Â
Politiske forhold.
Møde i den fælles dansk/grønlandske selvstyrekommission.
Selvstyrekommissionen meddeler ved en pressemeddelelse af 14. juni 2006, at kommissionen den 13. juni 2006 har afholdt sit 7. møde i Narsaq. Kommissionen har bl.a. drøftet en samlet skitse til en kommende selvstyrelov for Grønland.
Â
MF Søren Espersen er indtrådt som nyt medlem af kommissionen i stedet for MF Christian H. Hansen. Kommissionens nuværende sammensætning:
Jonathan Motzfeldt (formand) |
Christian Mejdahl (næstformand) |
Per Berthelsen |
Line Barfod |
Anthon Frederiksen |
Søren Espersen |
Ruth Heilmann |
Birthe Rønn Hornbech |
Lars-Emil Johansen |
Frank Jensen |
Kuupik Kleist |
Kristen Touborg Jensen |
Johan Lund Olsen |
Per Ørum Jørgensen |
Augusta Salling |
Niels Helveg Petersen |
Næste møde i kommissionen er planlagt til den 29. september 2006, hvor drøftelserne af udkast til bestemmelser i en kommende selvstyrelov for Grønland fortsætter.
Ny fiskeriaftale og ny partnerskabsaftale mellem Grønland og EU.
Grønlands Hjemmestyre meddelte den 2. juni 2006, at forhandlingerne om en ny fiskeriaftale mellem Grønland og EU blev afsluttet med succes i Ilulissat. Den gamle fiskeriaftale mellem Grønland og EU blev færdigforhandlet i forbindelse med Grønlands udmeldelse af EF i 1985. Aftalen er løbende blevet revideret, senest med ændringen af den IV protokol i Athen i 2003. Den fremtidige fiskeriaftale gælder for en 6-årig periode, men med mulighed for årlige justeringer af kvoter og priser, i relation til den generelle udvikling.
Det store forhandlingsspørgsmål i Ilulissat har været fiskeriaftalens fremtidige kvoter og fastsættelsen af deres værdi. Der er der i den fremtidige aftale skåret drastisk i EU's rødfiskekvote. Skolæsten er ude af EU's kvoter, hellefiskekvoten ved Østgrønland er nedsat og krabbekvoten til EU er ligeledes nedsat. Der er samtidig sket en justering af hellefiskekvoten ved Vestgrønland og der er fastsat en særlig blandingskvote for helleflynder m.v.
Â
|
Athen 2003 EU-kvoter |
Ilulissat 2006 EU-kvoter |
Forskel i kvoter |
|||
Art |
Vest |
Øst |
Vest |
Øst |
Vest |
Øst |
Torsk |
Pm |
|
1.000[1] |
|
+1000[2] |
|
Rødfisk |
0 |
25.500 |
0 |
10.838 |
- |
- 14.662 |
Hellefisk |
1.500 |
9.000 |
2.500 |
7.500 |
+1.000 |
- 1.500 |
Rejer |
4.000 |
5.675 |
4.000 |
7.000 |
- |
+1.325 |
Helleflynder Speciel blandingskvote |
200 |
1.000 |
200 |
200 1.000 |
- |
-800 +1.000 |
Lodde |
75.000[3] |
|
55.000[4] |
|
-20.000 |
|
Skolæst |
1.350 |
2.000 |
|
|
-1.350 |
-2000 |
Krabber |
1.000 |
|
500 |
|
-500 |
|
Bifangster |
2.000 |
|
2.600 |
|
+600 |
|
[1] Torsk for 2007 er sat til 1000 tons + en option på 3500 tons. For 2008 og årene derefter er kvoten sat til 3500 tons plus en option på 3500 tons.
[2] Ibid
[3] Beregnet kvote
[4] Hertil kommer en option på 25.000 tons
Den netop indgåede fiskeriaftale mellem Grønland og EU giver ca. 30% færre fisk til EU og samtidig tages der større biologiske hensyn. Den tidligere fiskeriaftale havde en samlet værdi på 42,82 millioner Euro. Den fremtidige fiskeriaftale har en værdi på ca. 17,8 millioner Euro. Den nye fiskeriaftale skal dog ses i sammenhæng med den særlige partnerskabsaftale, der er indgået mellem EU og Grønland, som blev underskrevet af parterne den 27. juni 2006 i Luxembourg og som har en årlig værdi på 25 millioner Euro.
