Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København k

 

Dato   25. september 2006

J. nr.           109-14

Deres ref.

  

 

Vedr.: Forslag til lov om ændring af færdselsloven (modulvogntog)

Med henblik på at tilvejebringe de juridiske forudsætninger for at tillade kørsel med de typer af modulvogntog som kendes i dag har Transport- og Energiministeriet sat en ændring af færdselsloven på lovprogrammet 2006-07.

./.

 
Til orientering fremsendes forslag til lov om ændring af færdselsloven (modulvogntog) samt et resumé af lovforslaget og et notat om lovforslagets hovedindhold.

Færdselsloven tillader i dag kun tilkobling af ét påhængskøretøj til en bil. Forslaget giver hjemmel til at tillade nye sammensætninger af vogntog med et eller to påhængskøretøjer, på en sådan måde at den samlede vogntogslængde og dermed kapaciteten øges. Konkret forøges den maksimale tilladte længde for påhængsvogntog fra 18,75 m til 25,25 m, og den højst tilladte vogntogsvægt øges fra de nuværende 48 tons til 60 tons.

 

Det bemærkes, at vedtagelse af forslaget i sig selv ikke medfører indførelse af modulvogntog, men alene giver transport- og energiministeren en hjemmel til dette og dermed også en hjemmel til at iværksætte forsøg, når finansieringen af de nødvendige anlægsarbejder er tilvejebragt. Lovforslaget indebærer således ikke omkostninger for staten, men giver mulighed for, at der kan tillades kørsel med modulvogntog, såfremt der er politisk ønske herom.

 

Færdselsstyrelsen har sendt lovforslaget i teknisk høring. Høringsfristen var den 13. september. Færdselsstyrelsen har samtidig gjort opmærksom på, at der endnu ikke er taget endelig politisk stilling til lovforslagets indhold. Færdselsstyrelsen har desuden sendt lovforslaget til lovteknisk gennemgang i Justitsministeriet samt til høring i Finansministeriet. Finansministeriet har ikke bemærkninger til lovforslaget. Justitsministeriets eventuelle bemærkninger vil foreligge først i den kommende uge.

 

Jeg kan oplyse, at det er min hensigt, at fremsætte lovforslaget i åbningsugen for det nye folketingsår.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen