Folketingets Trafikudvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Dato 27.  juni 2006

J. nr.           514-000020

Deres ref.

  

 

Hastighedsnedsættelser på jernbanen i Vendsyssel

I sidste halvdel af maj blev jeg af Banedanmark orienteret om, at man forventede at måtte indføre en generel hastighedsnedsættelse på strækningen mellem Aalborg og Frederikshavn fra 120 km/t til 80 km/t fra køreplansskiftet 8. januar 2007.  

Banedanmarks overvejelser om hastighedsnedsættelser skyldtes banens tilstand. Banedanmark har i løbet af uge 24 gennemført et liniesyn på strækningen for at få et mere præcist overblik over tilstanden.

Efter gennemført liniesyn er det Banedanmarks vurdering, at man gennem en målrettet og intensiveret vedligeholdelsesindsats kan opretholde den nuværende strækningshastighed på 120 km/t, herunder afvikling af de eksisterende hastighedsreduktioner. Det er Banedanmarks vurdering, at det nødvendige intensiverede vedligehold vil beløbe sig til ca. 10 mio.  kr.  fordelt over 2006 og 2007.

Der er nu besluttet, at allokere de fornødne midler, så vedligeholdelsesarbejderne kan iværksættes allerede i indeværende år. Dette betyder, at en generel hastighedsnedsættelse til 80 km/t undgås.

Til trods for den besluttede ekstra vedligeholdsindsats vil der på grund af skinnernes høje alder (ca. 40 år) dog fortsat være risiko for lokale hastighedsnedsættelser. Herudover vil der på dage med høje varmegrader være risiko for dannelse af solkurver, hvilket vil nødvendiggøre at hastigheden midlertidigt og lokalt må nedsættes til 80 km/t.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen