|
|||
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
|
3. april 2006 |
a.
Udenrigsministeriet skal herved orientere
Finansudvalget om ministeriets justering af civilsamfundsprogrammet for Belarus
og Ukraine.
b. Ved Akt 143 8/6-2005 tiltrådte Finansudvalget et civilsamfundsprogram for Belarus og Ukraine på 22,5 mio. kr. Programmets målsætning er at bidrage til åbne, demokratiske samfund baseret på retssikkerhed og respekt for menneskerettighederne. Dette skal ske ved at fremme inddragelse, dialog og samarbejde mellem borgere og lokale samt regionale politiske myndigheder og herigennem styrke civilsamfundets kapacitet til at øge gennemskueligheden, forsvare interesser og gennemføre fortalervirksomhed.
Bevillingen var oprindeligt tænkt gennemført gennem lokale civilsamfundsorganisationer (NGO’er) i de to lande. En enhed i Kiev skulle administrere programmet samt sikre fremme af samarbejdsrelationerne mellem organisationer i Belarus og Ukraine.
Som følge af den politiske udvikling i Belarus har det imidlertid vist sig meget vanskeligt at gennemføre programmet der. Et præsident-dekret i august 2005 og ændring af straffeloven i december 2005 har ført til en betydelig stramning af NGO’ernes udfoldelsesmuligheder. Flere uafhængige NGO’er er endvidere blevet lukket. En vigtig forudsætning for det oprindelige programdesign er hermed faldet bort, jf. afsnittet om væsentlige risikoelementer i Akt 143 8/6-2005.
Hertil kommer, at bevillingen er stødt på tekniske vanskeligheder i Ukraine. Mod forventning ønsker det ukrainske økonomiministerium programmet officielt godkendt og en dansk-ukrainsk aftale indgået, også selvom bevillingen udelukkende omfatter støtte til civilsamfundsorganisationer. Indgåelsen af en aftale skønnes imidlertid at tage mange måneder, bl.a. fordi aftalen skal ratificeres i det ukrainske parlament.
På denne baggrund vurderer Udenrigsministeriet, at der bør foretages ændringer i modaliteterne for gennemførelse af programmet. Dette vil ske uden ændring i bevillingens omfang, løbetid og målsætning.
Programmet vil blive opdelt i en Belarus- og en Ukraine-del. Indenfor rammerne af bevillingen på 22,5 mio. kr. vil Belarus få tildelt 7 mio. kr. og Ukraine 15,5 mio. kr. Programmet til Belarus vil blive administreret af Udenrigsministeriet og primært gennemført gennem danske NGO’er. Programmet til Ukraine vil blive administreret af OSCE’s delegation i Kiev. OSCE har i forvejen en samarbejdsaftale med myndighederne. Den danske rådgiver vil blive tilknyttet OSCE med henblik på at sikre en effektiv implementering af programmet.