Folketingets Udenrigsudvalg
|
|
||
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
1 |
104.P.3.Kenya |
AFR |
     december 2005 |
Udkast til landestrategi for Kenya
Vedlagt fremsendes udkast til landestrategi for Danmarks udviklingssamarbejde med Kenya for perioden 2006-2010.
Efter de demokratiske valg i Kenya i 2002 og indsættelsen af en reformvenlig regering, forbedredes mulighederne for at understøtte landets udviklingsbestræbelser. På denne baggrund besluttede en række donorer at udbygge deres samarbejde med Kenya. Også fra dansk side blev der givet tilsagn om at styrke udviklingssamarbejdet med Kenya inden for rammerne af en egentlig landestrategi.
Som det fremgår af vedlagte udkast, er målet med det dansk-kenyanske udviklingssamarbejde at bekæmpe fattigdommen i Kenya og fremme en bæredygtig udvikling gennem fattigdomsorienteret økonomisk vækst. Samarbejdet vil bidrage til gennemførelsen af Kenyas nationale strategi for fattigdomsbekæmpelse og vil støtte op om reformbestræbelserne i landet for at rodfæste demokrati og god regeringsførelse.
Det dansk-kenyanske samarbejde vil bygge videre på de erfaringer, der er opnået inden for de indsatsområder, hvor danske bistandsmidler hidtil er blevet anvendt. Samtidig vil der ske en strategisk omlægning af samarbejdet fra projekt- til programbistand. I denne proces vil der blive ydet aktiv støtte til regeringens bestræbelser for donorkoordinering og -harmonisering, såvel overordnet som på sektorniveau. Der vil blive lagt vægt på, at den samlede danske indsats understøtter den kenyanske regerings reformprogram og medvirker til at fastholde dette, ikke mindst med henblik på at opnå resultater indenfor god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse.
Den hidtidige danske støtte til sundhed, landbrug samt vand og sanitet vil blive fortsat og gradvist omlagt til egentlig sektorprogramstøtte. Samtidig vil der blive indledt programstøtte til at forbedre rammebetingelserne for erhvervssektoren samt til miljøområdet. Disse indsatser vil bidrage til at skabe den nødvendige bæredygtige vækst, reducere fattigdommen og forbedre levevilkårene for den kenyanske befolkning.
Den mangeårige danske bistand til demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse vil blive yderligere udbygget og målrettet gennemførelsen af de vigtigste reformer, ikke mindst reformpakken relateret til god regeringsførelse. Indsatsen vil blive samlet indenfor et tematisk program og vil fortsat involvere aktiv deltagelse af det kenyanske civilsamfund. Som noget nyt vil denne indsats blive suppleret med initiativer til at fremme regional stabilitet og sikkerhed udmøntet gennem støtte til terrorbekæmpelse og nærområdeindsatser.
Det foreliggende udkast er blevet til gennem løbende drøftelser med Kenyas regering og det kenyanske civilsamfund. Udkastet har været sendt i høring hos den danske ressourcebase og er blevet drøftet på et høringsmøde den 4. november 2005. Strategien har været forelagt Styrelsen for Internationalt Samarbejde den 16. november 2005.
Arbejdet med strategien blev i maj 2005 midlertidigt sat i bero efter at Kenyas regering havde nægtet at forlænge opholds- og arbejdstilladelser for tre MS-ansatte i Kenya.
Efter et positivt udfald af højniveauforhandlinger med Kenya i oktober 2005, hvor Kenyas regering i en fælles presse meddelelse erklærede sig enig i civilsamfundets rolle for udviklingen i Kenya, og samtidig specifikt indbød MS-Kenya til fortsætte programmet i Kenya, er strategien blevet opdateret og oversat til dansk.
Udenrigsudvalgets medlemmer anmodes om at fremkomme med eventuelle kommentarer inden den 30. januar 2005.
Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs