Bilag                             Journalnummer                                            Kontor                                              Â
                           403.Vestbalkan.3-2.                  NAB                               16. maj 2006
                          Â
a.
Udenrigsministeriet anmoder i nærværende skrivelse
om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2006 afgives tilsagn på
20,1 mio. kr. som udfasningsbevilling til det regionale Sydøsteuropaprogram.
Forslaget medfører ikke merudgifter i forhold til det beløb, som er bevilget på
finansloven til det bilaterale naboskabsprogram.
b.
Baggrund
Sydøsteuropaprogrammet indledtes i 2000 med det
overordnede formål at fremme fred, stabilitet og demokrati i regionen. Midlet
har været dialog og samvirke mellem civilsamfundsorganisationer på tværs af
etniske, religiøse og nationale skillelinier. Der er opbygget et bredt
regionalt netværks-samarbejde på fire hovedområder: menneskerettigheder,
flygtninge og internt fordrevne, ungdom og medier. Programmet har i betydelig
grad bidraget til forsonings- og reformprocesserne på Balkan.
Der er hidtil bevilget i alt 228 mio. kr. til programmet, jfr. Akt 260 24/5
2000, Akt 224 23/5 2001, Akt 185 29/5 2002, Akt 156 28/5 2003, Akt 174 24/6
2004 samt Akt 163 15/6 2005. I programmets første år deltog danske
organisationer inden for programmets fire hovedområder (Institut for Menneskerettigheder,
Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Ungdoms Fællesråd,
Danmarks Journalisthøjskole og Baltic Media Center) som samarbejdspartnere i
programmet og stod for videnoverførsel, uddannelse, træning og administration i
forhold til organisationerne på Balkan.
I 2003 besluttedes det at udfase den danske støtte i løbet af en periode på 4-5
år. Der indledtes en proces, som skal sikre, at netværkene bliver bæredygtige,
således at de kan fortsætte aktiviteterne efter ophør af den danske støtte.
Under bæredygtighedsfasen er der sket en gradvis reduktion af den økonomiske
støtte til netværkene. Dernæst er de danske samarbejdspartneres rolle blevet
udfaset, således at organisationerne nu selv gennem deres netværkssekretariater
står for administrationen af den
danske støtte og alene inddrager de danske partnere ad hoc, typisk i spørgsmål
af strategisk karakter.
Denne bevilling vedrører den sidste fase af programmet, der vil løbe over
perioden 2006-08. I denne udfasningsperiode vil der ske en fortsat
kapacitetsopbygning, træning og rådgivning af netværkene og disses
sekretariater, bl.a. med henblik på fundraising og markedsføring af deres
kapaciteter, således at de kan tiltrække finansiering fra andre kilder.
Programbeskrivelse
Sydøsteuropaprogrammet omfatter seks netværk på fire områder:
Menneskerettigheder:
Balkan Human Rights Network, BHRN, har som kerneområder indarbejdelse af
standarder for menneskerettigheder samt rettigheder for minoriteter og
marginaliserede grupper i lovgivning, forvaltningspraksis og virksomhedskultur.
Dette sker gennem samarbejde med relevante myndigheder, fortaler- og
informationsvirksomhed, udarbejdelse af lovforslag m.v.
Budget: 3,4 mio. kr.
Flygtninge og internt fordrevne:
South East European Refugee Assistance Network, SEERAN, støtter processen for
flygtninge og fordrevnes tilbagevenden, forsoning og integration på det
vestlige Balkan. Aktiviteterne gennemføres i samarbejde med relevante
myndigheder, herunder implementering af nationale handlingsplaner på området.
Der gennemføres desuden fortaler-virksomhed, uddannelse af flygtninge og
fordrevne, oplysningsvirksomhed m.v.
Budget: 6,3 mio. kr.
Ungdomsområdet:
South East European Youth Network, SEEYN, og Twinning-netværket arbejder for at
sikre unges aktive inddragelse i samfundsudviklingen i regionen. SEEYN er
engageret i ungdomsudveksling, herunder gennem FN, og frivilligt
ungdomsarbejde. Twinning forbinder ungdoms-organisationer på forskellige
områder (spejdere, ungdomspolitikere, studerende, musikere) i et aktivt
samarbejde på tværs af grænserne.
Budget: 5,0 mio. kr.
Medier:
South East European Network for the Professionalisation of Media, SEENPM, og
South East European Network of Associations of Private Broadcasters, SEENAPB,
arbejder for at fremme en uafhængig, saglig og kritisk mediesektor. SEENPM er
et netværk af professionelle medie-institutter, der gennem uddannelses- og
træningsprogrammer virker for en forhøjelse af den journalistiske standard.
SEENAPB fokuserer på udvikling af en samordnet regional mediepolitik og har
etableret en uafhængig regional nyhedsudveksling. Begge netværk virker for en
frigørelse af medierne fra politiske og økonomiske interesser.
Budget: 3,9 mio. kr.
Koordination af det samlede program vil fortsat blive varetaget af ambassaden i
Sarajevo.
Budget
Det samlede budget andrager 20,1 mio. kr. fordelt på følgende poster:
Menneskerettigheder, BHRN ................................................... 3,4
mio. kr.
Flygtninge og internt fordrevne, SEERAN ............................. 6,3 mio.
kr.
Ungdom, SEEYN og Twinning ................................................ 5,0
mio. kr.
Medier, SEENPM og SEENAPB ............................................ 3,9 mio.
kr.
Programkoordination (Sarajevo) .............................................. 1,5
mio. kr.
I alt ........................................................................................... 20,1
mio. kr.
Tilsagnet vil blive afholdt med 20,1 mio. kr. under § 06.11.19.30.
Naboskabsindsatser på Balkan, i Kaukasus, Moldova og Tyrkiet.
Væsentlige risikoelementer
Den væsentligste risiko i den afsluttende udfasningsperiode er, hvorvidt
netværkene i løbet af perioden vil være i stand til at sikre bæredygtigheden på
sigt, hvilket først og fremmest er ensbetydende med etablering af et finansielt
grundlag for deres fortsatte virke.