Uddannelsesudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Den 23. maj 2006
J.nr. 4082.60Â Â [10.17]Â SL/sih/kft
Med kommunalreformen omstruktureres folkeskolens specialundervisning grundlæggende. Langt hovedparten af specialundervisningsopgaverne bliver kommunale. Store rokeringer og overleveringer er i vente med den usikkerhed og turbulens, som sådanne forandringer naturligt giver.
Derfor er der risiko for, at de erfaringer, viden og styrkelse af kvalitetsniveauet, der er opnået gennem KVIS-programmet, mistes. (KVIS-programmet: KValitet I Specialundervisningen blev iværksat i 2000 med henblik på at styrke kvaliteten i såvel den kommunale som den amtskommunale specialundervisning. KVIS-programmet er planlagt til at udløbe med udgangen af 2006).
Kommunerne har været ivrige efter at overtage en stor del af de amtslige opgaver. Det stiller særlige krav til at sikre overførslen af viden og ekspertise fra amter til kommuner. KL og Undervisningsministeriet har ikke kunnet finde et grundlag for at videreføre KVIS-portalen. Hermed risikerer et afgørende instrument til udbredelse af efteruddannelse, viden og erfaring at forsvinde – på det forkerte tidspunkt.
Der er simpelthen større behov for at videreføre KVIS-protalen end nogensinde før.
Undervisningsministeriet forestiller sig at lægge KVIS-portalen over på EMU’en – hjemmesiden med oplysning om uddannelse. Det vil ikke løse problemet. KVIS-portalen har netop sin værdi som vidensgenererende og med mulighed for erfaringsudveksling. Noget sådant gør sig ikke gældende på EMU’en, der udelukkende opsamler viden.
Vi vil derfor bede dig om at arbejde for, at KVIS-portalen videreføres. DSI står naturligvis til rådighed, hvis du har spørgsmål, eller ønsker et tættere samarbejde omkring dette. Du kan ringe til uddannelsespolitisk konsulent, Signe Højsteen på tlf.nr. 3638 8530 eller skrive på e-mail: [email protected].
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand