Talepapir til samråd i Trafikudvalget om sikkerheden i Banedanmark, spørgsmål D (19. januar 2006)

Samrådsspørgsmål: Hvad er årsagen til, at Trafikstyrelsens tilsyn med Banedanmark blev forsinket i 2005, og ville man have kunnet undgå de massive problemer på skinnenettet i sommeren 2005, hvis et tilsyn i foråret havde ført til yderligere bevillinger til vedligeholdelse?

Indledning

Trafikudvalget har også bedt mig om at redegøre for årsagen til, at Trafikstyrelsens tilsyn med Banedanmark blev forsinket i 2005, og om man ville kunne have undgået problemerne på skinnenettet i efteråret, hvis Banedanmark havde brugt flere penge til vedligeholdelse allerede fra foråret 05.

Trafikstyrelsen har oplyst mig om, at det er korrekt at man i forsommeren 2005 planlagde at gennemføre et tilsyn med Banedanmarks vedligeholdelsesorganisation.

Tilsynets formål var blandt andet at føre tilsyn med Banedanmarks interne tilsyn og registrering af vedligeholdelse af infrastrukturen. Tilsynet skulle således vurdere Banedanmarks procedurer og forretningsgange for analyse og information om forhold vedrørende tilstanden af infrastrukturen.

Tilsynet var af Trafikstyrelsen varslet til den 22. og 23. juni 2005.

Da Banedanmark havde besluttet at ændre sin sikkerhedsorganisation med virkning fra den 1. juli 2005 blev tilsynet efter ansøgning fra Banedanmark udsat til september 2005.

Det planlagte tilsyn var som nævnt tilrettelagt for at vurdere de forretningsgange og beslutningsprocesser Banedanmark havde etableret i forbindelse med vedligehold af infrastrukturen. Tilsynet var således ikke en egentlig undersøgelse af skinnernes faktiske tilstand.

Som jeg allerede har været inde på, er det den enkelte infrastrukturforvalters – her Banedanmarks - ansvar at have overblik over skinnernes tilstand, mens Trafikstyrelsen skal tilse, at virksomhederne har etableret de procedurer og forretningsgange, der sikrer dette overblik.

Da Banedanmark nedsatte hastigheden på strækningen København – Århus den 19. august 2005, påbegyndte Trafikstyrelsen samme dag et tilsyn, der specifikt skulle skabe klarhed over årsagerne til denne hastighedsnedsættelse.

Som bekendt var den direkte anledning til hastighedsnedsættelserne i august Banedanmarks egne analyser af målinger, der var gennemført i perioden 13. til 18. juni 2005.

Jeg vurderer det ikke som sandsynligt, at det planlagte tilsyn den 22. og 23. juni 2005, som var kort tid efter målingernes gennemførelse ville have klarlagt problemet, idet Banedanmark ikke på dette tidspunkt under normale omstændigheder ville have haft mulighed for at analysere resultaterne.

Hvis problemet alligevel var blevet opdaget ville resultatet have været det samme, nemlig at hastigheden på strækningen var blevet nedsat.

Det er således min vurdering, at gennemførelsen af tilsynet ikke kunne have forhindret de problemer, der blev konstateret med skinnenettet sidste sommer.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt et tilsyn i foråret ville have ført til yderligere bevillinger til vedligeholdelse, må jeg understrege, at det planlagte tilsyn fra Trafikstyrelsen i juni vedrørte forretningsgange og beslutningsprocesser, som Banedanmark havde etableret i forbindelse med vedligehold og fornyelse af infrastrukturen. Tilsynet gik altså ikke på skinnernes tilstand.

Hvis Trafikstyrelsen havde gennemført tilsynet som planlagt, ville selve tilsynet ikke have ført til, at man havde konstateret problemer med skinnernes tilstand.

Tilsynets formål var at undersøge, om Banedanmark lever op til de krav, der er stillet i forhold til sikkerhedscertificeringen, og om der eksisterer tilstrækkelige processer og procedurer til at styre virksomheden forsvarligt.

Hvis vi forestiller os, at tilsynets formål havde været at bedømme skinnernes tilstand, så tror jeg ikke, at situationen havde stillet sig meget anderledes. Selvom det måske tidligere end det nu blev tilfældet, kunne have afsløret skinnernes tilstand, så må jeg fastholde, at tildelingen af ekstra midler til vedligeholdelse af skinnerne altid bør ske på et sagligt udarbejdet grundlag, hvor behovet for vedligeholdelse dokumenteres og hvor indsatsområderne prioriteres.

Departementet og Banedanmark har som nævnt nu iværksat et arbejde, der skal levere et ordentligt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag til genforhandling af Trafikaftalen 2007 – 2014. Det er min forventning, at dette arbejde vil give de politiske beslutningstagere det fornødne grundlag til at kunne træffe beslutning om yderligere bevillinger til skinnerne og de øvrige infrastrukturelementer.

Jeg må i øvrigt tilføje, at udviklingen i skinnernes tilstand ikke er en pludseligt opstået situation, men desværre er et resultat af en løbende udvikling over de sidste ca. 30 år, hvor investeringerne i den statslige jernbaneinfrastruktur simpelthen ikke har været tilstrækkelige i forhold til vedligeholdelsesbehovet. Det er indenfor det sidste års tid, at resultatet af denne underinvestering for alvor er blevet synlig og har fået opmærksomhed i offentligheden. Men jeg må understrege, at ansvaret for at denne situation er opstået ikke alene er denne regerings.