Åbent brev til Undervisningsminister Bertel Haarder I anledning af regeringens beslutning om at al eksamination fremover skal foregå individuelt, finder vi det nødvendigt at påpege en række af de særdeles alvorlige konsekvenser, som beslutningen har for social - og sundhedsuddannelserne. Arbejdsmarkedet har ændret sig.   Det er i dag helt almindeligt, at den enkelte social– og sundhedsmedarbejder, sammen med sit team, tilrettelægger arbejdsprocesser, finder nye løsninger i fællesskab og dermed bidrager   til udviklingen af både kvalitet og produktivitet. Disse ændrede arbejdsformer skal uddannelserne naturligvis modsvare, så vi kan klæde fremtidens medarbejdere bedst muligt på. Fra lovgivers side er der da også lagt op til, at social  - og sundhedsuddannelserne skal vægte udviklingen af de personlige og sociale kompetencer sideløbende med de faglige. Det ser vi som et stærkt signal om, at    de sociale kompetencer er vigtige i det arbejdsliv, eleverne efterfølgende skal tage del i . Kompetencer som evnen til at samarbejde og løse problemer i et team er i dag så vigtige en del af en moderne social– og sundhedsmedarbejders profil, at udviklingen af disse kompetencer helt naturligt fylder meget i uddannelserne. I projektarbejdsformen træner   eleverne deres sociale kompetencer – en arbejdsform også eleverne er glade for. Det er denne vigtige og udviklende arbejdsform, som er i fare med det nye forslag. Hvis eleverne ikke længere kan gå til eksamen sammen i et fælles produkt, vil selve gruppearbejdsformen miste sin betydning. Det er altså  ikke kun gruppeeksamen, der er i fare men også  gruppearbejdet og alle dets kvaliteter - det ville efter vores overbevisning være en forringelse af uddannelsen. For hvad skal så ruste eleverne til de samarbejdsformer, de utvivlsomt v il møde på deres kommende arbejdspladser? En gruppeprøve er en enestående eksamensform, hvor elevernes udover deres fagfaglighed også kan demonstrere deres samarbejdskompetencer. Vi har altid nøje balanceret mellem forskellige prøveformer, som afspejler  de forskellige læringsformer, vi arbejder med. Muligheden for gruppeeksamen er én af dem. I samme åndedrag er det vigtigt, at gøre opmærksom på, at de elever som vælger at gå til eksamen i en gruppe, altid er blevet bedømt individuelt. Vi har stor tillid t il, at eksaminator og censor er i stand til at differentiere mellem eleverne. Det er derfor en stor skuffelse at konstatere, at der med regeringens bastante påbud om udelukkende at anvende individuel eksamen, er sat en barriere ind, som helt tydeligt forringer uddannelserne. I håb om at ministeren og regeringen vil overveje at fjerne hindringen for tidssvarende arbejdsformer og eksamensformer i social- og sundhedsuddannelserne. Venlig hilsen Inger Margrethe Jensen Formand for Sammenslutningen af ledere ved social- og sundhedsuddannelserne