Bidrag til samlenotat til brug for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og møde i det blandede udvalg med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den 27.-28. april 2006
Dagsordenspunkt 26): Eksterne relationer: Information fra EU-formandskabet
Nyt notat.
Resumé:
Formandskabet vil orientere om status for implementeringen af strategien om de eksterne aspekter af samarbejdet inden for retlige og indre anliggender, der blev godkendt af Rådet i december 2005. Det østrigske EU-formandskab har siden januar 2006 arbejdet med implementering af strategien, herunder formuleringen af handlingspapirer for det vestlige Balkan og Afghanistan, afholdelsen af et møde med Rusland samt forberedelsen af en ministerkonference om betydningen af intern sikkerhed i forholdet mellem EU og EU’s naboer. Der er ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Regeringen har aktivt støttet udviklingen af den eksterne strategi for retlige og indre anliggender og er positiv overfor tiltag, der kan fremme implementeringen af strategien.
1. Baggrund
Haag-programmet, der blev godkendt af Det Europæiske Råd (DER) i november 2004, fremhæver udviklingen af en strategi for eksterne relationer på området for retlige og indre anliggender som vigtig. Det Europæiske Råd anmodede i juni 2005 på baggrund af Haag-programmet Kommissionen om at udvikle en strategi herom og præsentere den for Rådet inden udgangen af 2005. Den 12. oktober 2005 vedtog Kommissionen en meddelelse om den eksterne dimension af retlige og indre anliggender. Rådet (retlige og indre anliggender samt almindelige anliggender og eksterne forbindelser) vedtog i december 2005 en strategi for den eksterne dimension af retlige og indre anliggender.
Bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring og beskyttelse af asylansøgere og flygtninge fremhæves i strategien som særlige udfordringer, herunder i forhold til opbygning af tredjelandes kapacitet til at håndtere problemstillinger på området. Regionalt samarbejde bør ifølge strategien styrkes for at afspejle udfordringernes grænseoverskridende karakter, og der peges i den forbindelse navnlig på EU’s umiddelbare naboer. Herudover fremhæves samarbejdet med USA, det Vestlige Balkan, Rusland, Afghanistan, Nordafrika og Afrika syd for Sahara.
Det østrigske EU-formandskab har siden januar 2006 arbejdet med implementering af strategien, herunder formuleringen af handlingspapirer for det vestlige Balkan og Afghanistan, afholdelsen af et møde med Rusland samt forberedelsen af en ministerkonference om betydningen af intern sikkerhed i forholdet mellem EU og EU’s naboer.
2. Formål og indhold
På rådsmødet den 27.-28. april 2006 forventes formandskabet at informere om implementeringen af den eksterne strategi for retlige og indre anliggender.
Den 2. februar 2006 inviterede EU-formandskabet interesserede EU-medlemsstater til at deltage i formuleringen af handlingspapirer med fokus på samarbejde indenfor retlige og indre anliggender i forhold til det vestlige Balkan, Afghanistan og Afrika. Afrika er i øvrigt en central del af opfølgningen på DER-konklusionerne fra december 2005. I forhold til det vestlige Balkan er der fokus på et styrket samarbejde i forhold til organiseret kriminalitet, korruption, ulovlig indvandring og bekæmpelse af terrorisme mellem EU, det vestlige Balkan og relevante lande omfattet af EU’s naboskabspolitik.
I forhold til Afghanistan er der fokus på en større støtte fra EU’s side i relation til bekæmpelse af narkotikafremstilling i og handel dermed fra Afghanistan, herunder transitruter.
Den 4.-5. maj 2006 afholder EU-formandskabet en ministerkonference i Wien om betydningen af intern sikkerhed i forholdet mellem EU og EU’s naboer. Ud over EU-landene vil der være deltagelse af EU’s naboer fra øst, sydøst og syd samt USA og Rusland. Konferencen, der har til hensigt at bidrage til implementeringen af den eksterne RIA-strategi, vil fokusere på bekæmpelsen af terrorisme, organiseret kriminalitet og korruption samt asyl og migration. EU-formandskabet lægger op til, at konferencen eventuelt munder ud i en erklæring om sikkerhedspartnerskab, der forventes at berøre såvel generelle principper som konkrete målsætninger for samarbejdet indenfor RIA-området.
Den 21.-22. marts 2006 afholdt EU-Rusland Permanent Partnership Council et møde i Moskva. PÃ¥ mødet blev følgende emner drøftet: Vurdering af implementeringen af â€Roadmap†vedrørende oprettelse af et fælles rum med frihed, sikkerhed og retfærdighed, visa- og tilbagetagelsesaftaler, dokumentsikkerhed, spørgsmÃ¥l vedrørende migration, herunder asyl og samarbejde omkring grænseovergangene, bekæmpelse af terrorisme, bekæmpelse af narkotikafremstilling og handel dermed, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og samarbejde inden for retshÃ¥ndhævelse samt retsligt samarbejde.
3. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Da der er tale om orientering fra formandskabets side, er spørgsmålet om gældende dansk ret ikke relevant.
4. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen har aktivt støttet udviklingen af den eksterne strategi for retlige og indre anliggender og er positiv over for tiltag, der kan fremme implementeringen af strategien.
5. Generelle forventninger til andre landes holdning
Der er generel støtte til såvel den eksterne strategi som bestræbelserne på at implementere denne.
6. Høring
Sagen har været drøftet i Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet den 6. april 2006, og sagen drøftes den 11. april 2006 i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
7. Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet skal ikke høres om sagen.
8. Nærhedsprincippet
Formuleringen af en ekstern RIA-strategi er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet der er tale om et initiativ, der skal sikre, at EU i sin eksterne politik på RIA-området handler sammenhængende og koordineret.
9. Statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser
Strategien har ikke samfundsøkonomiske, miljømæssige eller forbrugerbeskyttelsesmæssige konsekvenser.
Â
10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg, Folketingets Retsudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg, Folketingets Retsudvalg eller Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.