Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 27. juni 2006
Hermed følger – i 5 eksemplarer – orientering om status for evaluering af private psykoterapeutuddannelser.
Â
Siden marts 2005 har der været mulighed for, at private uddannelser til psykoterapeut kunne ansøge Danmarks Evalueringsinstitut om at blive evalueret med baggrund i de kvalitetskriterier for indhold og struktur af private psykoterapeutuddannelser, som blev udformet i juli 2004.
Det første års erfaring med evalueringsordningen viste, at det koncept, som blev udviklet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), ikke var helt hensigtsmæssigt opbygget til brug for evaluering af private psykoterapeutuddannelser. Det blev derfor aftalt med EVA, at de i de kommende måneder skulle justere konceptet, så bl.a. kriterierne blev bedre operationaliseret.
Med henblik på at vurdere, om der overhovedet var belæg for et fortsat samarbejde mellem EVA og de private psykoterapeutuddannelser, blev der holdt et møde mellem EVA, Psykoterapeutforeningen og Sammenslutningen af psykoterapeutiske uddannelser i Danmark (SPUD) i midten af maj 2006. Det blev her besluttet, at der næppe ville være grundlag for et fremtidigt konstruktivt samarbejde. Det vil sige, at Danmarks Evalueringsinstitut ikke længere tilbyder at evaluere private psykoterapeutiske uddannelser.
Evalueringsordningens baggrund er som nævnt de kvalitetskriterier for private uddannelser til psykoterapeut, som en tværministeriel arbejdsgruppe udformede i juli 2004. Det var ikke formålet med arbejdet at revolutionere de private psykoterapeutuddannelser, men at bidrage til at fremme, at uddannelserne har et forsvarligt fagligt indhold. Det var og er frivilligt for psykoterapeutuddannelserne, om de vil lade sig evaluere på baggrund af kvalitetskriterierne, og uddannelserne har ligeledes mulighed for at vælge et hvilket som helst anerkendt og uafhængigt evalueringsinstitut til at foretage evalueringerne. Det vil sige, at hverken jeg eller Socialministeriet har mulighed for at diktere uddannelserne, hvilket institut de skal bruge i forbindelse med en evaluering.
Â
Årsagerne til, at Socialministeriet tog kontakt til EVA med henblik på at få evalueringsinstituttet til at varetage opgaven, var, at EVA har en grundig erfaring i forbindelse med evaluering af forskellige uddannelser, og at en evalueringsordning derfor kunne igangsættes hurtigt. Som et yderligere led i at fremme processen tilbød Socialministeriet også at give et økonomisk tilskud til uddannelsernes udgift til en evaluering.
Jeg er i øvrigt bekendt med, at Psykoterapeutforeningen i samarbejde med Sammenslutningen af psykoterapeutiske uddannelser i Danmark nu er gået i gang med at finde et nyt uafhængigt og anerkendt evalueringsinstitut til at varetage opgaven med at vurdere uddannelsernes indhold og struktur på baggrund af de kvalitetskriterier, som den tværministerielle arbejdsgruppe udarbejdede i juli 2004. Det er meningen, at alle evalueringer skal foretages af det samme evalueringsinstitut.
Det er derfor min opfattelse, at de private uddannelser til psykoterapeut fortsat er meget interesserede i en evalueringsordning på baggrund af de udformede kvalitetskriterier, som på sigt vil medvirke til at gøre kvaliteten i psykoterapeutuddannelserne bedre.
Jeg har også orienteret Folketingets Sundhedsudvalg.
Eva Kjer Hansen