Uddannelsesudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

Frederiksberg d. 20. september 2006

 

 

Vedr.:           Det lovforberedende arbejde om dannelse af nye, flerfaglige professionshøjskoler

 

 

 

Kære medlemmer af uddannelsesudvalget

 

Vi retter henvendelse til Uddannelsesudvalget i forhåbning om, at I, i det lovforberedende arbejde, vil medvirke til, at regeringens mål om flerfaglighed forfølges i alle regioners professionshøjskoledannelser og at hovedstadsregionen ikke i den sammenhæng tillægges særstatus.

 

Med hovedstadsregionen som eneste undtagelse, har Undervisningsministeriet i øvrigt meldt et udkast til institutionsbillede ud for kommende regionale professionshøjskoler, der er flerfagligt. Målsætningen om flerfaglighed er i fuld overensstemmelse med regeringens udmeldinger på baggrund af drøftelserne i Globaliseringsrådet og med Undervisningsministeriets notat om ”Fremtidssikring af de professionsbaserede videregående uddannelser” fra 2. maj i år. Af sidstnævnte fremgår at ”Udvikling af de studerendes evner til at samarbejde på tværs af professioner forudsætter, at de uddannes i et fagligt miljø, hvor der uddannes til flere professioner.” (s. 6). Sammesteds anføres det som et problem ”..at størstedelen af CVU’erne uddanner til få professioner.”

 

Vi deler opfattelsen af, at et flerfagligt samarbejde mellem uddannelsesretninger rummer et uindfriet potentiale. Derfor undrer og bekymrer det os, at Undervisningsministeriet lægger op til, at princippet om flerfaglighed kan fraviges i hovedstadsregionen. Undervisningsministeriets anbefaling for hovedstadsregionen er, at der etableres to professionshøjskoler: En pædagogisk, der samler lærer- og pædagoguddannelserne og en ”rest”-professonshøjskole, hvor de øvrige uddannelser samles (ingenører, sygeplejersker, grafikere, ergoterapeuter, socialrådgivere, husholdningslærere mv.).

 

Det er vores vurdering at en pædagogisk professionshøjskole ikke blot efterlader målsætningen om flerfaglighed uindfriet, men også er hindrende for flere af de øvrige målsætninger, der ligger bag regeringens forslag til at ændre institutionsbilledet.

 

Den foreslåede konstruktion for hovedstaden, vil begrænse mulighederne for institutionelt at understøtte en ”Styrkelse af nyuddannede professionsbachelorers kompetencer til at tænke, samarbejde og arbejde på tværs af de traditionelle faglige områder og på tværs af den offentlige og private sektor” (ibid s. 3 – vores fremhævning) – to målsætninger, der ellers står helt centralt i regeringens udspil.

 

Ligeledes vil målsætningen om øget regional praksisforankring, hvor uddannelsesinstitutioner og praktikere i fællesskab søger ”..løsninger, hvor man tænker på tværs af eksisterende professioner og fagligheder” (ibid s. 6) blive kompromitteret.

 

Med dette brev håber vi, at det er lykkedes os at tydeliggøre vigtigheden af, at målet om flerfaglighed afspejles i professionshøjskoledannelser og at I, i Folketingets uddannelsesudvalg, vil sikre at tegningen af et fremtidigt institutionsbillede tager højde for dette.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lillian Nilsson /

Bestyrelsesformand for Frøbelseminariet

 

Annelise Molin /

Bestyrelsesformand for den Sociale Højskole i København

 

Jens Hall-Andersen /

Bestyrelsesformand for Frederiksberg Seminarium