Det fremtidige aftalekompleks mellem EU og Grønland vil bestå af både en partnerskabsaftale og en fiskeriaftale, som samlet set stiller det samme beløb til rådighed, som den nuværende fiskeriaftale har bidraget med til den grønlandske landskasse.
Rådet for Den Europæiske Union (udenrigsministrene) har den 17. juli 2006 godkendt beslutningen om partnerskab mellem Grønland og EU for perioden 2007 – 2013. Grønlands Hjemmestyre oplyser, at aftalen som nævnt kan udløse årlige udbetalinger fra EU til Grønland af 25 mio. Euro. Det økonomiske samarbejde skal støtte sektorpolitikker og sektorstrategier, som letter adgangen til produktionsvirksomhed og produktionsressourcer navnlig på områderne uddannelse, mineralressourcer, energi, turisme og kultur, forskning samt fødevaresikkerhed.
Â
Â
Bygdekonference I Sisimiut.
Landsstyret afholdt i samarbejde med bygdernes sammenslutning KANUNUPE en bygdekonference i Sisimiut i dagene 13. – 19. juni 2006.
Temaet for bygdekonferencen var først og fremmest konsekvenserne for bygderne i forbindelse med strukturreformen i den offentlige sektor i Grønland, som er omtalt i tidligere indberetninger.
Repræsentanterne for bygderne tilkendegav under konferencen, at bygderne ønsker at bevare deres nuværende kompetence i bygdebestyrelserne og ifølge KANUNUPE's afgående formand Karl Tobiassen har Landsstyreformand Hans Enoksen tilkendegivet, at han vil tage højde for bygdernes ønsker i de videre forhandlinger mellem landsstyret og de grønlandske kommuners sammen-slutning KANUKOKA.
Sælskind og Great Greenland A/S.
Landsstyret meddelte i maj måned, at Landsstyret har besluttet at ophæve en henstilling til hjemmestyrets skindvirksomhed Great Greenland A/S om midlertidigt stop for indkøb af canadiske sælskind, jf. min indberetning for maj måned 2006. Efterfølgende har denne beslutning affødt reaktioner fra flere sider.
Bl.a. har medlemmer af EU-parlamentet besluttet at arbejde for en beslutning i EU om at forbyde import af produkter fra grønlandssæler og klapmyds.
Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender Josef Motzfeldt har i den forbindelse den 28. juni 2006 tilskrevet medlemmerne af Europaparlamentet med appel om ikke at støtte dette initiativ, idet det vurderes at ville få katastrofale følger for de grønlandske sælfangere. Debatten om denne sags stilling er fortsat i juli måned, med fokus på aflivningsmetoderne på sæler i Canada samt et ønske om at landsstyret ikke ophæver det anførte stop for Great Greenland's import af canadiske sælskind.
Det debatteres ligeledes fortsat i Grønland, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at importere sælskind fra Canada til Grønland, til forarbejdning og eksport.
I tilknytning til dette samt i forlængelse af tidligere indberetninger for 2006 kan det oplyses, at Rigsadvokaten i juli måned har besluttet ikke at rejse tiltale mod Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og landbrug Finn Karlsen for overtrædelse af den grønlandske kriminallovs injuriebestemmelser, i forbindelse med en politisk debat i februar 2006 om ledelsen i skindvirksomheden Great Greenland A/S. Sagen har været rejst af Grønlands Arbejdsgiverforening, hvor Great Greenland A/S er medlem.
Grønlands Arbejdsgiverforenings bemærkninger til Rigsadvokatens beslutning kan i sin helhed læses på foreningens hjemmeside www.ga.gl på adressen:
http://www.ga.gl/modules.php?name=News&file=article&sid=172.
Debat om retsvæsenet i Grønland.
I juni og juli måned har der været en politisk debat om retsvæsenet i Grønland. Debatten kan til dels ses i forlængelse af Grønlands Landstings behandling af retsvæsenskommissionens betænkning under landstingets forårssamling 2006, jf. min indberetning af 23. maj 2006. Under debatten har Landsstyremedlem for Familie og Justitsvæsen Aleqa Hammond bl.a. fremsat ønske om en større politistyrke i Grønland, større kapacitet i kriminalforsorgen til nedbringelse af ventelister, bedre uddannelse af kredsdommere samt en forbedring af arbejdsforholdene for kommunefogederne, som varetager politimæssige opgaver i Grønlands bygder.
Det forventes, i forlængelse af Folketingets behandling af retsvæsens-kommissionens betænkning, at regeringen og landsstyret skal forhandle om forholdene i fremtiden for retsvæsenet i Grønland.
Â
Grønland ønsker øget samhandel med Nunavut i Canada.
I forbindelse med landsstyreformand Hans Enoksens besøg i Nunavut underskrev Hans Enoksen og Nunavuts regeringsleder Paul Okalik i Eqaluit den 8. juli 2006 en hensigtserklæring om øget samhandel mellem Grønland og Nunavut.
Der opfordres til et bedre og mere intensivt samarbejde mellem de forskellige virksomheder, handelsskoler og interesseorganisationer i begge lande. En række sektorer er af særlig betydning bl.a. sælskind. På dette område opfordres til en bedre udveksling af oplysninger om fangstmetoder, samt et ønske om en øget handel med sælskind. Andre områder er infrastruktur, fødevarer, investeringer, turisme og råstoffer.
Afslutningsvist lægges der i hensigtsaftalen op til, at udviklingen mellem de to lande på handelsområdet tages op til drøftelse på et årligt møde på politisk niveau mellem de to regeringer.
På programmet for besøget i Eqaluit var også være den officielle åbning af det danske honorære konsulat i Eqaluit, hvor forretningsmanden Kenn Harper er udnævnt som konsul.
Â
Grønlands Hjemmestyre oplyser, at hensigtserklæringen er foranlediget af Paul Okaliks besøg i Grønland den 25. januar 2006 som reaktion på Landsstyrets beslutning om et indkøbsstop for canadiske sælskind til Great Greenland A/S. Ved besøget blev det aftalt, at Grønlands Hjemmestyre og Nunavuts regering skal søge et tættere samarbejde, og at der skal udarbejdes en hensigtserklæring fokuseret på at skabe øget handel mellem Grønland og Nunavut. Dette gælder specielt for sælskind.
Â
Der foreligger i forvejen et Memorandum of Understanding (MoU) mellem Nunavuts regering og Grønlands Hjemmestyre af 24. oktober 2000. Dette er en bred samarbejdsaftale, som i princippet omfatter alle sagsområder de to lande imellem. Dette MoU opfattes som en paraplyaftale, hvorunder andre aftaler kan tilføjes. Det kan læses på Grønlands Hjemmestyres hjemmeside www.nanoq.gl på adressen: http://www.nanoq.gl/Groenlands_Landsstyre/Udenrigsdirektoratet/Hvordan_arbejder_vi/Aftaler__organisationer_og_kontakter/Alfabetisk/Aftaler_og_organisationer_-_L-N/Nunavut-Groenland_om_samarbejde.aspx
Økonomi og erhverv.
Faldende ledighed i Grønland.
Grønlands Statistik oplyser, at ledigheden i Grønland ved udgangen af 1. kvartal 2006 er faldet til 7,2 pct. af den potentielle arbejdsstyrke i 1. kvartal 2006, mod 8,5 pct. i 1. kvartal 2005.
I 1. kvartal 2006 var 2.867 personer i gennemsnit pr. måned berørte af ledighed i byerne mod 3.206 personer i 1. kvartal 2005. Det svarer til et fald til 10,4 pct. af den potentielle arbejdsstyrke i 1. kvartal.. 2006, mod 11,7 pct. i 1. kvartal 2005.
Stigende underskud på Grønlands handelsbalance med udlandet.
I forlængelse af min indberetning for maj måned 2006 kan det oplyses, at Grønlands Statistik nu har offentliggjort Grønlands handelsbalance for 2005.
Handelsbalancen gav et underskud på 1.148 mio. kr. i 2005, hvilket er en forværring på ca. 161 mio. kr. i forhold til året før, hvor underskuddet var på 987 mio. kr. Forværringen skal i høj grad tilskrives stigende udgifter til import af olie, der mere end opvejede øgede eksportindtægter.
Importværdien steg med 315 mio. kr. eller 9,6 pct. i forhold til 2004. Største stigning i importværdien skete inden for gruppen af energivarer, der steg med 209 mio. kr. eller 46,4 pct. Herudover steg importen af biler og både med ca. 90 mio. kr.
Efter en række år med stagnerede indtægter fra eksporten, var der i 2005 tale om en stigning på 154 mio. kr. eller 6,8 pct. Det skyldes først og fremmest eksporten af rejer, der er steg med 178 mio. kr. eller 15,4 pct. Bag dette ligger en væsentlig stigning i de eksporterede mængder, der mere end opvejer de vigende verdensmarkedspriser gennem 2005.
Siden 2001 er handelsbalancen forværret med 688 mio. kr. Det skyldes primært udviklingen i importen, der er steget med 892 mio. kr. mens eksporten kun er steget med 203 mio. kr. Stigning i importen har været rettet mod et bredt udsnit af varer til privatforbrug, fremstillingsvirksomheder og byggeri.
Forbud mod eksport af produkter af narhval.
Grønlands Hjemmestyre meddelte den 9. juni 2006, at landsstyret har besluttet et midlertidigt stop for eksport af produkter af narhval.
I pressemeddelelsen anfører Grønlands Hjemmestyre bl.a.:
"Forbuddet skyldes, at Grønlands Naturinstitut i sin egenskab som Videnskabsråd i relation til CITES ikke kan dokumentere, at eksporten er uden betydning for fangsten. Da fangsten samtidig ikke anses for at være bæredygtig, idet den overstiger de anbefalinger der ligger i den internationale rådgivning fra NAMMCO og JCNB, kan eksporten af produkter fra narhval derfor ikke udelukkes at medvirke til at skade den grønlandske bestand af narhvaler. Videnskabsrådet fremhæver i sin vurdering, at den primære årsag til fangst af narhval i Grønland er det eftertragtede mattak (hud med spæk) og kødet, men handel med narhvalprodukter kan ikke udelukkes at gøre fangsten mere attraktiv.
Â
Vurderingen fra Grønlands Videnskabsråd er iværksat af Direktoratet for Miljø og Natur, som en direkte følge af de internationale forpligtelser, der påhviler Grønland i forbindelse med Grønlands medlemskab af Washingtonkonventionen / CITES."
Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses på Grønlands Hjemmestyres hjemmeside www.nanoq.gl på adressen:
Udnyttelse af vandkraftressourcer.
Det har af tidligere indberetninger i 2005 og 2006 fremgået, at Grønlands Landsstyre prioriterer en udbygning af vandkraftanlæg i Grønland til energi-forsyning. 2 byer – Nuuk og Tasiilaq – forsynes i dag med energi fra vandkraft og et anlæg til dækning af elforsyningsbehovet i Narsaq og Qaqortoq i Sydgrønland er under opførelse.
Grønlands Hjemmestyre oplyser den 19. juli 2006, at Landsstyremedlem for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Siverth K. Heilmann mandag den 17. juli 2006 på vegne af Landsstyret har underskrevet en forundersøgelses-aftale med aluminiumsselskabet Alcoa Inc.
Aftalen, der er en fælles samarbejdsaftale, går ud på at begge parter skal undersøge mulighederne for at placere en aluminiumssmelter i Grønland. Aluminiumssmeltere laver aluminium ud af et mellemprodukt ved hjælp af elektrolyse. Denne proces kræver store mængder energi.
