Undervisningsministeriet, den 2. maj 2006

 

Fremtidssikring af de professionsbaserede videregående uddannelser

 

1. Indledning

For at skabe øget velstand og høj beskæftigelse skal flere tage en videregående uddannelse. De danske virksomheder har brug for kompetencer på højt niveau for at klare sig i den internationale konkurrence. Den offentlige sektor har brug for dygtigere medarbejdere for at være effektiv og levere ydelser af høj kvalitet.

 

Regeringen har derfor sat som mål, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015 gennemfører en videregående uddannelse. Der skal således over de næste 10 år ske en stigning på godt 5 pct. point fra skønsmæssigt 44½ pct. i dag. Det svarer til, at cirka 3.400 flere unge ud af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015.

 

Det forudsætter attraktive videregående uddannelser på alle niveauer og i hele landet, så de unge har brede valgmuligheder ud fra ønsker, interesse og faglige forudsætninger, og således at de forskellige behov på arbejdsmarkedet dækkes. 

 

De korte videregående uddannelser og mellemlange professionsbacheloruddannelser har et klart erhvervssigte, og læringen sker i en vekselvirkning mellem teori og praktik. Det er attraktivt for unge, der lægger vægt på, at uddannelsen fører til beskæftigelse, og at læringen udspringer af teoriens møde med praksis. Mere end halvdelen af tilgangen af nye studerende finder således sted på regionale uddannelsesinstitutioner uden for de fire store universitetsbyer (Aalborg, Aarhus, København og Odense).

 

Faktaboks: Professionsbacheloruddannelser – lav ledighed, høj fuldførelse og stor tilgang ·         I 2003 var ledigheden (ikke aktiverede) 2,5 pct. for professionsbachelorer. Den tilsvarende ledighed var 3,5 pct. for universitetsbachelorer, 4,2 pct. for kandidatuddannelser og 4,6 pct. for korte videregÃ¥ende uddannelser ·         Fuldførelsesprocenten pÃ¥ professionsbacheloruddannelser var 76,3 pct. i 2003. Den tilsvarende fuldførelsesprocent var 66,3 pct. for universitetsbachelorer, 74,5 pct. for kandidatuddannelser og 67,1 pct. for korte videregÃ¥ende uddannelser. ·        18.690 studerende blev i 2003 optaget pÃ¥ en professionsbacheloruddannelse. Tilsvarende blev 15.749 studerende optaget pÃ¥ en universitetsbacheloruddannelse og 8.166 studerende pÃ¥ en kort videregÃ¥ende uddannelse.

 

Væksten i antallet af færdiguddannede forudsætter, at de korte videregående og professionsuddannelserne bliver mere attraktive i forhold til de unges ønsker om uddannelse og jobmuligheder. Det kræver institutioner, der kan bevare og videreudvikle uddannelsernes position som fremtidsrettede og attraktive uddannelser, der udbydes bredt i regionen. 

2. Hvordan styrker vi kvaliteten af de videregående uddannelser

Regeringen har i sin globaliseringsstrategi fremlagt sit forslag om en ny institutionsstruktur som ramme om fremtidens studiemiljøer på de mellemlange videregående uddannelser.

 

Regeringen ønsker at sikre et relevant og fleksibelt uddannelsesudbud af høj kvalitet, der kan tiltrække flere unge til de professionsbaserede videregående uddannelser, bedre og mere sammenhængende efter- og videreuddannelsesindsats og styrket udvikling af professioner, erhvervsliv og regioner.

 

Nyudvikling af uddannelsestilbudet i forhold til fremtidens behov

Med etablering af flerfaglige professionshøjskoler skabes det institutionelle grundlag for:

• Øget kvalitet og mulighed for specialisering.
• Udvikling af nye professionsbacheloruddannelser mÃ¥lrettet nye behov. Der skal udvikles nye professions- og praksisrettede uddannelser især mÃ¥lrettet det private erhvervsliv. Det kan være inden for medier, fødevarer, finansielle markeder, oplevelsesøkonomi mv.
• Styrkelse af nyuddannede professionsbachelorers kompetencer til at tænke, samarbejde og arbejde pÃ¥ tværs af de traditionelle faglige omrÃ¥der og pÃ¥ tværs af den offentlige og private sektor.

 

På en professionshøjskole er der bedre muligheder for at skabe faglige miljøer, hvor lærerne kan diskutere faglige problemstillinger og trække på hinandens erfaringer og viden. Det skaber mulighed for øget arbejdsdeling institutionerne imellem, således at den enkelte institution kan opbygge en faglig profil og fokusere udviklingsarbejdet og forskningstilknytningen.

 

For at styrke de tekniske og merkantile faglige miljøer på professionsbachelorniveau er det nødvendigt, at et mindre antal erhvervsskoler med et væsentligt udbud af korte videregående uddannelser inddrages i og videreudvikles i regi af de nye professionshøjskoler. Inddragelse af erhvervsskoler med videregående studiemiljøer er nødvendig for at have et tilstrækkeligt grundlag for at opbygge miljøer, der kan løfte udbud af tekniske og merkantile professionsbacheloruddannelser, og for at styrke de eksisterende tekniske og merkantile miljøer på de CVU’er, der indgår i de nye højskoler. Vitus Bering – CVU er et eksempel på, at samme institution udbyder både erhvervsuddannelser, HTX, HF, AMU og videregående uddannelser.

 

Styrket inddragelse og anvendelse af ny viden og forskningsresultater

Lærerne skal deltage systematisk i forsøgs- og udviklingsarbejde med offentlige og private virksomheder og samarbejde med forskningsinstitutioner. Der er større mulighed herfor i større institutioner, som kan fordele investeringer i viden på flere studenterårsværk. En samlet ledelse giver muligheder for at prioritere midlerne til udviklingsaktiviteter og opbygning af stærke faglige miljøer.

 

Større institutioner har også bedre muligheder for at kunne samle de fornødne investeringer i de faglige rammer for uddannelsen dvs. biblioteker, bygninger, avanceret udstyr, laboratoriefaciliteter, IT-systemer m.v., da de faste omkostninger bliver fordelt på flere studenterårsværk.

 

Sidst men ikke mindst kan stærke institutioner bedre fungere som attraktive og ligeværdige samarbejdspartnere i forhold til universiteter, forskningsinstitutioner, erhvervsliv m.fl. Etableringen af professionshøjskoler understøtter udviklingen af et mere tæt, ligeværdigt og forpligtende samarbejde mellem de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner og danske og udenlandske forskningsinstitutioner.

 

Oversigt: Fordele ved professionshøjskoler Større faglige miljøer og bedre rammer for udviklingsarbejde, forskningstilknytning og udvikling af videncentre. Et mere tæt, ligeværdigt og forpligtende samarbejde med danske og udenlandske forskningsinstitutioner. Grundlag for udvikling af nye professionsbacheloruddannelser målrettet nye behov herunder regionale behov. Fastholdelse og udvikling af attraktive studiemiljøer regionalt, der sikrer tilgang af studerende i hele landet. Stærkere regionale udviklingspartnere og portaler for uddannelse, efteruddannelse og viden. Bedre arbejdsdeling mellem institutionerne og klarere faglige profiler. Styrkelse af nyuddannede professionsbachelorers tværgående kompetencer.

Udvikling af de regionale uddannelsesmiljøer

Professionshøjskolerne bør bidrage til den fremtidige sikring af videregående uddannelse i hele landet ved at etablere moderne og attraktive uddannelsestilbud og –miljøer. Det er nødvendigt for at fastholde og tiltrække studerende.

 

Etableringen af attraktive studiemiljøer kan ske ved, at flere uddannelser i samme by flytter sammen (dog ikke nødvendigvis fysisk) og etablerer moderne fælles faciliteter (undervisningslokaler, bibliotek, IT-studiecenter, kantine, kollegier m.v.). 

 

At etablere særlige uddannelser f.eks. med specielle faglige kompetencer er også en måde at tiltrække studerende på. En professionshøjskole kan bedre understøtte udviklingen af attraktive uddannelsestilbud og har bedre forudsætninger for at skabe en satsning på nye områder. Der er brug for at samordne midlerne til udvikling af faglige miljøer og nye uddannelser. Der er brug for at styrke den regionale dækning og for at skabe samarbejder nationalt og internationalt, hvilket er nødvendigt for at udvikle særlige kompetencer. 

