20. Juni 2006

 

Til medlemmerne af Folketingets Uddannelsesudvalg og medlemmerne af Københavns borgerrepræsentation.

 

Skolebestyrelsen på Christianshavns skole i København er orienteret om, at der er bekendtgørelsesforslag i høring fra Undervisningsministeriet om, at der gældende fra skoleåret 2006/2007 skal indføres nye prøveformer i flere fag. Bekendtgørelsen med bilag forventes angiveligt udstedt pr. 1. august 2006.

 

Vi skriver derfor dette brev, da vi mildt sagt er forbløffede over, at der er planer om at indføre så gennemgribende ændringer for eleverne med så kort varsel og håber, at der er nogen i vores demokratiske system, der kan være behjælpelige med at standse dette.

 

Et af problemer i den forbindelse er efter vores opfattelse, at en del børn i flere år er blevet undervist med henblik på, at de skal til prøve under en given prøveform. Et eksempel er fransk, som eleverne starter med i 7. klasse for at gå til mundtlig eksamen i det efter 9. klasse. Ifølge den foreslåede ændring kan disse elever, der i vidt omfang har koncentreret deres indsats om mundtlig fransk, risikere at trække fransk som et skriftligt prøvefag uden at de har den tilstrækkelige tid til at forberede sig på dette, da 2 ud af 3 år allerede er gået.

 

På Christianshavns skole har vi heller ikke penge til at sende vores lærere på kurser i de nye prøveformer og den heraf afledte undervisning.            

Vi har heller ikke penge til de nye undervisningsmaterialer, som en skriftlig prøveform vil kræve, og vi har ikke liniefagsuddannede lærere, der kan undervise eller supervisere i de nye former.

 

Kort sagt insisterer vi på, at de nye prøveformer ikke gennemføres med så kort varsel, og mindst udskydes et par år, så en ordentlig planlægning samt den nødvendige ressourcetilførsel og videreuddannelse af lærerne har skabt forudsætning for, at lærerne kan undervise eleverne på en måde, der tager hensyn til de nye prøveformer og ikke mindst til eleverne.

Lærerne er ikke stået af endnu, men uden lærervejledninger, materialer og kurser kan de ikke gennemføre prøveforberedende undervisning.

                                                                                                                 

Med venlig hilsen

 

Anja Clausen

formand for Christianshavns skoles skolebestyrelse