelser og eventuelle beslutning til efterretning.
1. Baggrund
Fællesskabet har allerede indgået en visumlempelsesaftale og en tilbagetagelsesaftale med Rusland og forhandler med Ukraine om indgåelse af tilsvarende aftaler. Herudover forventes Rådet inden kort tid at vedtage forhandlingsmandater til Kommissionen vedrørende en visumlempelsesaftale og en tilbagetagelsesaftale mellem Fællesskabet og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.
Visse lande har opfordret til, at der indgås tilsvarende aftaler med Moldova.
Et eventuelt kommende forhandlingsmandat til Kommissionen om at indlede forhandlinger med Moldova om aftaler om henholdsvis visumlempelse og tilbagetagelse ventes fremsat
med hjemmel i EF-traktatens artikel 63, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 300, stk. 1.
Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, bindende for eller finder anvendelse i Danmark.
Tidligere indgåede visumlempelses- og tilbagetagelsesaftaler har indeholdt en erklæring om, at Danmark og det pågældende tredjelande bør indgå tilsvarende bilaterale aftaler.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24. juli 2006 ventes Rådet at ville drøfte spørgsmålet om en visumlempelsesaftale og en tilbagetagelsesaftale mellem Fællesskabet og Moldova, herunder om Kommissionen bør opfordres til at fremkomme med sin vurdering af situationen i Moldova i forhold til Fællesskabets visumfaciliteringsstrategi.
2. Formål og indhold
Formålet er at drøfte, om Kommissionen bør opfordres til at fremkomme med sin vurdering af situationen i Moldova i forhold til Fællesskabets visumfaciliteringsstrategi. På baggrund af Kommissionens vurdering forventes Rådet på et snarligt rådsmøde at kunne træffe beslutning om, hvorvidt Kommissionen bør opfordres til at fremlægge forhandlingsmandater vedrørende en visumlempelsesaftale og en tilbagetagelsesaftale mellem Moldova og Fællesskabet.
Under de hidtidige drøftelser vedrørende en eventuel visumlempelsesaftale mellem Fællesskabet og Moldova har enkelte medlemslande anført, at Moldova er partner i forhold til Den Europæiske Naboskabspolitik; at Fællesskabet allerede har undertegnet en visumlempelsesaftale med Rusland, og at sådan aftale også er under forhandling med Ukraine; at Moldova har indført visumfrihed for EU-borgere; at Moldova har gjort fremskridt i forhold til dokumentsikkerhed. Herudover vil der være en risiko for en markant forskelsbehandling af moldovere med russisk pas og moldovere med moldovisk pas, idet alene førstnævnte vil være fritaget fra EU’s forhøjede visumgebyrer.
En visumlempelsesaftale skal knyttes til en tilbagetagelsesaftale, hvorfor Rådets eventuelle beslutning vedrørende en visumlempelsesaftale også skal omfatte en tilbagetagelsesaftale.
3. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Spørgsmålet om gældende dansk ret er ikke relevant.
4. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen tager drøftelserne og en eventuel opfordring til Kommissionen om at fremkomme med sin vurdering af situationen i Moldova til efterretning.
5. Generelle forventninger til andre landes holdning
Officielle tilkendegivelser om de andre medlemslandes holdning er ikke Integrationsministeriet bekendt.
6. Høring
Sagen er udsendt i skriftlig høring i Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet (SPAIS).
7. Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet skal ikke høres om sagen.
8. Nærhedsprincippet
Medlemsstaterne kan alene opnå en ensartet aftale med Moldova om visumlempelse og tilbagetagelse via fællesskabsaftaler. Nærhedsprincippet ses derfor overholdt.
9. Statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser
RÃ¥dets drøftelser og eventuelle beslutning har ingen statsfinansielle konsekvenser, samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative, miljømæssige eller forbrugerÂbeskyttelsesÂmæsÂsige konsekvenser for Danmark.
10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.
* En eventuel kommende beslutning om vedtagelse af forhandlingsmandater til Kommissionen skal træffes helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks Stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.