 

Professionshøjskolerne bliver regionalt forankrede. Det betyder, at de skal have en forpligtelse til at sikre attraktive uddannelsestilbud af høj kvalitet i regionen eller inden for et område af regionen til gavn for uddannelsessøgende, således at der sikres regional uddannelsesdækning. Professionshøjskolerne vil også være en stærk portal for uddannelse, efteruddannelse og videncenterfunktioner for offentlige og private virksomheder regionalt. De vil være en vigtig medspiller i forhold til de regionale vækstfora og formulering og implementering af regionale vækststrategier.

 

Etableringen af professionshøjskolerne sker gennem en juridisk og ledelsesmæssig samling af flere institutioner. Det indebærer ikke i sig selv, at der bliver færre uddannelsessteder eller en mindre spredning af videregående uddannelse, men institutionerne vil ikke i samme grad som tidligere være konstitueret af en bygning, men af et uddannelsesmiljø, som internt er organiseret med en række lokale afdelinger til hovedinstitutionen, og som sammen med andre uddannelsesinstitutioner indgår i én sammenhængende og fleksibel regional infrastruktur.

 

 

 

 

 

3. Udfordringer og problemer i den mellemlange videregående institutionsstruktur

I det følgende gennemgås de udfordringer og problemer i den nuværende institutionsstruktur på professionsbachelorområdet.

 

Manglende grundlag for nyudvikling af uddannelsestilbudet i forhold til fremtidens behov

Institutionsstrukturen på professionsbachelorområdet giver svage forudsætninger for at nyudvikle uddannelsestilbudet i forhold til de nuværende og fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Disse er:

• Øget kvalitet og mulighed for specialisering
• Bredere kompetenceprofiler

·        Opblødning af grænserne mellem offentligt og privat

• Samarbejde mellem faggrupper pÃ¥ arbejdsmarkedet
• Flere professionsbachelorer mÃ¥lrettet det private erhvervsliv.

 

 

Øget kvalitet og mulighed for specialisering

Der stilles stadig højere krav til de færdiguddannede professionsbachelorers viden og kompetencer. Uddannelserne skal være brede, så de studerende kvalificerer sig til en mangfoldighed af jobfunktioner samtidig med, at de har mulighed for at specialisere sig. I dag foregår undervisningen mange steder i smalle faglige miljøer med relativt få studerende, og den enkelte institution har svært ved at udvikle og tilbyde de studerende muligheder for at specialisere sig. Et eksempel er læreruddannelsen, hvor større institutioner er en forudsætning for at kunne tilbyde lærerstuderende muligheder for større faglig og fagdidaktisk fordybelse inden for alle fag. Også pædagogstuderende har brug for et solidt kendskab til specifikke fagområder, der grænser op til den profession, de skal virke i.

 

Bredere kompetenceprofiler

Mange uddannelser er i dag præget af en monofaglig selvforståelse. Der efterspørges i stigende grad nyuddannede med en bredere kompetenceprofil og kompetencer, der går på tværs af de traditionelle faglige områder. Den brede kompetenceprofil forudsætter også høj faglighed i de enkelte kompetencer. Diplomingeniøruddannelserne viser behovet for, at professionsbacheloruddannelser udbydes på institutioner med brede faglige miljøer. Analyser viser, at arbejdsmarkedet i dag efterspørger ingeniører, der udover at have stærke teknisk-faglige kvalifikationer også har erhvervsøkonomiske og kommunikative kvalifikationer og kan samarbejde på tværs og fungere som projektleder. Det forudsætter, at udviklingen af de eksisterende og nye ingeniøruddannelser sker på institutioner, der ikke kun er fagligt stærke på det tekniske område.  

 

Opblødning af grænserne mellem offentligt og privat

Det offentlige og private arbejdsmarked er mindre opdelt end tidligere. De, der uddannes til en profession på det offentlige arbejdsmarked, skal i stigende grad have viden om og kompetencer til at begå sig på det private arbejdsmarked. Sygeplejersker skal begå sig på et arbejdsmarked med privathospitaler, private sundhedsydelser m.v. Socialrådgivere skal samarbejde tættere med erhvervskontorer for at øge beskæftigelsen. Lærere skal kunne undervise i iværksætteri osv. Det er en svaghed ved institutionsstrukturen, at der hovedsageligt uddannes professionsbachelorer til det offentlige arbejdsmarked. 73 pct. af dem, der har en mellemlang videregående uddannelse, er ansat i den offentlige sektor.