Der skal over en periode gennemføres en række undersøgelser, som skal vise, om det er muligt at gå videre til at planlægge yderligere vandkraft med en tilhørende aluminiumssmelter. Viser det sig at være muligt kan Grønlands Hjemmestyre og Alcoa Inc. starte forhandlinger om et egentligt projekt.
Det oplyses, at aftalen ikke binder Landsstyret juridisk. Potentialet på sigt angives til flere hundrede arbejdspladser. Det understreges dog, at det kan tage 5-10 år før et sådan projekt afsluttes med opførelse af værker.
Ny udbudsrunde for kulbrinteefterforskning ved Vestgrønland.
Den 18. juli 2006 åbnede Landsstyremedlem for Boliger, Infrastruktur og Råstoffer Jørgen Wæver Johansen en olieudbudsrunde for havområder ud for Vestgrønland mellem 67°N og 71°N. Åbningsmødet foregik i Ilulissat med deltagelse af en række internationale olieselskaber fra Europa og Nordamerika.
På åbningsmødet blev resultatet af flere års undersøgelser af områdets geologi, miljø og isforhold præsenteret for olieindustrien. Desuden blev de politisk vedtagne rammevilkår for efterforskning og udnyttelse af olie og gas i Grønland gennemgået.
På baggrund af de gennemførte undersøgelser vurderes det, at der er en god chance for, at der er dannet og akkumuleret store mængder olie og gas i det nævnte havområde.
Råstofdirektoratet og Danmarks Miljøundersøgelser har sideløbende gennemført omfattende miljøundersøgelser, som skal sikre at olieaktiviteter i området gennemføres miljømæssigt forsvarligt. Miljøundersøgelserne har været en væsentlig faktor i afgrænsningen af det havområde, som nu er udbudt til efterforskning. Den miljømæssigt følsomme indre Disko bugt medtages ikke i licensudbuddet.
Det samlede udbudsareal udgør godt 92.000 km², som udbydes i 8 licensblokke på mellem ca. 8.000 og ca. 14.000 km². Blokinddelingsmodellen er udarbejdet i dialog med olieindustrien og den ses i kortet på omstående side.
Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland har indstillet, at den nævnte olieudbudsrunde gennemføres i 2006. Landsstyret samt transport- og energiministeren har efterfølgende tiltrådt Fællesrådets indstillinger.
Â
Formand for Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland folketingsmedlem Kim Andersen, Venstre udtaler: "Jeg finder det opmuntrende, at vi nu oplever en langt større industriinteresse for oliepotentialet i Grønland end tidligere. Et væsentligt pejlemærke for olieindustriens interesse er, at så mange olieselskaber har købt de seismiske data, som blev indsamlet i havet ud for Disko-Nuussuaq i 2005. /…/Resultatet af de mange undersøgelser af oliepotentialet indikerer, at der på sigt er mulighed for at gøre et kommercielt fund i de kommende år til gavn for erhvervsudviklingen i Grønland."
Der er ansøgningsfrist for ansøgninger om nye tilladelser til efterforskning og udnyttelse af olie og gas den 15. december 2006.
Landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen udtaler i forbindelse med igangsætningen af udbudsrunden: "Resultatet af de mange undersøgelser af oliepotentialet i Disko-Nuussuaq regionen har været meget opmuntrende. De mange uafhængige indikationer på, at der eksisterer et aktivt petroleumssystem i dette meget store havområde, samt ikke mindst den store industriinteresse for området signalerer, at vi bevæger os mod nye udfordringer og nye tider, hvor udnyttelsen af vore råstoffer vil være en vigtig del af grundlaget for en selvbærende økonomi i Grønland".
Landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen udtalte den 23. juli 2006 til DR2 Deadline, at det er et bredt politisk ønske i Grønland, at både indtægter og udgifter ved en olieudvinding skal tilfalde det grønlandske samfund. I henhold til den gældende råstoflov for Grønland fordeles offentlige indtægter fra råstofvirksomhed med 50 % til staten og 50 % til hjemmestyret, idet dog fordelingen af indtægter udover 500 mio. kr. pr. år fastsættes ved lov efter forhandling mellem regeringen og hjemmestyret.
