2. december 2005
Tillægsaftale mellem regeringen og Københavns Kommune til principaftale om etablering af
Cityring mv.: Principaftale om vejforbindelse (med tunnel) mellem Nordhavn og
Helsingørmotorvejen, planmæssige forhold og grundskyld
Københavns Kommune og regeringen ønsker, at den igangværende byudvikling i Københavns Havn
A/S styrkes, og at Nordhavnen udvikles med bolig- og erhvervsbyggeri. Det forudsætter bedre
tilkørselsforhold til og fra området og et nyt plangrundlag.
Vejforbindelse (med tunnel) mellem Nordhavn og Helsingørmotorvejen
Københavns Kommune anlægger en vejforbindelse (med tunnel) mellem Helsingørmotorvejen og
Nordhavnsområdet med en kapacitet og udformning, der muliggør udvikling af minimum 400.000
etagemeter i Århusgadeområdet i fra 2008 og 200.000 etagemeter i Ydre Nordhavn (nord for
Århusgade-området) fra 2015, jf. nedenfor. Som bygherre for vejforbindelsen kompenserer
Københavns Kommune togtrafikken for gener i anlægsperioden. Nutidsværdien af den samlede
anlægsudgift skønnes til ca. 1,7 mia. kr.
Vejforbindelsen mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavnsområdet er en forudsætning for
værdiskabelsen i Nordhavnen. Derfor vil det nye arealudviklingsselskab yde et tilskud på 700 mio. kr. til
vejforbindelsen. Tilskuddet finansieres dels ved udvikling af attraktiv erhvervs- og boligbebyggelse i
Ydre Nordhavn, dels ved at staten indskyder den tidligere Rigsarkivgrund i Ørestad Nord og et
kontanttilskud på 100 mio. kr. i det nye arealudviklingsselskab. Den samlede nutidsværdi (netto) af de
udviklede arealer m.v. skønnes at udgøre 700 mio. kr.
Udvikling af Århusgade-området og Ydre Nordhavn (nord for Århusgade-området) samt Rigsarkivgrunden
Københavns Kommune tilvejebringer det nødvendige plangrundlag for Århusgadeområdet, der bl.a.
tilgodeser fortsat havnedrift og forudsat rummelighed med mulighed for etablering af minimum
400.000 etagemeter bolig og erhverv, bibeholdelse af havneområdernes attraktivitet, tilstrækkelig
bygherreinfrastruktur samt parkeringsfaciliteter tilvejebragt på kommercielt grundlag. Endvidere
etablerer Københavns Kommune den nødvendige kommunale vejinfrastruktur til og fra Århusgade-
området. Med en sådan byudvikling af Århusgade-området skønnes værdien af Københavns Havn A/S
at udgøre 4,3 mia. kr.
Københavns Kommune tilvejebringer under hensyntagen til stationsnærhedsprincippet det nødvendige
planmæssige grundlag, der muliggør byudviklingen af yderligere 200.000 etagemeter bolig og erhverv i
Ydre Nordhavn (nord for Århusgade-området) fra 2015, etablerer kollektiv trafikbetjening af området
samt den nødvendige vejkapacitet i krydsene ved Sundkrogsgade og Århusgade.
Af hensyn til en optimering af værdierne i Københavns Havn A/S udvikles Århusgade-området først.
Vilkårene for udvikling af Århusgade-området fastlægges og justeres i forhold til udviklingen af Ydre
Nordhavn således, at det forudsatte provenu kan realiseres.
Københavns Kommune tilvejebringer plangrundlag, der muliggør etablering af min. 90.000 etagemeter
bolig og erhverv på den tidligere Rigsarkivgrund i Ørestad Nord.