Thisted, den 22.juni 2006.

Til partiernes uddannelsespolitiske ordførere

 

Høringssvar til udkast til bekendtgørelse om elevplaner i folkeskolen

 

Vi undrer os!                                                                  

Hvordan kan du med din grundtvigianske baggrund afskære os, elever, forældre og lærere fra samtalen, hvor vi i fællesskab og på ligeværdig vis fastlægger målene for vort fællesprojekt – at give eleverne det bedste afsæt til at håndtere udfordringerne i vort demokratiske samfund, hvor dialogen er forudsætningen for medspil, modspil, medleven og medansvar?

 

Vi er klar over, at tiden til samtalen i fremtiden erstattes af skriftlige statusopgørelser over elevernes faglige standpunkter og adfærd. Vi kommer på denne måde til at tingsliggøre eleverne med varedeklaration og kvalitetsstempel. Vi har ikke noget at udsætte på varedeklarationer som information til forbrugere, men forudsætningen for en målfastsættelse for eleverne i skolen er mødet mellem de involverede parter.

 

Det er vores indtryk, at forældrene sætter pris på vore skole-hjem-samtaler, hvor vi netop  målfastsætter. Har du informeret forældrene om, at kommunikationen fremover bliver skriftlig?

Vi, elever, forældre og lærere, har et fællesprojekt - elevens trivsel, dannelse og uddannelse.

Målsætningen for dette projekt kan kun finde sted ved, at parterne taler sig til rette og ikke skriver sig til rette. I samtalen/mødet kan vi tale os til en fælles forståelse af projektet og således undgå mystificering, dramatisering og misforståelser, som vi har erfaret opstår ved skrivelser. Dette er altødelæggende for gode, konstruktive samarbejdsrelationer mellem elever, forældre og lærere.

 

Betingelsen for gode beslutninger i vort fælles projekt er altså, at deltagerne udveksler holdninger og synspunkter, hvilket, ifølge vore erfaringer og efter vores overbevisning, finder de bedste vilkår via samtalen. Konkrete situationer fortæller med al tydelighed, at selv præcist udfærdigede meddelelser giver anledning til misforståelser og frustrationer med lange afklarende telefonsamtaler til følge.  

 

Vi uddannede os ikke til lærere for at blive i stand til at udfærdige certifikationsstandarder.

Vi uddannede os til, i den konstruktive dialog mellem elever, forældre og lærere, at sikre vore elever den bedste trivsel, dannelse og uddannelse.

 

Vi ser frem til en konstruktiv dialog med dig.

 

Med venlig hilsen

 

Linda Schulz, Tove Svendsen, Mette Lyhne, Annie Bendixen Tved, Susanne Lyders Hansen, og Lone Ladefoged, Svalegangen 2, 7700 Thisted.