 

Samarbejde mellem faggrupper på arbejdsmarkedet

Opgaverne i både den offentlige og private sektor er karakteriseret ved stigende kompleksitet. Der kræves løsninger, hvor man tænker på tværs af eksisterende professioner og fagligheder. Konkret kommer det til udtryk i offentlige og private virksomheder, hvor eksempelvis projektorganisering anvendes, når opgaver skal løses på tværs af organisationen. Udvikling af de studerendes evner til at samarbejde på tværs af professioner forudsætter, at de uddannes i et fagligt miljø, hvor der uddannes til flere professioner. Det er et problem, at der fortsat er 22 enkeltstående MVU-institutioner, hvor der kun uddannes til én profession, og at størstedelen af CVU’erne uddanner til få professioner.

 

Flere professionsbachelorer målrettet det private erhvervsliv.

Der forventes stigende efterspørgsel på det private arbejdsmarked efter professionsbachelor-uddannelser med blandt andet erhvervsøkonomiske kompetencer. Det gælder for eksempel inden for områder som finansielle markeder, finansiering, økonomi, regnskab, markedsføring og økonomistyring. Der er i dag få og små faglige miljøer på CVU’erne inden for det erhvervsøkonomiske område. I sommeren 2005 blev der kun optaget 62 studerende på erhvervsøkonomiske professionsbacheloruddannelser på to CVU’er. Der er i dag således ikke en erhvervsøkonomisk pendant til diplomingeniøruddannelsen, der har en stor betydning på arbejdsmarkedet. 70 pct. af ingeniørerne i industrien har således en diplomingeniørbaggrund. Erfaringen er også, at det stort set alene er på diplomingeniørområdet, at der er udviklet nye professionsbacheloruddannelser rettet mod det private erhvervsliv. 

 

Fraværet af merkantile professionsbacheloruddannelser indebærer blandt andet, at der er få udviklings- og professionsbaserede videreuddannelsesmuligheder for den gruppe af unge, der har taget en kort videregående uddannelse og har lysten og evnerne til at læse videre.

 

Styrket inddragelse og anvendelse af ny viden og forskningsresultater

Nye forskningsresultater skal hurtigere og bedre finde vej til skolernes hverdag og virksomhederne. Forskning og praksis skal bindes bedre sammen. Målet med professionsbachelortitlen og dannelsen af CVU’er har derfor også været, at der skal skabes bedre mulighed for inddragelse og anvendelse af ny viden i undervisningen. Begreberne forskningstilknytning, udviklingsbasering og professionsbasering blev introduceret til at karakterisere videnniveauet i professionsbacheloruddannelser og CVU’ernes rolle som regionale videninstitutioner. University College akkrediteringerne viser, at der er opnået resultater i forhold til styrkelse af lærernes faglige niveau, forskningstilknytning, undervisernes deltagelse i udviklingsarbejde og udvikling af CVU’ernes videncenterfunktion m.v. CVU’erne er generelt blevet mere udviklingsorienterede institutioner.

 

Selvom der er skabt en faglig udvikling, er det ikke nok. Inden for det pædagogiske område konkluderede OECD i rapporten ”National Review on Educational Research and Development” (2004) bl.a., at koblingen mellem forskning og praksis er svag, og at forskningstilknytningen ikke er tilstrækkelig systematisk. Meget tyder på, at dette gælder generelt for de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, og at lærerne ikke i tilstrækkeligt omfang deltager i aktiviteter inden for forsøgs- og udviklingsarbejde i relation til erhvervslivet/professionen. Det betyder, at lærernes viden om den seneste teknologiske udvikling, arbejdsorganisering og kompetencekrav på arbejdsmarkedet ikke altid er ajourført, og at undervisningen ikke altid er baseret på den nyeste viden. Det betyder også, at der ikke er et systematisk samarbejde mellem professionerne, forskningsinstitutionerne og uddannelsesinstitutionerne, der kan bidrage til kvalitetsudvikling i den offentlige sektor, f.eks. folkeskolen, eller innovation i virksomheder, f.eks. i de små og mellemstore virksomheder.