Landsstyremedlemmets udtalelser samt en debat i medierne i juli måned om perspektiverne ved store oliefund i havområderne ved Grønland har afsted-kommet en fornyet politisk debat om fordelingen af offentlige indtægter fra råstofvirksomhed i Grønland. Dels mellem grønlandske og danske politikere, dels internt i Grønland. Den 31. juli 2006 udsendte landsstyremedlem og formand for partiet Atassut Finn Karlsen en pressemeddelelse, hvor partiet Atassut genfremsætter et ønske om en ændring af indtægtsfordelingen mellem Grønland og Danmark vedr. mineralske råstoffer, således at 75 % af de offentlige indtægter tilfalder hjemmestyret og 25 % tilfalder staten.
Ud over den aktuelle debat kan det oplyses, at spørgsmålet om den fremtidige råstofordning for Grønland og Danmark, herunder indtægtsfordelingen, behandles i den fælles dansk/grønlandske selvstyrekommission.
Â
På råstofområdet i Grønland er der for tiden tildelt 2 efterforsknings- og udnyttelsestilladelser til olie og gas, begge i havområdet vest for Nuuk i Vestgrønland. Endvidere er der 2 aktive tilladelser til udnyttelse af mineraler; til guldminen Nalunaq ved Nanortalik samt til olivinbruddet Seqi ved Atammik i Maniitsoq Kommune.
Trafikforhold.
Den fremtidige placering af Grønlandshavnen i Danmark.
I forlængelse af min indberetning for marts måned 2006 kan det oplyses, at Grønlands Hjemmestyre i juli måned 2006 har udsendt udbudsmateriale vedr. den fremtidige placering af Grønlandshavnen til 3 indbudte havne: Esbjerg, Århus og Aalborg. Havnene har mulighed for afgivelse af tilbud frem til den 28. august 2006. Hjemmestyret forventer at en vinder af udbudet kan findes ultimo september.
Â
Aalborg Østhavn har i mere end 30 år været basishavn for skibstrafikken mellem Danmark og Grønland. Formålet med det aktuelle udbud angives at være en vurdering af, "…om Aalborg Havn fortsat er det rigtige valg i forhold til udviklingen af godsmængderne og havnenes konkurrencedygtighed".
Kultur.
Grønlands nationaldag den 21. juni.
Som altid blev Grønlands nationaldag fejret overalt i Grønland. I Nuuk indledtes nationaldagen traditionelt med procession fra rådhuset til Kolonihavnen og salutering i Kolonihavnen.
   Â
                                                   (Billeder fra Nuuk Kommunes hjemmeside www.nuuk.gl)
Som det endvidere er tradition, uddelte landsstyret Grønlands Hjemmestyres kulturpris 2006 på nationaldagen. Kulturprisen blev i år tildelt 2 personer; instruktør, komponist mm. Simon Løvstrøm, som i dag er direktør i kulturhuset "Sermermiut" i Ilulissat og sanger og sangskriver Enok Poulsen, Paamiut.
Besøg.
Delegation fra Folketinget på orienteringsrejse i Vestgrønland.
Delegationen besøgte under sin orienteringsrejse flere byen på strækningen fra Upernavik til Nuuk, med indkvartering ombord på inspektionsskibet Triton samt på hotel i Nuuk.
Under opholdet i Nuuk havde jeg lejlighed til at mødes med delegationen og drøfte aktuelle samfundspolitiske forhold i Grønland.
I overensstemmelse med hidtidig praksis blev orienteringsrejsen tilrettelagt i et samarbejde mellem Folketingets administration, Dansk Polarcenter og Rigsombudsmanden i Grønland.
Israels ambassadør i Danmark David Walzer.
Ambassadør David Walzer gennemførte en orienteringsrejse i Grønland i dagene 9. – 16. juni 2006, hvor jeg den 15. juni havde besøg af David Walzer.
Med venlig hilsen
Søren Hald Møller