København, den 25-08-2006

Sundhedspolitisk j.nr.: 2006-12106-223


Folketingets Sundhedsudvalg


Vedrørende offentliggørelse af oplysninger om kvaliteten på sygehusene

Som annonceret i pressen torsdag den 24. august 2006 arbejder Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen i øjeblikket på at udvikle en hjemmeside, der giver borgerne let adgang til en lang række sammenlignelige oplysninger og kvaliteten og servicen på de enkelte sygehuse. Oplysningerne vedrører såvel den organisatoriske og patientoplevede kvalitet som kvaliteten af den kliniske behandling for en lang række sygdomme/behandlinger.

 

Herudover indeholder hjemmesiden en karaktergivning/rangering af de enkelte sygehuse. Der vil være tale om to former for karakterer. Dels vil alle sygehuse få en overordnet karakter – fra én til fem stjerner – der bl.a. er et udtryk for hygiejnen på sygehuset, de fysiske rammer, patienternes tilfredshed med indlæggelsen, om sygehuset overholder indgåede aftaler. Dels vil der for en række udvalgte sygdomme blive udarbejdet en karakter for den kliniske kvalitet af behandlingen på forskellige afdelinger, der udfører pågældende behandling.

 

Hjemmesiden vil være et første bud på, hvordan man i Danmark kan formidle kvalitets- og serviceinformationer om de enkelte sygehuse. Forventningen er ikke, at hjemmesiden i sin første version vil kunne give den fulde sandhed om kvaliteten i det danske sundvæsen, men håbet er, at den kan starte en offentlig debat, om hvordan de enkelte nøgletal og indikatorer gøres bedre, så kvaliteten på sygehusene måles på de ’rigtige’ parametre. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at vi har Den Danske Kvalitetsmodel, der er mere detaljeret og på lidt længere sigt via akkrediteringerne af landets sygehuse vil give en ekstern måling af kvaliteten på en lang række områder.  På længere sigt vil resultaterne fra Den Danske Kvalitetsmodel naturligvis blive indarbejdet i arbejdet med at offentliggøre og formidle informationer om kvaliteten i sundhedsvæsenet.

 

Jeg vil gerne invitere udvalgets medlemmer til en demonstration af hjemmesiden www.sundhedskvalitet.dk inden den offentliggøres. Jeg vender tilbage med en konkret dato herfor, men forestiller mig, at det bliver i begyndelsen af oktober.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Løkke Rasmussen