 

En række faktorer har betydning for, at der sker en styrket inddragelse og anvendelse af ny viden og forskningsresultater i professionsbacheloruddannelserne og etableres et mere systematisk samarbejde mellem professioner, forskningsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner. Institutionsstrukturen for de mellemlange videregående uddannelser er én faktor. Udfordringerne i den nuværende institutionsstruktur er:

• Størrelsen af de faglige miljøer
• Kravene til rammerne

• VilkÃ¥rene for samarbejde og koordination

 

Størrelsen af de faglige miljøer

En række professionsbacheloruddannelser udbydes i små og smalle faglige miljøer. Et eksempel er lærer- og pædagoguddannelserne, der udbydes på 18 henholdsvis 32 uddannelsessteder, hvoraf langt de fleste indgår i et CVU. Det mindste lærerseminarium har et årligt optag på 107 studerende og udbyder og opretter linjefagsundervisning inden for så godt som alle af de 19 linjefag. Det indebærer, at de faglige miljøer ofte er små, fleksibiliteten ringe og mulighederne for at optimere holdstørrelser vanskelig. På de små seminarier lader det sig for eksempel gøre at udbyde og oprette linjefagsundervisning inden for så godt som alle fag ved i udstrakt grad at tilrettelægge linjefagsundervisningen på linjefagshold, som er fælles for flere årgange. For den enkelte studerende betyder det, at ønsker til linjefagsvalg kun kan efterkommes på et bestemt tidspunkt og i en bestemt rækkefølge undervejs i studiet, da nye hold f.eks. kun oprettes hvert 2. eller 3. år. På små og faglige miljøer er der ofte én eller få lærere inden for det samme faglige område. Dette hindrer den specialisering, der er nødvendig med den øgede videnmængde. 

 

Med regeringens ønsker om en reform af læreruddannelsen med mulighed for faglig specialisering, aldersspecialisering i dansk og matematik og færre og større linjefag bliver behovet for øget samarbejde og arbejdsdeling læreruddannelsesinstitutionerne imellem større, således at den enkelte institution kan opbygge en faglig profil inden for liniefagene, fokusere institutionens udviklingsarbejde og forskningstilknytning og skabe en profil, som kan tiltrække flere kvalificerede studerende og undervisere.

 

Kravene til de faglige rammer

For at understøtte undervisningen er uddannelsesinstitutionen nødt til at have de ordentlige faglige rammer. Der kan f.eks. være adgang til international såvel som national elektronisk information i form af videnskabelige tidsskrifter og databaser gennem indkøb af licenser, og et udbygget uddannelsesbibliotek. Der kan evt. investeres i opbygning af videncentre og læringsrum (fysiske som virtuelle), og der skal udvikles e-læringsprodukter og systemer, der synliggør og giver adgang til resultaterne af institutionens udviklingsarbejde. Det er krav, som små og mindre institutioner vanskeligt kan opfylde. Udviklingsmidlerne bliver for små, og udviklingsindsatsen for spredt og ustruktureret. Kun større institutioner med en stor volumen af studerende kan samle og afsætte væsentlige midler til udvikling og skabe en sammenhængende og struktureret udviklingsindsats til gavn for hele institutionen. 

 

Vilkårene for samarbejde og koordination

Det store antal institutioner med mellemlange videregående uddannelser indebærer i sig selv udfordringer. For et universitet kan det være svært at overskue at skulle indgå aftaler og have et tæt og løbende samarbejde med et stort antal institutioner om forskningstilknytning. For institutionerne kan det være svært at koordinere, hvem der skal opbygge spydspidskompetencer inden for afgrænsede områder. Det indebærer en risiko for, at midlerne anvendes til at opbygge et stort antal miljøer, hvor ingen bliver tilstrækkeligt stærke.

 

Færre store institutioner giver bedre mulighed for systematisk forskningstilknytning, samler kræfterne i solide faglige miljøer og skaber bedre mulighed for arbejdsdeling om udvikling af spydspidskompetencer.

 

Udvikling af de regionale uddannelsesmiljøer

En stigende andel af de studerende vælger at læse i de fire store universitetsbyer: Aalborg, Aarhus, København og Odense. Institutioner uden for de større byer har sværere ved at tiltrække studerende. Få studerende betyder færre ressourcer til at skabe kvalitet i uddannelsen og et attraktivt studiemiljø, der kan holde fast på de studerende. Det kan indebære en negativ spiral for små institutioner. For det offentlige og private arbejdsmarked uden for de store universitetsbyer kan det medføre mangel på arbejdskraft.

 

Hvis det fortsat skal være muligt at tage en videregående uddannelse i hele landet, og dermed for de unge for at bo og studere i deres hjemby, forudsætter det, at uddannelsestilbudene og de omgivelser, hvor uddannelserne finder sted, udgør et attraktivt alternativ for de unge. En styrkelse af professionsbacheloruddannelserne har også en regionalpolitisk begrundelse. I 2003 fandt 87 pct. af tilgangen til de lange videregående uddannelser sted i de fire store universitetsbyer. Det tilsvarende tal var 67 pct. for de mellemlange videregående uddannelser generelt, 49 pct. for de korte videregående uddannelser og 43 pct. for professionsbacheloruddannelserne.

 

En institutionsstruktur med mange små institutioner kan gøre det være svært at skabe attraktive uddannelsestilbud og sikre professionsbacheloruddannelsernes gennemslagskraft i et videregående uddannelsessystem præget af stigende konkurrence fra andre uddannelsestilbud særligt i universitetsbyerne.

 

 

4. Organiseringen af professionshøjskoler

Professionshøjskolerne organiseres, så de afspejler det omgivende samfunds interesser, understøtter faglig udvikling, og så der ikke skabes bureaukrati med for mange ledelsesniveauer og koordineringsopgaver.

 

Hvordan den enkelte professionshøjskole organiseres, må tage udgangspunkt i institutionens konkrete situation. Generelt må professionshøjskolerne imidlertid organiseres, så de ligesom universiteterne har en stærk ledelse med en optimal beslutningsevne. Det indebærer, at der etableres én enstrenget ledelsesstruktur med entydig kompetence til bestyrelse og leder, dvs. at der ikke oprettes studiebestyrelser, som de kendes fra CVU'erne. En undersøgelse har vist, at der undertiden ikke eksisterer en tilstrækkelig klar ansvars- og rollefordeling samt fælles målopfattelser mellem CVU-bestyrelserne og studiebestyrelserne. Det er et problem, da en kompetent og handlekraftigt ledelse er afgørende for, at institutionen kan realisere de uddannelsespolitiske intentioner, herunder agere effektivt i et komplekst felt af interesser.

 

I en énstrenget ledelsesstruktur har bestyrelsen det overordnede ansvar for professionshøjskolen og fastlægger rammerne for aktivitet og organisering. Bestyrelsen indgår en udviklingskontrakt med undervisningsministeren og har ansvaret for målsætning og strategi. Bestyrelsen består af 6-10 medlemmer og sammensættes således, at flertallet er udefrakommende. I den samlede bestyrelsesprofil skal indgå uddannelsesfaglig kompetence, erfaring med ledelse, organisation og økonomi samt viden om behovet for uddannelse, herunder personer med ansættelse i private og offentlige virksomheder. Hertil kommer repræsentation for de ansatte og eleverne.

 

Den daglige ledelse af en højskole for videregående uddannelse varetages af en rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat. Rektor ansættes af bestyrelsen.

 

I fastlæggelsen af den enkelte professionshøjskoles organisering kunne der være mulighed for, at

bestyrelsen nedsætter et repræsentantskab, der høres og kan udtale sig om væsentlige spørgsmål vedrørende højskolens virksomhed.

 

Til at rådgive bestyrelse og rektor om uddannelsernes indhold og kvalitet, herunder udarbejde udkast til studieordninger, nedsættes faglige udvalg. Udvalgene skal knytte kontakten til arbejdsmarkedet og have indsigt i sikring og udvikling af uddannelseskvaliteten.

 

Når professionshøjskolen rummer uddannelser inden for flere faglige områder, vil professionshøjskolen kunne organiseres i faglige hovedområder eller fakulteter, der kan sikre de enkelte fagligheder.