Udklip fra Sjællandske 3 december 2005.

 

 

 

KORSØR: Kommunen sparer 12 millioner kroner til efteruddannelse ved at bruge vikarer med løntilskud.

 

Ledige skal undervise

 

 

Af Per Seyffart

 

Fra næste skoleår kommer elever i Korsørs folkeskoler til at modtage undervisning fra ingeniører, gymnasielærere, sygeplejersker og ledige fra mange andre erhvervsgrupper - hvis alt går vel.

Kommunens folkeskolelærere vil fra efteråret 2006 gå i gang med den mest omfattende og længe ventede efteruddannelse i Korsørs historie. Samtlige lærere kommer tre måneder på skolebænken for at blive opdateret fagligt.

Lærerne bliver gruppevis sendt af sted på efteruddannelse, og i denne periode - sammenlagt over et år - skal kommunen og finde vikarer.

- Og da det er så godt som umuligt at finde uddannede ledige lærere, har vi med accept fra Slagelseegnens Lærekreds fået lavet en ordning, hvor vi i samarbejde med Arbejdsformidlingen finder egnede kandidater til at besætte vikarstillingerne, siger kommunens skole- og institutionschef, Erik Werner Hansen.

- Først får de kommende vikarer et kursus i foråret, så de kan få en tilstrækkelig faglig og pædagogisk ballast til at undervise med. Og fra efteråret vil de så kunne undervise - i starten med en uddannet lærer som mentor - altså en person, som følger og vejleder vikarerne, uddyber Erik Werner Hansen.

 

Millioner at spare

Det særlige i samarbejdet med AF er, at der gives løntilskud til de over 30 vikarer, som kommunen får brug for.

Oprindelig vil efteruddannelsesprojektet have kostet 12-14 millioner kroner, men med løntilskuddet fra AF og det Regionale Arbejdsmarkedsråd ender slutprisen på blot 1.8 millioner kroner.

- Det er jo gevaldigt meget, vi får for pengene, og vi må nok se i øjnene, at uden løntilskuddet, så ville kommunen aldrig have haft råd til et efteruddannelsesprojekt af en sådan størrelse, vurderer Erik Werner Hansen.

Et særligt element i projektet er, at vikarerne ikke bliver ansat af de enkelte skoler, men af et ansættelsesudvalg, der er nedsat til formålet. <>

 

02. December 2005 21:50