-----Oprindelig meddelelse-----
Fra: Transport- og Energiministeriet [mailto:[email protected]]
Sendt: 30. januar 2006 07:04
Emne: Abonnementbesked fra Transport- og Energiministeriet - Fælles dansk-tysk
miljøhøring vedr. en fast forbindelse over Femern Bælt
Der er lagt en nyhed op på Transport- og Energiministeriets hjemmeside.
Nyheden er blevet tildelt følgende kategorier:
* Faste forbindelser
* Ministeren/Departementet
Nyheden vises nedenfor:
________________________________________________
Fælles dansk-tysk miljøhøring vedr. en fast forbindelse over Femern Bælt
I dag offentliggøres en fælles dansk-tysk miljøkonsultationsrapport "Femern Bælt
forbindelsen og miljøet". Rapporten belyser de miljømæssige forhold vedrørende en
fast forbindelse over Femern Bælt og danner baggrund for en fælles dansk-tysk
offentlig høring om miljøspørgsmålene i relation til en fast forbindelse over
Femern Bælt. Høringen løber frem til 13. marts 2006.
Miljøkonsultationsrapporten redegør for den miljømæssige viden vedrørende såvel
kyst-til-kyst delen af en fast forbindelse over Femern Bælt som de tilhørende
landanlæg i Danmark og Tyskland.
For kyst-til-kyst anlægget viser rapporten bl.a., at de midlertidige miljømæssige
påvirkninger, der kan være af flora og fauna på havbunden i anlægsfasen, vil have
et relativt begrænset omfang. Påvirkningen kan desuden minimeres gennem omhyggelig
planlægning og kontrol.
Hverken i anlægs- eller driftsfasen forventes en fast forbindelse over Femern Bælt
at påvirke fugleforekomsterne i området væsentligt. Risikoen for at anlægsarbejdet
vil påvirke ynglende fugle i området anses for at være lille. Det skyldes, at de
vigtigste yngleområder ligger i stor afstand fra anlægsområdet.
Påvirkning af vandgennemstrømningen i Femern Bælt fra en fast forbindelse vurderes
på det foreliggende grundlag, at blive lille og uden væsentlig betydning for
miljøforholdene i Femern Bælt og i Østersøen. Effekterne forventes at være små
sammenlignet med årsvariationer og de forventede langsigtede forandringer
forårsaget af klimaændringer m.v. Den lave effekt skyldes bl.a. de bestræbelser der
allerede i arbejdet med det foreløbige design er gjort for at mindske de fysiske
anlægs indflydelse på vandgennemstrømningen. Dette er bl.a. sket ved at strømline
konstruktionerne og reducere antallet af bropiller m.v.
Da en fast forbindelse over Femern Bælt forventes at erstatte den energitunge
færgefart, vil en fast forbindelse, på trods af øget trafik, både umiddelbart efter
åbningen og på langt sigt medføre en mindsket udledning af skadelige stoffer. CO2-
udledningen forventes således i 2040 reduceret med hvad der svarer til den
nuværende årlige CO2-udledning fra cirka 20.000 personers forbrug.